25 jan Axel Vindenes fra KMF: »Kakkmaddafakka er mere end bare indie-shit«

Foto: Mads Alexander Lund // Bands of Tomorrow

Kakkmaddafakka har længe været højt elsket af deres fans i Danmark, som hver gang nordmændene kommer til landet (og det er ofte) sørger for udsolgte sale. Der var også udsolgt, da de senest gæstede pumpehuset, og det var forud for den koncert, at vi mødte forsanger Axel Vindenes til en snak om det nye album, nøgenhed, indie-shit og Rasmus Seebach.

Vandbassinet pibler, og de tårnhøje palmer svajer langsomt i vinden fra de mange kunstinteresserede gæster og skoleelever, der slentrer rundt i Glyptotekets storslåede have. Her skal jeg mødes med Axel Vindenes, der er en af forsangerne i det hjerteligt populære norske band Kakkmaddafakka, der senere på aftenen skal spille et udsolgt show i Pumpehuset i København.

Han går rundt mellem de mange skulpturer, malerier og halvafskårne buster og suger inspirationen ind, så han som det første efter turnéen kan komme hjem i sit atelier og male. Axel fortæller, at han har været her flere gange før, og det var også hans idé at lave interviewet her. Hans hjerte banker mindst lige så meget for malerkunsten, som den gør for musikken, og det er ham, der står bag flere af bandets cover art-malerier – eksempelvis albumcoveret til det seneste album, Hus fra 2017. Derfor er det også noget nær sønderknusende for ham at opdage, at den tre-etagers store maleri-udstilling fra impressionsismen, som han før har set og nydt på Glyptoteket, blev taget ned igen blot få dage før vores besøg.

Vi må nøjes med den danske guldalder og finder os til rette ved siden af en kaffemaskine ude af drift og udsigt ned til palmehaven, der sætter baggrunden for en god snak om en ny lyd og inspiration på bandets kommende album, den særlige danske vibe, Rasmus Seebach og nøgenhed (de sidste to har ingen sammenhæng… nødvendigvis).

Selv om jeg fint forstår Axels norske, og hans danske endda også er tæt på fortrinligt – i hvert fald når han fra scenekanten til koncerterne begejstret råber »hold da kæft, mand!« – så glider samtalen til tider over i engelsk (som det jo ofte er tilfældet i skandinaviske møder), og citaterne herunder vil selvfølgelig for det meste være behandlet med en kærligt oversættende hånd, der forhåbentlig ikke lægger slør over de norske guldkorn, Axel leverer.

En ny full body sound

Den 22. marts udkommer Kakkmadafakka med deres femte studiealbum, med titlen Diplomacy, og Axel fortæller, at en ny – men alligevel også vant– lyd kommer til at præge albummets udtryk. For efter et par albums i samme stil er det blevet tid til både fornyelse og gensyn med en gammel kending:

-Det har mest handlet om at ville lave noget nyt, vi vil have en tydelig ny lyd på den nye plade. De to forrige plader producerede jeg selv med Pish, men denne her gang er vi gået tilbage til vores allerførste producer, Matias Tellez. Det var ham, der producerede vores allerførste album fra 2007 (Down To Earth, red.), som ikke er tilgængelig længere.

Matias Tellez har spillet en vigtig rolle for bandets tidligste fase. Sammen byggede de musikstudiet og øvelokalet, hvor Hest blev indspillet, og Axel fortæller som bonusinfo, at det faktisk er Matias, der spiller bas på indspilningen til “Restless”, som er bandets mest streamede nummer. Vigtigst af alt er det nu Matias, der står for at føre bandets nye lyd ud i livet – en mere bassy »full body sound«, der har en større kraft bag produktionen og måske bedre udtrykker, hvilket slags band
KMF virkelig er:

– Før har vi holdt det rimelig kosher indenfor indie-segmentet. Nu er det lidt mere juicy shit. Og det er der alle mulige grunde til. Nu har vi lavet det her indie-shit, og det har vi været glade for. Men jeg føler også, at Kakkmaddafakka er mere end bare indie-shit. Vi er jo næsten stadium-shit -i hvert fald i nogle af vores fanterritorier.

Lyden har vokset sig større og mere kraftfuld, som Axel selv formulerer det i de smukkeste norske vendinger:

– Det var på tide at få de store sange tilbage! Det som ‘smeller i pungen’, som vi siger! Jeg kan sagtens have fuld respekt for dem, der laver indie og gør det mere live. Men alt er indspillet i lag. Vi har redigeret og lagt syntheziere og guitarer på. Det hele er ligesom ‘pumped up’.

Titlen på det nye album, Diplomacy, afspejler på mange måder også, hvordan bandet de sidste ti år har vokset sig større, mere erfarne og selvbevidste, ligesom Matias Tellez har gjort det samme som producer:

– Mens vi er blevet kendt blandt de bedste bands i verden på de ti år, siden vi arbejdede med Matias sidst, så har han også følt en konkurrence og er blevet meget dygtig og har købt nyt lækkert udstyr. Han kender sit studie ind og ud, ligesom vi ved, hvordan en Kakkmaddafakka-sang skal sættes sammen. Nu ved vi det. Nu er det no bullshit. Det er derfor, at albummet kommer til at hedde Diplomacy. Det tog lang tid at finde den titel, men jeg er meget glad for den – den har alle mulige forskellige betydninger!

Altid 50 procent melankoli – også på de liderlige sange

Den nye mere bas-rige lyd har allerede kunne høres på førstesinglen “Naked Blue” og nu også på andensinglen “Runaway Girl”, der netop er udkommet. Den nye “Runaway Girl” er ifølge Axel mere »full energy« og »very cockish«, og man hører tydeligt, at nummeret er stærkt inspireret af elektro-punkbandet Le Tigre. “Naked Blue” derimod er på én og samme tid både trist og »horny«, og det er ifølge Axel en meget følsom og ærlig sang, der udklækkede i glødeskæret fra den varme sommer og bandets koncert på sidste års Roskilde Festival.

– Det var faktisk dagen efter Roskilde Festival. Jeg var hjemme i Bergen, og det var som at være ved Middelhavet. Jeg lå bare på min terrasse og røg min weed, og så pludselig fik jeg den bare. Det kom fra guderne, så jeg måtte skrive en sang. Det sker tit for mig. Jeg kan nærmest bestemme mig for at blive inspireret, forklarer Axel.

Og selv om vejret ikke altid dufter af middelhav, så er det som om, at musikken alligevel altid bliver tropisk. Men måske man nu også kommer til at mærke andre bid i musikken, som Axel afslører:

– Folk siger til os, at vi laver sommerlig musik. Selve musikken er meget tropical. Men jeg har ingen forklaring på, hvorfor det er sådan. Vi elsker jo at danse, og vi hører alt slags musik i verden. Og på denne her plade, så kommer der også nogle lidt mere rock-agtige numre.

Udviklingen i sangskrivningen skyldes nok både en ny inspiration og et generelt ønske og konstant udvikling mod at blive dygtigere:

– Der er ny inspiration med sangskrivningen. Jeg har dykket meget ned i bandet The Cranberries, og det er en stor inspiration på det nye album. Vi vokser konstant, og jo mere jeg gør det her, jo mere vil jeg gerne gøre det godt. Jeg arbejder som regel meget hurtigt, og i starten blev man nødt til at gå på kompromis med, hvor godt resultatet blev. Jeg har lavet gode ting virkelig hurtigt, men når man først har lært at arbejde hurtigt, så begynder man at fokusere på også at gøre det virkelig godt.

Mange af de nye sange er som sædvanligt sjove og »horny«, men der kommer ifølge Axel også til at være mere følsomme sange om ægte kærlighedsforhold, som måske kan føre til tårer på det i forvejen sveddryppende våde scenegulv fra den følsomme sanger:

– Alle vores sange er mindst 50 procent melankolske – selv den liderlige “Naked Blue”. Alle sangene er mere eller mindre triste, men jeg tror, at nogle af sangene fra det nye album kommer til at blive svære for mig at synge. Jeg græder faktisk tit på scenen! Jeg græder, når folk synger med på “Is She”. Jeg bliver meget let følelsesladet.

Nøgenhed er vigtigt

T-shirten kan hurtigt ryge på scenen for at slippe af med fugtigheden fra de førnævnte sveddråber og tårer, og når vi i vores snak falder over nøgenheden, er det fordi, at den gennem videoer, sauna-indspilninger og halvbare koncerter på mange måder er en del af bandets udtryk. Og Axel har et vigtigt budskab at sende til dem, der gemmer huden væk:

– Det er ikke nemt at være naturalist for tiden – men det er meget vigtigt. Al den usikkerhed, folk har omkring deres krop, kan lettere kureres, hvis man er naturalist. Hvis man kan omfavne det at være nøgen. Alle reklamerne og al det TV fucker med én mentalt. Det gælder både for mænd og kvinder! – understreger han.

Men selv om Axel selv, i modsætning til hvad man ellers kunne forvente fra et band med navnet Kakkmaddafakka, sparer publikum for synet af hans ædlere dele, så påpeger han, at bandet prøver at spille på alle følelserne omkring nøgenhed – også de seksuelle. Og måske en dag, når bandet virkelig bliver stadium-shit, kan de tillade sig at tage det skridtet videre:

– Har du set Red Hot Chili Peppers spille? De spiller kun iført sokker. Det er virkelig cool! – (altså kun iført én enkelt sok, skal det siges).

Den danske vibe og den danske darling Rasmus Seebach

Mens vi sidder og snakker stille og roligt på Glyptoteket, er der noget der siver gennem kroppen på Axel. Det er den danske vibe, der ifølge Axel særligt siver frem i Glyptotekets zen-agtige oase:

– Der er sådan en helt speciel vibe i Danmark, som man ikke finder andre steder. Måske med undtagelse af Berlin. Her tror alle på, at alle vil hinanden det godt, og det gør det til et virkelig rart sted at være, siger han i rolig, men nærmest insisterende begejstring.

KMF-sangeren fortæller, at han er her så ofte, han kan. Om aftenen blæser han væggene ned i Pumpehuset sammen med resten af Kakkmaddafakka og et ellevildt dansk publikum, og lørdag den 19. januar lukkede de P6 Beat Rocker Koncerthuset.

Han er vokset op med danske musikere som Aqua og Brødrene Olsen, og han elsker den danske humor som Klovn og Casper Christensen. Og selv om han desværre ikke får lyttet til nok dansk musik, så fandt han til P6-showet alligevel en ny favorit i Fribytterdrømme, som dog ifølge popsangeren måske ikke fuldt ud udnytter sit (finansielle) potentiale:

– Jeg kan virkelig godt lide deres musik. Men hvis de lavede popsange i det samme koncept, så tror jeg, at det ville blive virkelig populært. Deres lyd er god nu med lange halvpsykedeliske sange, men man er også nødt til i det mindste at lave én “Stairways To Heaven”! So you can get some of the dough!

Selvom Axel fandt anledningen til P6-showet trist, så gav han alligvel også motiverende ord med på vejen:

– Det er trist. Men det giver også ansvaret for at lytte til fed musik tilbage til folket. Og det tror jeg, at de vil tage på sig. Det er ligesom med Rasmus Seebach-sangen: The good shit always comes through!

Ja, vi blev simpelthen nødt til afslutningsvis at snakke om Rasmus Seebach. For al den kærlighed og entusiasme, som Kakkmaddafakka oplever fra sine danske fans og den danske presse, leverer bandet altid tilbage i deres liveshows – senest både til P6 Beat Rocker og i Pumpehuset med et overraskende og intet mindre end genialt cover af Rasmus Seebach’s absolut bedste sang, “Natteravn”, fremført så umiddelbart, kækt og norsk, at det fik hjertet og smilet til at flyde en smule over.

Om nummeret siger Axel – uden at lyve vel at mærke:

– Selv om Rasmus Seebach repræsenterer noget fuldstændig andet end Kakkmaddafakka, så sidder denne her sang bare fast – den koger sig fast. Det er stort at kunne stå og synge den sang for danskerne og høre dem synge med. Jeg føler mig meget hjemme i teksten – det er en virkelig god sang!

Axel ønsker Sebachen alt godt med på vejen. Og når jeg fortæller ham, at der er mange, der nok mener, at det går lige lovlig godt for popkongen – hele Danmarks guilty pleasure – så rammer Axel en pointe, der med sin humoristiske præcision kommer til at blive det afsluttende citat fra den gyldne nordmand:

– He is like the Drake of Denmark!

Når impressionisterne vender tilbage til Glyptotekets palmestrøg, gør Axel Vindenes det nok også. Og så kan vi håbe, at han igen tager resten af sit fremragende band med, så de kan fortsætte deres positive bidrag til den danske vibe, som de både lever højt på og samtidig giver igen med deres umiddelbare og stærkt rammende musik.