fbpx

Leder du efter en vej ind i musikbranchen?

Foto: Stock

… så gør du klogt i at læse videre.

Musikbranchen er kendt for at være en meget lukket branche, der er svær at komme ind i, hvis man ikke har kontakterne på plads, og det kan samtidigt være svært at bryde igennem uden. Innovative Music Management er for dig, der gerne vil have kickstartet din karriere i branchen, vil have udvidet din viden eller bare er super interesseret i arbejdet bag musikoplevelser og gerne vil blive klogere på, hvad der foregår bag kulisserne. Forløbet, som i Danmark finder sted i både Roskilde og Aarhus, udvider dit netværk, hjælper dig med at skabe kontakter, du kan bruge i resten af din karriere, og giver mulighed for at få en fod indenfor døren til musikbranchen.

Underviserne er branchefolk med baggrunde i alt fra festivalplanlægning til pladeselskaber, musik-venues til artist-management, radio og meget mere. De er alle dygtige og succesfulde inden for deres felt og vil møde dig i øjenhøjde for at videregive deres viden, erfaringer og oplevelser.
Om forløbet udtaler tidligere kursist Nicolai Anker:

– Jeg vil helt klart anbefale Innovative Music Management-kurset til alle som går og drømmer om at arbejde i musikbranchen. Blandingen af kompetente undervisere samt deres fokus på networking er den perfekte kombination!

Om forløbet

Kurset består af syv moduler fordelt over seks lørdage fra marts til juni. Du vil blandt andet få en større indsigt i musikbranchens opbygning og et overblik over de største aktører på markedet lige nu. Derudover præsenteres du for idé- og konceptudvikling og metoder til at vurdere hvilke koncepter, der er værd at videreudvikle.

Musikbranchen er en forretning, og den kræver ligesom alle andre brancher en større forståelse af økonomi og budgetter. Derfor er der et modul om forretningsforståelse og økonomi, som har til formål at give dig en række redskaber til at holde styr på det økonomiske aspekt af branchen.
Du vil også få undervisning i effektiv projektledelse med en hands-on approach, hvor der arbejdes med specifikke cases, så dine nye værktøjer kan afprøves. Om det udtaler Ane-Mette Timm Laustensen, som er tidligere deltager:

– Fantastisk kursusforløb med yderst kompetente undervisere på alle fagområder! Jeg går derfra med masser af brugbare værktøjer til min videre færden i musikbranchen!

Der dedikeres en lørdag til at give dig en indsigt i forskellige nuancer af musikaftaler, og hvordan man bedst kan navigere blandt dem, ligesom der kigges på PR og marketing på de altid voksende sociale medier, igen med udvalgte cases, der giver dig et indblik i, hvordan man som arrangør eller manager skal håndtere marketing.

Bag kurset står virksomheden B Group, som Bands of Tomorrow også er en del af, og det er iværksætter Simon Sørensen, som er grundlæggeren bag. Han er i sin tid uddannet i Music Management på Rytmisk Musikkonservatorium, og har en baggrund med A&R og product management hos Universal Music. Han udtaler om forløbet:

– Musikbranchen har ændret sig markant de seneste år, og der er en stigende efterspørgsel på kvalificeret arbejdskraft. Derfor er Innovative Music Management et væsentligt bidrag til dem, der ønsker en fremtid i branchen.

Formålet er, at du, når du har afsluttet forløbet, vil have en større viden om – og kendskab til – musikbranchen, og ikke mindst være en del af et netværk af tidligere kursister, der alle er ambitiøse inden for musikbranchen.

Tilmeldingen for denne sæson lukker på søndag den 24. februar, og du kan læse mere om kurset, underviserne og udtalelser fra tidligere kursister på hjemmesiden her.