Panda Bear – Buoys

Foto:
Udgivelsesdato: Fredag den 8. februar 2019
Label: Domino Recording

Panda Bear’s sjette album, Buoys, præsenterer endnu engang Noah Lennox i nye klæder. De tunge eksperimenterende lydlag er hovedsageligt væk til fordel for en nyere og mere simpel fremgangsmåde til sangskrivning, der træder væk fra hans tidligere udgivelser som Panda Bear og Animal Collective. Det er der kommet et beroligende, men småkedeligt resultat ud af.

Hvis man skulle betegne musikeren Panda Bear som et dyr, ville en kamæleon være en bedre betegnelse til at beskrive pandabjørnens musikalske fremgangsmåde. Ved hver albumudgivelse har han udvist en stor lyst til at ændre på lyden for på den måde at lege med forventningerne til selve Panda Bear-projektet. Derfor kommer det ikke som en overraskelse, at Buoys følger den samme logik, som har ligget bag alle Panda Bear’s albums indtil videre.

Ifølge interviews op til udgivelsen af Buoys er Panda Bear startet med at optage guitarspil henover en trommemaskine for derefter at tilføje eventuelle synth-lyde. Derfor er pladens DNA bygget op omkring den akustiske guitar, hvor inspiration og elementer fra trap-musikken er med til at trække Buoys i en anden retning. Den akustiske guitar og de tilbagetrukne synths på sange som “Dolphin” og “Token” giver en mere intimt indtryk af Panda Bear i forhold til resten af hans diskografi.

Alle sangene lyder til at være gennemsølet af vand, hvor sangen “Dolphins” eksempelvis bruger ekkoet fra en dråbe, der lander i en hule som et perkussivt element. Derudover benytter Panda Bear konstant autotune på sin vokal, hvilket jeg synes bidrager til den svævende og våde fornemmelse, som Buoys har. Den akustiske guitar, som dominerer på albummet, leger kun med rumklang og delay, hvilket virker beroligende, men desværre også en smule kedeligt. På trods af at Buoys kun er cirka en halv time lang, føles albummet meget ensformigt.

En ting, der altid har fascineret mig ved Panda Bear, er, at han virker legesyg i alt, hvad han foretager sig. For eksempel er der på trods af de tunge emner som død og cancer på Panda Bear Meets the Grim Reaper en tydelig leg og kreativitet, og Panda Bears psykedeliske farver skinner igennem hele pladen. Men på Buoys lader Panda Bears fremgangsmåde til musikken til begrænse ham i stedet for at sætte hans ideer fri. Det mest bemærkelsesværdige på albummet er hans brug af autotune, der giver et ekstra melodisk element til hans stærke toner og udtryk. Buoys virker koldere og vådere, men også mere intim, end hvad vi tidligere har hørt fra Panda Bear.

Det er på mange måder interessant, at Panda Bear laver et meget roligt, intimt og stille album i en tid, hvor man konstant bliver bombarderet af forskellige indtryk fra alle sider. På trods af Buoys‘ ensformighed inviterer Panda Bear os ind i hans egen lille, men beroligende lydverden, der eksisterer udenfor al den hektiske larm. Selvom seancen kun varer en halv time, sidder han her med en guitar og giver os en smule ro i hans musikalske undervandshule.