fbpx

The Entrepreneurs – Noise & Romance

Foto: Malthe Ivarsson
Udgivelsesdato: Fredag den 1. februar 2019
Label: Tambourhinoceros

Infernoer af slagtøj, dement lounge bossanova og paranoid fuzzrock med hyletone vokal. På The Entrepeneurs debutalbum er sangene måske ikke de stærkeste eller mest melodiøse, men bandets ubarmhjertige omgang med sangeksekvering- og opbygning er stadig svært medrivende.

The Entrepreneurs – Noise & Romance
4 / 5 Anmeldelse

En entreprenør er betegnelsen for en kreativ person; en iværksætter af forskellige slags forretninger. Blandt ordets forskellige betydninger og definitioner, er det dog værd at nævne, at entreprenøren også er en agent for forandring og innovation. Han er et individ, der løber risici i håbet om profit og succes.

For mig set opsummerer sidstnævnte betegnelse på passende vis den største musikalske force på Noise & Romance. The Entrepeneurs holder sig nemlig ikke tilbage med at tage risikable virkemidler i brug for at fuldende denne deres første fuldlængde udgivelse. Profitdelen må markedet og tiden afgøre, men i min optik er succesen bestemt nået på trioens nyeste arbejdsindsats.

Noise & Romance er fuld af eksperimenterende og støjende alternativ rock, der ofte flirter med elementer fra grunge og post-punk. Sangenes maniske sammensurium af mørk guitarstøj, grovkornet basgange og forsanger Mathias Bertelsens højfrekvente vrælende falsetvokal virker ved første gennemlytning lidt for skabagtig, men det bliver hurtigt til én af de mest effektive elementer ved pladen. Når kontrasterne i lydbilledet er så store i forhold til mørke og lys, skingert og rungende, så underbygger det netop en følelse af bipolaritet, der passer perfekt til The Entrepeneurs sange.

Følelsen af mentalt nedbrud, tilfangetagelse og kaos mellem kolliderende indtryk formidles enormt overbevisende på denne måde. Dertil kommer pladens produktion, som er veludført men alligevel tilpas ujævn: nogle gange dominerer den forvrængede bas, men kun indtil det pludselig er de skæve, slingrende og uforudsigelige guitar/synth-riffs, der går ind og tager kontrol over lydbilledet. Vokalen og trommerne skifter fra at være solet til med rumklang til andre gange at gå knastørt og knivskarpt igennem lydmassen.

Det bidrager alt sammen til en både ængstelig og pirrende usikkerhed over, hvor solidt grundlaget under vores fødder er på denne musikalske rejse. Vi som lyttere ved ikke helt, hvor vi er på vej hen, men vi er dog sikre på, at ruten byder på indlevelse fra bandets side og en skånsesløs fordrejet tilgang til opbygning af sangstrukturer og stemninger.

“Session 1”, “Say So!” og “Heroine” er blandt pladens højdepunkter. Navnlig fordi disse sanges legesyge tilgang til at udfylde lydbilledet med percussion, skingre vokalfraser eller finurlige lydkollager formår at hive dem ud af sikkert og trygt territorie. Støjrock er ikke i sig selv eksperimenterende, fordi et bands guitarister bruger feedback, atonalitet og kradser plektre op og ned ad gribebrættet – det er snarere lysten til at udfordre samtlige aspekter af lytteoplevelsens normer, der tilføjer det udfordrende element. Dét hører jeg tilpas meget af på Noise & Romance.

Jeg vil ikke påstå, at The Entrepenuers er decideret banebrydere eller revolutionerende nytænkende, for der er mange dele af deres lyd, der er hørt før hos grupper som Pixies og Sonic Youth, men man fornemmer stadig, at bandet har nogle tricks gemt i ærmet pladen igennem, og man får lyst til at lytte med om ikke andet for at finde ud af, hvad de er.

Somme tider består de af en degenererende afslutning som på “Despair”, eller også udsættes vi for den borderline Captain Beefheart-ske afslutningskomposition “D-tune”, der om nogen tør give pokker i form og forventninger om idealer for salgbar indierock.

Noise & Romance hersker en sjov fornemmelse af, at det i denne musikalske seance er enhver mand for sig selv. Ingen tager dig i hånden. Hvert instrument og aktør har en individuel mission – uden at det lyder som om, bandet modarbejder hinanden. Et godt eksempel på denne her kollektive overladt-til- os-selv-fornemmelse finder vi på “Despair”: omkring to minutter og 29 sekunder inde i sangen kommer der et slags anti-drop, hvor guitar og bas lidt løst skifter intensitet og lydstyrke, men hvor trommerne kører videre på en næsten trodsig måde uden dog at gøre et større nummer af sig. I midten af denne småsløset, men velorkesteret tightness synes jeg at opleve noget af det, der virker bedst for The Entrepeneurs.

Indrømmet, det er ikke alle numre på Noise & Romance, der bringer sådanne finesser lige meget frem, og det er ærlig talt heller ikke mange af sangene, der fanger mig på et særligt menneskeligt eller dybfølt plan.

Alligevel har jeg som musikelsker og udforsker af den klassiske rocksangs udfoldelsesmuligheder i Spotify-alderen svært ved ikke at holde enormt meget af Noise & Romance. Der er simpelthen for mange vilde og enerverende indtryk til, at det ikke kan undgå at… ja, gøre indtryk på mig! Derfor kvitterer jeg liiige nøjagtig med fire stjerner og et ønske om snart at se disse sange live.

Christoffer Dall
christoffer.dall@bandsoftomorrow.com