fbpx

Years & Years blandt de mange nye navne til Smukfest 2019

Foto: Years & Years i K.B. Hallen // Thomas Rasmussen

Smukfest har netop tilføjet en masse nye navne til listen over musikalske indslag, heriblandt den engelske trio Years & Years, Jada, Soleima, Barselona, Clara og Ravi Kuma. 
Festivalen har også sluppet dagsprogrammet for de foreløbige navne.

Years & Years, der lige har gæstet KB-Hallen med en koncert fyldt med genkendelige hits og lækre moves, kommer allerede på dansk besøg igen til sommer. Gruppen får sikkert med deres solide synth-pop og hits som “King” og “If You’re Over Me” sat dansegulvet igang, når de gæster festivalen i bøgeskoven fredag den 9. august.

Vinderen af P3 Gulds talentpris og Danmarks nye darling, Jada, får også fornøjelsen af at aflægge visit i bøgeskoven lørdag den 10. august. Jada, med det borgerlige navn Emilie Molsted, er kendt for sin stærke vokal, der med 90’er-vibes og fine lydbillede trækker en ind i et fantasifuldt univers fyldt med violette farver og tryllestøv.

Endnu en vinder af P3 Gulds talentpris, som vi får fornøjelsen af at se på Danmarks smukkeste festival, er Soleima, der med sin blanding af R&B og drømmende elektropop og fine vokal indtager scenen fredag den 9. august.

Den elektroniske rap-duo Ravi Kuma har med deres sejr ved Karrierekanonen nu fornøjelsen af at fyre den op i bøgeskoven. Duoen har med deres energiske beats, hårdtslående vokal og lige dele humoristisk og samfundskritisk lyrik efterhånden påråbt sig et solidt live-ry og starter festen den 7. august.

Udover ovennævnte kunstnere er blandt andet BarselonaEmil Kruse, Iris Gold, Noah Carter og Clara også føjet til programmet. Udpluk fra programmet kan ses nedenunder.

Udpluk fra dagens programannoncering:

Bikstok (DK)
Italobrothers (DE)
Barbara Moleko (DK)
Clara (DK)
Gilli (DK)
Noah Carter (DK)
Years & Years (UK)
Soleima (DK)
Medina (DK)
Barselona (DK)
Emil Kruse (DK)
Ravi Kuma (DK)
Iris Gold (DK)
Laid Back (DK)
Pede P (DK)
10cc (UK)
Aphyxion (DK)
Jada (DK)
Ude Af Kontrol (DK)