Nordiske Hits // Uge 5

Foto: Ruben Nesse

Så er der igen nye toner fra den nordiske front, og vi har denne gang opdateret vores Nordiske Hits-spilleliste med 16 nye tilføjelser, til den i alt 25 numre lange samling af sprøde nordiske perler. Tjek listen ud her, og husk at følge den på Spotify, så du altid kan holde dig opdateret på, hvad der rører sig i norden. 

Vi har på redaktionen holdt en lille pause med dette ellers faste segment, men vi er nu stærkt tilbage med en opdatering af de fedeste nordiske sange fra januar måned. Herunder har vi fremhævet tre udvalgte sange fra henholdsvis Danmark, Sverige og Island, og de resterende 13 tilføjelser finder du lige efter.

MOZAÍK – “Keep On”

Det nyeste skud på den nordiske popstamme er danske MOZAÍK, der med sin anden single “Keep On” har leveret endnu en hardcore popbanger. Med sprøde off-beat-trommer og underspillede synthroller, får vokalen og de catchy melodilinjer masser af plads i nummeret. Vi glæder os til at høre mere fra sangerinden og kan i ventetiden danse til det fængende pop-hit.

Kakkmaddafakka – “Runaway Girl”

De altid charmerende nordmænd fra Kakkmaddafakka udgav i fredags den upbeat-synthpop-single “Runaway Girl”. Den energiske sekstet er, med sit humørsmittende indie-pop, en af redaktionens favoritter. På dette nummer er der en klar fremdriftsstemning, med tempooptimistiske trommer og en pulserende bas. I sangen bliver der da også sunget om karakteren “marathon woman”. Singlen er med på gruppens opkommende album Diplomacy, der lander den 22. marts.

Júníus Meyvant – “High Alert”

I sidste uge udgav den islandske folk-komet albummet Across the Boarders, der med sine storslåede folk-pop og brassband-tunes har været et af redaktionens musikalske crushes i længere tid.
Musikeren Unnar Gísli Sigurmundsson står bag navnet og har på sit nyeste album taget et mindre retningsskifte i sin lyd. Sangen “High Alert” bæres af et svingende, ‘der-ud-af’-beat med masser af funkede vibes. Der er selvfølgelig også lækre blæsersekvenser, og med Júníus Meyvants soulede vokal giver sangen associationer til 60’erne- og 70’ernes Motown.
Bare én af mange fede sange på islændingens nye album. Han spiller desuden på et udsolgt Pumpehuset i københavn den 16. februar og på Train i Aarhus den 20. februar.

Ellers tilføjet:

Sigrid – “Don’t Feel Like Crying”
Temporary – “Wrecked”
ODA – “Brain vs Heart”
Elias Boussnina – “Bring The Pain (feat. UnoTheActivist)”
Aksglæde – “Hvis Du Bare Havde Sagt Noget”
Hazel – “Little Bit of You”
Selma Judith – “Inner Thigh”
Isak Danielson – “Power”
Dusin – “Mens alting størkner”
Aurora – “Animal”
girl in red – “watch you sleep”
mags – “you’re in his bed, I’m in his head”
Grey, LÉON – “Want You Back”

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com