25 feb 19 norske navne du skal holde øje med i 2019
Foto: Amanda Tenfjord // Thomas Rosser
Det er efterhånden ikke en nyhed at Norge har produceret nogle af de fedeste artister de seneste par år,
og det ser ikke ud til at stoppe. Vi har samlet 19 navne, vi mener er vigtige at holde øje med i år.
Amanda Tenfjord
Den norske by Ålesund kan blandt andet prale af at have givet os popkometen Sigrid, men kan højst sandsynligt også snart tilføje Amanda Tenfjord til den liste. Den 22-årige kunstner har hurtigt fået opmærksomhed i både ind- og udland med sine catchy poptracks “First Impression” og “No Thanks”. Det lovende talent, der er signet med indie-pladeselskabets Propeller Recordings (Highasakite, Dagny, Sløtface, Frøkedal), udgav sin debut-EP First Impression i november sidste år og skal igang med at spille support for Highasakite på deres kommende turné.
Askjell
En af Bergens største popproducerer lige nu er Askjell, der blandt andet har lavet hits med Sigrid og Aurora. Han har været hovedproducer på sidstnævntes kommende album og skal da også spille som support på hendes Europa turné. Askjell vil senere i år udgive sit eget materiale gennem Island Records, hvis artistliste også tæller sværvægtere som Ariana Grande, Robyn og Disclosure. Vi glæder os til at høre, hvad den 24-årige nordmand har at byde på med sin egen musik, der indtil videre tæller singlen “To Be Loved”, som foreløbigt kun kan findes på Soundcloud.
brenn.
I hjemlandet har de forlængst fået øjnene op for den charmerende indierock-duo brenn. der på mærkværdig vis kombinerer rock og såkaldt ‘russemusik’ (norsk EDM) i en uimodståelig blanding. De to unge venner Rémy Malchère og Edvard Smith er sprængfyldt med energi og er et levende bevis på, at rocken bestemt ikke er et uddøende fænomen. Med det sidste udspil “Du og Jeg” viser drengene igen en frygtløs og uhøjtidelig måde at spille musik, som de til sommer også tager med forbi Roskilde Festival.
Emilie Nicolas
Emilie Nicolas er bestemt ikke et ukendt navn på den norske musikscene, men i Danmark har hun stadig ikke fået synderligt meget opmærksomhed. Den 31-årige nordmand spillede godt nok på Rising-scenen på Roskilde Festival i 2014, men siden da har hun ikke gæstet Danmark. Den talentfulde sangerinde og sangskriver har været aktiv siden 2013, og har blandt andet vundet flere prestigefyldte priser – inklusiv to Spellemann Awards (norsk Grammy). Senest har Nicolas udgivet sit andet album Tranquille Emile, hvor man kan høre tracks som ”Higher Love” og ”Feel Fine”, der beviser den erfarne kunstners uimodståelige blanding af pop, R&B, electronica og jazz.
Emma Steinbakken
Den kun 15-årige Emma Steinbakken har allerede nu markeret sig som et nyt stjerneskud på den norske popscene. Selvom sangeren kun har få år på bagen, har det ikke holdt hende tilbage, og hun har allerede nu fået stor opmærksomhed med sin debutsingle “Not Gonna Cry” – en velproduceret og øm popbanger, der på alle måder er et overlegent førsteudspil. Med en moden vokal og følsom lyrik er det langt fra lyden af en uerfaren teenagepige. Senest er hun kommet med balladen “Without You”, der viser Steinbakkens smukke sangskrivning og kun giver håb forude for den unge nordmand.
Fieh
Vi har været svært begejstrede over at lære denne otte-mands-gruppe at kende. Fieh er med deres neo-soulede jazz og til tider funkede grooves et navn, der allerede nu har fået meget opmærksom både i hjemlandet og internationalt. Bandet har indtil nu offentliggjort to sange gennem Youtube, men blev i oktober sidste år signet med Decca Records og arbejder nu på deres debutalbum. Med blanding af flere genrer får de en enormt unik lyd, som man blandt andet kan høre på deres hit “Glu”. Bandet har et ry for energiske live-optrædender og vi kan derfor glæde os over at se dem for første gang på dansk jord til SPOT Festival i maj.
girl in red
Tilbage i 2017 startede Marie Ulven sit eget musikprojekt bag kunstnernavnet girl in red. I de intime rammer på sit værelse skriver, indspiller og producerer den unge nordmand sine lo-fi alternative popsange. Med en rå og upoleret lyd og temaer om psykiske problemer og seksualitet er hendes musik unik og karakteristisk, så man kan ikke kan andet end at mærke de ærlige og stærke følelser. Hendes debut-EP chapter 1 landede i september sidste år, og siden da er hele tre singler også kommet, blandt andet den tilbagelænede “we fell in love in october”.
Halie
Medrivende og iørefaldende er passende beskrivelser til musikken fra Halie. Den 17-årige Hannah Emilie Grung fra Bergen har med hendes kun fire singler allerede vist sig som en af Norges helt store pop-stjerneskud. Selvom numre som “Youth” og “Not Yours” er perfekte til en stor fest, er de samtidig sofistikeret, og man kan mærke, at Halie har noget på hjerte. Vi spår store ting for popkometen, der blandt andet er signet med management-bureauet MADE, der også tager sig af artister som Sigrid, Aurora og DePresno. Se hendes overbevisende performance i det norske talkshow Lindmo her:
Hanne Mjøen
Endnu et lovende popstjerneskud er Hanne Mjøen der med hitsinglen “Sounds Good To Me” er blevet et navn, flere nordmænd har skrevet sig bag øret. Siden hendes debut i 2016 har sangerinden blandt andet spillet support på turné med Astrid S, og blev sidste år udnævnt som et “New Name” af Annie Mac fra BBC Radio 1. Med sine utroligt velproducerede og catchy poptracks er Mjøen et godt bud på et norsk navn, der sagtens kunne gå hen og få mere international opmærksomhed i år.
Hôy la
Hôy la er en kunstner, vi har fulgt i noget tid nu, og som gang på gang har charmeret os med sit dystre og eksperimenterende elektropop-univers. Den übercool københavnsbaserede nordmand har et skarpt minimalistisk udtryk og samler i sin musik den nordiske lyd med en orientalsk æstetik. Det ser man især i DIY-artistens smukke visuals, som man senest kan nyde i musikvideoen til sangen “Saturday”. Den på alle måder fascinerende kunstner, som sidst imponerede os med en overbevisende performance til VEGAs Udvalgte i slutningen af januar, er nu ude med sin debut-EP X heads, og vi kan kun forvente et godt år for Hôy la.
Lil Halima
Hvis du også er fulgt med Billie Eilish-bølgen, kan du muligvis også finde dig til rette i Lil Halimas nordiske pop- og bløde R&B-univers. Stjerneskuddet blev opdaget gennem de sociale medier, hvor Def Jam Norway/Universal Music hurtigt spottede talent i den unge sangers musiksessioner på diverse Instagramvideoer. Sidste år kom hun med sin debut-EP love songs for bad lovers og har senest imponeret med første halvdel af et EP-koncept, som startede med den fire numre lange EP for the dark days, og som senere i år efterfølges af EP’en for the bright days.
Magnus Bechmann
Endnu en kunstner med stort talent indenfor fængende (Scandi)-pop er den 22-årige bassist og sanger Magnus Bechmann. Tilbage i 2017 udgav han debut-EP’en Loners Get Lonely Too, der fik stor opmærksomhed i både ind- og udland og blandt andet høstede gode ord fra The Guardian, der udnævnte ham som “New Band of the Week”. Senere samme år kom den catchy single “Bruises”, og siden da har vi ikke hørt nyt fra kunstneren, der har trukket sig i studiet og arbejder på sit debutalbum. Vi er dog heldige at kunne opleve ham på årets SPOT Festival, og mon ikke det bliver i år, vi får mere musik fra den charmerende nordmand.
Mall Girl
Kvintetten Mall Girl er en af de mest spændende og anderledes upcoming-bands på den norske pop-scene lige nu. Med en blanding af funk, rock, pop og punk sætter, deres lige nu eneste udgivet single “Slay Queen”, gang i dansegulvet. Med en enormt teknisk kunnen, som man blandt andet kan se hos Hannah Veslemøy Narvesen på trommer og i de groovy bas- og guitarfigurer, trækker bandets musik i mange forskellige retninger. Det er derfor gruppen er så interessant og et navn vi vil holde tæt øje med i 2019.
Margrete
Vores nyeste indiepop-crush er Margrete, der med sine originale arrangementer og utraditionelle pop-sange kan noget helt specielt – derfor er hun også et navn flere nordmænd er begyndt at kende til. Efter sommeren 2017, hvor kunstneren udgav sin selv-producerede single “Teen”, kom Margrete Skretting Bergset og hendes fire bandmedlemmer med i semifinalen til NRK P3’s musikkonkurrence årets urørt i 2018. Senere på året kom andensinglen “Joy”, der med flere electronica-elementer og forsangerens fine vokal, kun gør os endnu mere spændte, på hvad kunstneren har at byde på i fremtiden.
Otha
Bag det kunstneriske alias Otha gemmer sig produceren Othalie Husøy, der med sin debutsingle og dancefloor-hymne “One of the Girls” genererede stor hype, som både BBC Radio 1, Beats 1 og Pitchfork samlede op på. Singlen, der landede i sommers sidste år, blev fulgt stærkt op af nummeret “I’m on Top”, der igen bekræftede, hvorfor man med god grund skal holde øje med kunstneren. Musikken, der kan give associationer til electronica-spirer som Smerz og Sassy 009, er et friskt pust til traditionel club-musik og er helt sikkert noget, der vil få gang i dine dansefødder.
Paria
Den norsk-iranske Paria laver fængende anderledes popsange med en blanding af karakteristiske R&B- og 00’er-pop-melodier, der omfavnes af alternative beats og lækre vokalharmonier. Sangerinden har selv skrevet, produceret og mixet sangene på sin debut-EP Popsicle, der landede i starten af februar. Den talentfulde musiker har blandt andet været vores Ugens Upcoming og har en unægtelig international lyd, der kan give associationer til sværvægtere som Beyoncé, Rihanna og Amy Winehouse. Det er dog ikke sædvanelige popproduktioner, og det er også derfor, vi har givet Paria en plads på vores liste.
Shikoswe
Nora Shikoswe Hougsnæs aka Shikoswe har faktisk tidligere boet i københavn, men flyttede i 2016 til musikmekkaet Bergen, og den regnfylde by har tydeligt smittet af på hendes lyd. Med en fløjlsblød vokal, der svæver over atmosfæriske guitarfigurer er numre som “To The Dogs” og “Two Heads in a Room” en perfekt introduktion til hendes drømmende indiepop-univers. Hun kan desuden opleves på dansk grund senere på året, hvor hun er booket til SPOT Festival.
SKAAR
Med næste kunstner SKAAR finder vi Norges nye svar på MØ. Den 21-årige Hilde Skaar fik allerede stor succes tilbage i 2016, da hun var feature på TRXDs hitsingle “Whereever You Go”, og siden da har kunstneren arbejdet på sin egen musik, der endte med debutsinglen “Higher Ground” sidste år. Singlen, der har flere millioner streams, blev efterfulgt af den catchy “Wicked Rhythm”, der igen beviser, hvorfor SKAAR er et navn man skal holde øje med.
TØFL
Indiepop-kvartetten TØFL er en af de eneste kunstnere på den her liste, der faktisk skriver på norsk. Forsangeren Hans Markus Riisdal synger med en smuk Stavangerdialekt om VR-briller, avatarer og Nokia 105. De finurlige og humoristiske tekster er utroligt charmerende og bliver leveret med catchy guitarriffs og enkle tromme- og basfigurer. De fire unge drenge slap deres debut-EP Eg Ska i april sidste år, og med deres berygtede energiske live-performances har de blandt andet spillet opvarmning for Sløtface og Dagny.