18 jan Maggie Rogers – Heard It In A Past Life

Foto: PR

Udover et gennemgående problem med artikulering leverer Maggie Rogers på sit debutalbum, Heard It In A Past Life, en så godt som fejlfri præstation.

Trods sin unge alder har amerikanske Maggie Rogers allerede gjort et markant indtryk på den internationale musikscene. I 2016 gik Youtube-klippet, hvor en tydeligt berørt Pharrell Williams lytter til Rogers’ “Alaska”, viralt; flere prominente musikmagasiner, herunder Rolling Stone, har allerede udnævnt hende til en uundgåelig kunstner, og hendes seneste fem single-udgivelser er på verdensplan sammenlagt blevet streamet mere end 230 millioner gange. Musikverdenen har kort sagt svært ved at få hænderne ned over Maggie Rogers – og hun skuffer da bestemt heller ikke på sit seneste album.

Rogers beskæftiger sig med en blanding mellem folk, dance og synth-pop, og Heard It In A Past Life er hendes første fulde albumudgivelse, siden hun skrev kontrakt med Capitol Records (Universal Music). Overordnet set er albummet en ganske fin bedrift, men det bør bemærkes, at det også rummer ét gennemgående problem. Rogers er i besiddelse af en karismatisk og kompetent stemme, men ofte tenderer hendes måde at synge på til det utydelige og uartikulerede. På flere af numrene lyder det som om, at hendes mund højest står minimalt på klem, når hun synger, og dette resulterer i, at ordet “always” på nummeret “On + Off” bliver til “oulways”, mens “like” bliver til “lak” på nummeret “Back In My Body”. Værre står det til på “Overnight”, hvor det nærmest er umuligt at gennemskue, hvad hun synger. Dette er rigtig ærgerligt, for Rogers’ tekster fortjener bestemt at kunne høres. Tematisk centrerer en stor del af albummet om den unge kærlighed, og dette udtrykkes smukt på for eksempel “Fallingwater”:

“I never loved you fully//In the way I could//I fought the current// Running just the way you would//And now I’m in the creek//And it’s getting harder//I’m like falling water”

Ud over Rogers’ til tider uheldige levering, er Heard It In A Past Life en så godt som pletfri præstation. Albummet er velproduceret, Rogers præsenterer sin lytter for en perlerække af kønne og mindeværdige melodier, og desuden beviser hun, at hun både mestrer det energiske og det mere rolige udtryk. På “The Knife”, som må betegnes som ét af udspillets højdepunkter, understøttes Rogers’ vokale udskejelser i versene perfekt af en underspillet men funket baslinje, og i omkvædene bliver sangerindens forkærlighed for Björk tydelig, da nummeret påtager sig en rumlig og smukt storladen karakter.

I modsætning til mange af sine popmusikalske landsmænd, dyrker Rogers ikke det sukkersøde udtryk. Hendes kompositioner drypper både tekstligt og instrumentalt af melankoli og eftertænksomhed, og Heard It In A Past Life vidner om en ambitiøs og selvsikker sangskriver, der er langt forud for sin alder. Vi vil i fremtiden utvivlsomt komme til at høre meget mere til Maggie Rogers.