15 feb Death Valley Girls – Atlas

Foto: Steffen Jørgensen
Dato: Torsdag den 14. februar 2019
Venue: Atlas, Aarhus

Halvforvirret dødsrallen fra ellers lovende garagerock-gruppe.

[rwp_box id=”0″]

Death Valley Girls er et eksempel på den kvindelig anførte bølge af garagerock- og punk, der er begyndt at pryde både den danske og internationale rockscene med navne som Velvet Volume, The Regrettes, Hinds, Courtney Barnett og Colleen Green. De er også et eksempel på, at rock’n’roll er i live og i god behold.

Det første, jeg hørte fra Los Angeles-kvartetten, var singlen “Disaster (Is What We’re After)”, som er akkompagneret af en musikvideo, der genfortolker Jørgen Leths ikoniske filmsekvens, hvori Andy Warhol spiser en burger. Deres musikvideo har endda Iggy Pop i hovedrollen! Efter at have set dét og hørt resten af deres album Darkness Rains fra 2018, var jeg sikker på, at jeg ville få serveret en fed omgang garagerock ved aftens koncert på Atlas.

Desværre levede showet overhovedet ikke op til de forventninger om kvalitet og coolness, jeg havde opbygget ved at lytte til bandets studiemateriale. På plade leverer Death Valley Girls fræsende grynet garagerock tilsat et shot dyster surf og et par dråber psychedelia. I bedste stunder henleder de ens tanker på elementer fra Bikini Kill, The Black Keys og The Cramps. Dette var teknisk set også, hvad publikum blev serveret i aftes, men i en alt for sløset, forvirret og akavet version.

Death Valley Girls har spillet sammen i omkring seks år. Før da har flere af medlemmerne haft erfaring fra andre rock- og punkbands som The Flesh Eaters og The Flytraps. Derfor skulle man tro, at sanger Bonnie Bloomgarden, lead-guitarist Larry Schemel, bassist Rachel Orosco og trommeslager Laura Kesley ville være mere i synk med hinanden. I stedet virkede Schemel og Kesley underligt afskåret fra resten af flokken gennem hele koncerten, og alle medlemmer spillede generelt, som om de var forvirret over, hvor sangene skulle hen, som om de havde tømmermænd og som om, de egentlig var en lille smule uinteresseret i at være på scenen og hellere ville have det overstået.

Til deres forsvar var den musikalske del af seancen faktisk ganske tilforladelig. Der var fed fuzz på guitarerne, og Bloomgardens hysteriske og lettere infantile vokalklang passede godt til bandets æstetik. Sangene blev desværre bare fremført med meget lidt selvsikkerhed, mangel på instruktion og med al for sjælden forløsning. Numre som “Street Justice”, “We’re Going To The Disco” og den, i lyset af aftens show, paradoksalt betitlede “Disaster (Is What We’re After)” var aftens højdepunkter, men selv her nåede Bloomgarden og co. kun meget lidt ud over scenekanten. Det virkede ofte som om, at de fire musikere kæmpede unødvendigt med sig selv, og så er stil og lyd altså ikke nok til at drive en koncert fremad.

Manglen på solid publikumskontakt var desuden tåkrummende. Bloomgarden forsøgte sig af og til med et par “kække” henvendelser til salen, men flere gange virkede det akavet og uden sans for stemning.

Jeg har altid været fortaler for, at en vis mængde kaos og sløsethed hører sig til den bedste slags rock. Særligt live. I aften skete sløseriet imidlertid foran publikum snarere end sammen med publikum.

Til gengæld vil jeg her til sidst gerne bemærke, at aftens opvarmning, den danske duo Nicotine Nerves var enormt overbevisende. Gruppen leverede skarp punk-blues med ilter desperado-swagger og finesse. Der var en god kemi mellem medlemmerne, guitartonen var mere end fyldig, og der var utrolig slagkraft bag alle markeringer. De to herrer havde en lyd, der var tilpas deres egen og tilpas lignende de bedste navne indenfor grunge og lo-fi punk-blues som henholdsvis Nirvana og Jon Spencer Blues Explosion – uden at det lød som en kopi. Det var virkelig fedt.

Forventningerne til aftens hovedret blev derfor kun større, og derfor var det så meget mere ærgerligt, at Death Valley Girls kun kom lidt ud over scenekanten med et ujævnt og usikkert show. Bedre held næste gang.