11 jan Farveblind er gået sammen med stjerne-producer og spændende artister på surprise-EP’en ‘Boxes’
Foto: Morten Rygaard
Den danske producer-duo er endelig klar med deres debut-EP, Boxes, som er blevet til i kølvandet på en række spændende samarbejder. Og så er den ude i dag…
Man kan vist godt kalde den længeventet, debut-EP’en fra Jens Asger Lykkeboe og Magnus Pilgaard Grønnebæk aka Farveblind, som vandt Live Camp på Smukfest tilbage i 2016 og derefter charmerede sig ind på et hav fa danske fans af elektronisk musik med deres pulserende rave og intense live-shows.
På debut-EP’en, Boxes, som er ude I dag, har duoen teamet op med ingen ringere end den Grammy-vindende producer Steve Dub (bl.a. Moby, New Order, The Chemical Brothers, The Prodigy), og udspillet er drevet af duoens arbejde med deres egen intuition. De udtaler:
– Vi havde ikke lyst til, at leve inden i vores egen lille kreative kasse længere. Den her EP er om at smide alle boldene op i luften og følge vores mavefornemmelse. Vi har fundet ud af, at det er den eneste rigtige vej for os, og den eneste måde vi kan beholde vores musikalske integritetog lave musik,der betyder noget for os.
Farveblind tog sammen med Dub en tur til en lille hytte uden for Oslo, hvor den legendariske producer satte dem på skolebænken og i en uge lærte dem om nye tilgange til musikproduktion og bidrog med kreative indspark i processen. Om samarbejdet udtaler de blandt andet:
– Det er, når vi blander alle genrer; dance, hiphop og pop (og en masse andre sikkert også), at vi bliver til Farveblind. I sidste ende handler det om livskvalitet, og det har Steve lært os. Hvis du kan elske og føle dig fri i det, du skaber, kan det ikke undgås, at musikken (red. i Farveblinds tilfælde musik) gør dig selv og andre gladere. Når du ser en af verdens største producere, der i så høj grad stoler på sin intuition og sit øre, er det overraskende inspirerende, og det gør, at du selv tør gøre det samme. Arbejdetmed Steve har været som at komme tilbage på skolebænken i en helt privat undervisningstime –Vi har fundet ud af, at man ikke siger “Lad os lave et radiohit”. Det er når vi følger vores mavefornemmelse, de forskellige vibes, at vi skaber bedre musik.
Vi fik allerede en forsmag på, hvad der skulle vise sig af være en debut-EP, da Farveblind i maj 2018 udgav singlen “Jewels”, der med hjælp fra den London-baserede grime-rapper Paul Stephan blandede rave og techno med hiphop. Stephan er ikke den eneste gæst, du finder på EP’en, som også byder på et samarbejde med den franske rapper og danser KillASon, som vi på redaktionen første gang stiftede (mindeværdigt) bekendtskab med under The Great Etape Festival i 2017, og som sidste år spillede på Distortion. Duoen har også endnu engang på tracket “Tribute” arbejdet med den sydafrikanske artist Khaya N9, som i sin tid lagde stemme til nummeret “Indima” fra 2017, og de mange samarbejder udgør således en stor del af Faveblinds identitet:
– Den her EP er et kæmpe spring for os, rent kreativt. Vi føler, at vi har fundet ind til kernen af Farveblind, vores sjæl, DNA –igennem vores egne forsøg og fejl -, men det er lige så vigtigt at takke Steve, og alle de andre artister og venner som vi har produceret vores debut med.
Du kan lytte til debut-EP’en herunder:
Boxes Tracklist:
01. Bad (feat. KillASon)
02. You Forever
03. Jewels (feat. Paul Stephan)
04. Tribute (feat. Khaya N9)
05. Run Around