fbpx

Ocean Park Standoff: »Vi lever drømmen lige nu«

Foto: Pamela Hanson

Den amerikanske poptrio Ocean Park Standoff gæstede i slutningen af Januar i år København og Herning, da de varmede op til Lukas Grahams fem danske koncerter. Vi tog et smut forbi Royal Arena den 30. januar – dagen for deres sidste koncert i København – hvor vi mødte det amerikanske band til en snak.

Det er meget muligt, at navnet Ocean Park Standoff stadig er mere eller mindre ukendt for dig, men hvis du var en af de mange tusinde Lukas Graham-fans, der havde billet til en af deres fem koncerter i København og Herning, så har du allerede lagt øre til deres
farvelige popmusik. Vi mødte bandet, inden de for tredje gang gik på scenen i Royal Arena, hvor vi lærte dem lidt bedre at kende.

I 2017 udgav trioen, som består af Samantha Ronson – søster til DJ, musiker og stjerneproducer Mark Ronson – Pete Nappi og Ethan Thompson, deres debut-EP Ocean Park Standoff. Siden hen har de blandt andet udgivet singlen “If You Were Mine” sammen med den hypede hiphopartist Lil Yachty og senest singlen “Good Time”, som landede i fredags den 8. februar. Mens du læser videre og forhåbentligt bliver klogere på den opblomstrende poptrio, kan du lytte til “Good Time” her:

Lukas Grahams København

Efter et par aflysninger, som blev lovligt undskyldt med, at bandet var blevet fanget af den københavnske by-stemning, lykkedes det at få stablet et interview på benene med de tre bandmedlemmer. Det var en imødekommende frontmand – Ethan – som tog imod os efter at have overværet den energifyldte lydprøve, hvor især de farverige julelys på Samanthas keyboard sprang i øjnene. På trods af, at bandet måtte udskyde deres interview, fordi de havde været turister i København, var der lidt usikkerhed omkring, hvad de egentlig havde set på deres gåture rundt i byen. Pete og Samantha var dog hurtige til at nævne, at de i hvert fald havde set både Christiansborg og Den Lille Havfrue. To store københavnske seværdigheder – så langt så godt – men hvad med Lukas Grahams hjemlige omgivelser på Christiania?

Der vil vi prøve at tage hen i aften. Vi ville vente, fordi jeg ikke vil miste min stemme, før vi laver de fem shows – så vi prøver i aften. Men vi risikerer det hele i aften ved at tage derhen, griner Ethan, som stadig skal kunne synge to koncerter op for det jyske publikum.

Bandet var også ret enige om, at det at få muligheden for at turnere i Danmark – Lukas Grahams hjemland – var en ret vild oplevelse.

Det er vildt – vi startede med at møde Lukas til et “end of the year”-show i Florida, hvor vi begge spillede på en scene foran omkring 800 mennesker. Næste gang vi ser ham, er vi i hans hjemby i Danmark og spiller til hans hjemkomstshow foran 16 tusind mennesker. Så det er ret vildt. Og han var ligeså fed foran 800 mennesker, som han er her foran 16 tusind, siger Ethan.

Det var showet i Florida, der endte med at blive afgørende for trioens senere tour med Lukas Graham. Graham hørte bandet optræde dengang, og fordi de to bands deler booking-agent, lå det til højrebenet at anbefale den amerikanske poptrio som opvarmning til det danske bands tour i både Danmark og USA.

Foto: Pamela Hanson

»Vores sangskrivningsprocess er som en salatbar«

Når musikere med forskellige baggrunde går sammen om en musikalsk idé, skabes en ny, fælles identitet, som indeholder elementer fra alle tre medlemmers individuelle kunstskaber. Netop det er tilfældet ved de tre bandmedlemmer i Ocean Park Standoff. Bandets trommeslager, Pete Nappi, er fra Long Island, og hans musikalske erfaring, som primært bevæger sig omkring hiphop og producering af musik, står i kontrast til multiinstrumentalisten Ethan Tompsons klassisk skolede baggrund, som tog sine afsæt i Montana. Samantha Ronson er i modsætning til de to andre født i England, og komm til projektet med en baggrund som DJ og lyriker. De tre kunstnere blev mere eller mindre “sat sammen” af branchefolk. Det kan lyde som en farlig cocktail, men det har fungeret over al forventning for de tre kunstnere:

Jeg blev sat sammen med Samantha gennem managers, publishers og sådan noget, forklarer Pete. Så ja, vi blev bare sat sammen, og jeg mødtes så med hende og vi arbejdede et par dage på forskellige ting. Og så kendte jeg Ethan – egentlig fra skolen, men ikke rigtig fra skolen.
– Vi kender til hinanden fra skolen, men vi kendte ikke hinanden, tilføjer Ethan
Men Samantha og jeg havde arbejdet sammen på nogle ting på det tidspunkt, og så kom Ethan ind, og det udviklede sig ligesom bare derfra.

Og på trods af ikke at have spillet sammen særligt længe, blev bandet signet ret hurtigt. De første to sange, de skrev sammen, endte endda med at blive deres to første singleudgivelser.

Foto: Pamela Hanson

Når man kommer fra så forskellige baggrunde og bliver sat sammen af branchefolk, kunne man forestille sig, at det kan være en udfordring pludselig at skulle være fælles om en så grundlæggende process som sangskrivning. Det har dog ikke været noget problem i deres tilfælde.

I følge Samantha kan deres sangskrivningsprocess sammenlignes med en salatbar, hvilket Ethan uddyber: »Pete kommer med salaten (tracket), og så vælger Samantha og jeg hvilke grøntsager, der skal til.. Og så pølserne og så videre« De er alle tre enige om, at processen ved at skrive en sang varierer fra gang til gang, hvilket i øvrigt også gælder sangtemaet.  For eksempel har Samantha været til flere sessions med andre musikere, hvor hun har skrevet noget, som hun så har taget med tilbage ind i studiet til de to andre. »Sangene er altid en blandet pose af de ting, vi laver« siger Ethan.

Den store drøm

Spørgsmålet om, hvad den store drøm for et stadigt nyt navn er, er et som de fleste musikere nok kan nikke genkendende til at skulle have svaret på mange gange. De fleste har nok også en forventning til, hvad svaret skal være, men jeg kunne alligevel kke lade være med at høre, hvad netop Ocean Park Standoffs store drøm er, når det kommer til musikken. Og de var klare i mælet.

Det her er drømmen. At være i Danmark – et land jeg aldrig har haft mulighed for at besøge før på egen hånd. At have muligheden for at komme her og spille med en fantastisk artist sammen med fantastiske venner. Det er vanvittigt. Vi joker altid med, at vi for bare et par år siden sad vi Samanthas hus og skrev sange for sjov. Det var en flugt fra industrien, som bogstavligt talt var vores mål ved at skrive. Og nu er vi nået helt hertil – dybt inde i industrien – hvilket er ret komisk. Det har jeg ikke tænkt over før nu, griner Ethan og fortsætter: Men vi er kommet hele vejen derfra. Det er altid en surrealistisk oplevelse, når vi hopper, lige før vi går på scenen og hyper os selv, inden vi går til publikum.A

“Good News” er bandets mest streamede nummer på spotify, og tracket havnede også på en 22. plads på Billboards “Adult Contemporary”-liste.
I musikvideoen kan du se de julelys, jeg i indledningen beskrev, også var med som rekvisit på scenen i Royal Arena.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com