Alcabean er blevet til en duo og annoncerer releasedato for debutalbum med singlen “Tsukuyomi”

Foto: Line Westerboe

Der sker meget i Alcabean-lejren i 2019, som følger efter et også travlt år 2018. Gruppen går fra kvartet til duo, har justeret en del i lyden, og så udgiver de deres debutalbum Confessions den 15. marts 2019.

Rockgruppen Alcabean fik et travlt år 2018 med udgivelsen af EP’en Head Down og koncerter på blandt andet Roskilde Festival, Smukfest og i Tyskland. Det ser ud til at fortsætte i det kommende år, hvor debutalbummet Confessions lander den 15. marts. Det er den nye single “Tsukuyomi” en forsmag på.

Og de af jer, der har fulgt Alcabean, vil måske finde lyden af den nye single overraskende. Der er nemlig vinket farvel til de karakteristiske distortion-guitarer, 90’er-referencer og storlandne trommer til fordel for en blødere mere synth-præget lyd.

Den nye single er ifølge duoen selv et ‘kunstnerisk pejlemærke’ for udviklingen af den nye lyd. Titlen er hentet fra det japanske manga-univers og mere nøjagtigt tegneserien Naruto, hvor karakteren Itachi fanger folk i et univers – tsukuyomi-universet – som han kontrollerer og overvåger.

Tsukuyomi er derfor et andet ord for at miste kontrollen, og det er det sangen handler om. At forsøge at genvinde kontrollen, både på et personligt og på et kreativt plan, fortæller Julius Schack om nummeret.

Julius Schack og storebror Victor Ryle Schack er de to, der nu fører Alcabean videre som en duo, og det er oven på en intens periode, der til sidst krævede en omlægning for at bandet kunne fortsætte. Sideløbende med udviklingen af EP’en Head Down skete der noget i den kreative proces, som ikke føltes rigtig for især forsanger og sangskriver Victor, som til sidst udviklede sceneskræk og mistede motivationen:

Undervejs i processen omkring Head Down måtte jeg erkende at jeg hverken havde lysten, stemmen eller karismaen til at være sådan en rigtig rock’n’roll-frontmand. Det føltes meget upersonligt for mig at skulle levere det store rockshow, men det var samtidig også vores eksistensberettigelse, fortæller han.

Løsningen blev at etablere et hjemmestudie og løbende arbejde på en ny musikalsk identitet sammen med lillebroren Julius, og det er altså det, “Tsukuyomi” er et resultat af.

Umiddelbart efter udgivelsen af deres debutalbum, tager Alcabean på turné, der udover danske datoer også byder på koncerter i Tyskland.

19.03.19 – Hamburg, Astra Stube
20.03.19 – Berlin, Monarch
21.03.19 – Dresden, Ostpol
22.03.19 – Düsseldorf, The Tube
04.04.19 – København, Hotel Cecil
05.04.19 – Gladsaxe, Richters
06.04.19 – Odense, Kansas City


Tags:
Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com