fbpx

Lil Mosey: »Jeg forsøger at give verden min egen version af det musik, som man ser lige nu«

Foto: Klara Løkke // Bands of Tomorrow

Det purunge rapfænomen Lil Mosey spillede i september sidste år support for den verdenskendte rapper Juice WRLD på et udsolgt Store VEGA. I den forbindelse tog vi en snak med den fremadstormende artist for at lære en af fremtidens måske helt store stjerner bedre at kende, forud for hans eget headliner-show i Store VEGA d. 29 januar. Det blev til en snak om tour-livet, hvor hans inspiration kommer fra, hvad han gerne vil signalere med sin musik, og lidt om hvad fremtiden forhåbentlig bringer.

I en alder af kun 17 år har den unge amerikanske rapper Lil Mosey allerede flere år på bagen i musikindustrien, og hans succes lader til kun at stige, som tiden skrider frem. Mosey udgav i 2018 sit debutalbum Northsbest, han har flere tours i bagagen som support for flere store kunstnere, og så peakede den unge rappers hidtil største nummer ”Noticed” som nummer 80 på Billboard’s Hot 100-liste over de mest afspillede og streamede amerikanske musiknumre. Der er ingen tvivl om, at det har været et succesrigt, men også travlt år for den talentfulde teenager.

Det var da også en henslængt og ret træt Mosey der, efter et par udskydelser og lidt ventetid, tog imod mig på sit hotelværelse i det indre København. Og selvom den foregående Europa-tour som support for Juice WRLD uundgåeligt havde udkørt den unge kunstner, så var det alligevel muligt at presse lidt ord ud af den populære teenager. Og for at komme godt fra start, fremskyndte det da også et smil på den unge kunstners læber, at jeg lagde ud med at spørge ind til den store bedrift, det nu engang var at få en af sine sange på Billboard’s Hot 100-liste:

– Det føles super fedt – nærmest skørt – at jeg er kommet på listen med “Noticed”. Jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville ske så hurtigt. Det er helt vildt, forklarer teenageren smågrinende.

Foto: Klara Løkke

Det var dog ikke kun succesen med hittet ”Noticed”, som vækkede glæde hos den unge kunstner. Muligheden for at være på tour og derigennem se nye lande og byer kastede også et smil af sig:  

– Det er helt vildt fedt at være på tour. Jeg elsker at rejse verden rundt og se og opleve en masse nye steder. Alle lande er anderledes, i forhold til hvad jeg kommer fra, hvilket er super spændende. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville komme til at se lande som Danmark og Sverige, så det er super fedt. Det har også været spændende at se byer som London og Paris – begge byer er super dope. Men faktisk må jeg sige, at Sverige måske var det fedeste sted, jeg har været på denne tour. Det studie, de havde (i Stockholm, red.), var måske det fedeste studie, jeg nogensinde har set.

Og det at rejse verden rundt – med alt betalt – i en alder af kun 17 år, er næsten for godt til at være sandt for de fleste unge mennesker. Derfor vakte det også opsyn blandt flere af Lil Mosey’s venner, da han i så tidlig en alder meddelte familie og venner, at han ville droppe ud af high school og satse fuldt ud på musikken:

Nogle af dem, som jeg er mest tæt med, syntes jeg var fuldstændig vanvittig. Men samtidig så har de hele tiden været klar over, hvad min drøm var, og hvad fremtiden havde i vente for mig. Selvom flere af dem syntes, jeg var skør, da jeg tog beslutningen, så kom det egentlig ikke som en overraskelse. Jeg har også mange af mine venner med rundt på tour, så de nyder egentlig bare alle de her oplevelser med mig.

Foto: Klara Løkke

Udover at opleve land efter land og by efter by, så var det mest af alt muligheden for at optræde for sine internationale fans, som stod øverst på Mosey’s liste over de bedste ting ved at være på tour:

– At se folk gå amok, når jeg spiller mine sange, og at høre dem synge med på de lyrics, jeg selv har skrevet, er uden tvivl det fedeste. Jeg elsker egentlig bare at give folk noget musik, som jeg selv elsker at lytte til. Jeg kan ikke finde på noget, jeg hellere ville lave.

Og om grundlaget for netop denne musik, som så mange mennesker verden over allerede kender og elsker, uddyber den unge rapper:

– Jeg bliver ikke rigtig inspireret musikalsk af andre kunstnere, men derimod af hvad nogle af de andre rappere gør, og hvad de signalerer og giver af budskaber gennem deres musik. Der er sikkert nogen, der vil sige, at min musik minder om den eller den kunstner, men jeg bygger ikke mig selv op omkring nogen andre end mig selv, og det jeg syntes er fedt. Jeg laver det, jeg syntes er fedt, og forsøger at give verden min egen version af det musik, som man ser lige nu.

Selvom Lil Mosey understreger, at han ikke er inspireret musikalsk af andre end sig selv, så kan man ikke løbe fra, at han ofte placeres i gruppen af såkaldte ”soundcloud-rappere”, som har opnået gigantisk succes inden for de sidste par år. Og udover at give unge mennesker en gedigen omgang hiphop, så mener den unge rapper, at det mest essentielle, som han selv, og mange af de andre populære soundcloud-rappere, giver ungdommen, er en række forskellige budskaber. Nogle rapper om livets svære stunder og portrætterer derigennem, hvilke problemer mange unge går og kæmper med. Mosey skiller sig her lidt ud for mængden og fokuserer på nogle af de mere positive ting i livet:

– Der foregår en masse dårlige ting i verden hele tiden, som påvirker unge mennesker. Jeg prøver dog bare at give dem et godt budskab igennem min musik og vise, at jeg har det sjovt. Jeg prøver at give det et positivt lys. Hvordan folk selv opfatter min musik og mine budskaber er i sidste ende op til dem selv – det kan være godt og dårligt. Mine, og de andre rapperes fans, kan se og følge med i hvilke liv, vi lever, og jeg tror, mange af dem har lyst til at leve, som vi gør. Vi gør hvad vi vil.

Foto: Klara Løkke

Og når man i så ung en alder allerede har udgivet store hits, og derigennem er begyndt at opnå en større, verdensomspændende fanskare, så stiger forventningerne til den unge kunstner, og hvilke bedrifter fremtiden vil byde på:

– Jeg har nogle kommende features og nogle forskellige projekter med indspilninger af musikvideoer, som jeg skal lave nu her. Jeg skal selvfølgelig også bruge en masse tid i studiet, så jeg kan få produceret noget musik. Derudover tror jeg måske egentlig bare, at jeg vil bruge lidt mere tid på at skabe mig tosset, og så, forhåbentlig næste gang jeg besøger Danmark, så er det med mit eget show, og ikke som support for nogen andre.

Det er næsten som om, at Mosey havde kigget i spåkuglen og forudset, hvad der ville ske. Kun cirka to måneder efter, at han agerede support for Juice Wrld i Store VEGA, blev det offentliggjort, at den purunge rapper i selvsamme sal snart ville afholde koncert med sig selv i hovedrollen. Tirsdag den 29. januar løber det over stablen, og danske fans kan dermed få muligheden for at se en af nutidens allerstørste hiphop-kometer til en aften fyldt med rap og lyrik centreret omkring at leve et liv, som mange unge kun tør drømme om.

Christoffer Nielsen
christoffernielsen@bandsoftomorrow.com