bandsoftomorrow.com | Gurli Octavia ude med ny single og musikvideo

Gurli Octavia ude med ny single og musikvideo

Foto: Sarah Buthmann

Gurli Octavias nye single “We Cannot Stay Here Forever” giver dig lyst til at blive indenfor og begrave dig i en bunke tæpper og drikke noget varmt.

Gurli Octavia har netop udgivet singlen “We Cannot Stay Here Forever” der vil indgå som det sidste nummer på hendes EP, Metanoia, der er på gaden den 29. marts. EP’en, som består af seks sange, er dedikeret til sangerindens far, der sidste år gik bort, og når man har den information in mente, er det svært ikke at få en lille tåre i øjenkrogen, når man ser den tilhørende video til den nye single. Resten af sangene på EP’en vil desuden blive akkompagneret med videoer, hvor forskellige artister fra Gurli Octavias liv vil optræde. Dette er også tilfældet ved “We Cannot Stay Here Forever”, hvor, David Skunk, en kær ven af Gurli Octavias afdøde far, viser sine evner som linedanser. Hør den nye single, mens du ser videoen her.

Gurli Octavia er kendt for at trække hendes lyttere ind i sit dybe varme univers, med en fin og smuk vokal der lokker dig længere og længere ind. Hun udgav i november den første single fra den kommende EP med titlen “Clone”, der kan høres her:

Johanne Nedergaard
johannenedergaard@bandsoftomorrow.com