04 dec Toro y Moi udgiver endnu en (synth-funket) smagsprøve på kommende album
Foto: Jack Bool
Vi er vilde med, at Toro y Moi er tilbage – især når han lyder som på den nye single “Ordinary Pleasure” fra det kommende album Outer Peace.
Toro y Moi har skaffet sig en bred fanskare, siden han i 2010 albumdebuterede og lagde kimen til den såkaldte “Chillwave”-bølge, som rullede fra 2010 og årene efter. Med albummet Underneath the Pine fra 2011 og især nummeret “Still Sound” cementerede sangeren, sangskriveren og produceren sit enorme talent for elektronisk funk og ja.. chillwave.
Derfor er det kærkomment, at amerikaneren den 18. januar 2019 udgiver det nye album Outer Peace, som den synth-funkede og bongotromme-drevne “Ordinary Pleasure” er andet udspil fra (syvende track på pladen “Freelance” landede tidligere på året).
Outer Peace kommer til at følge efter 2017’s album Boo Boo, og det er skrevet og indspillet i Californiens Bay Area i kølvandet på et års ophold i Portlands naturskønne rammer. På Outer Peace tager Toro y Moi musikken i en mere energisk retning end på det følelsesladne Boo Boo, og du kan forvente dig mere funk ala “Freelance” og “Ordinary Pleasure” såvel som både elementer af eurodance og hiphop. Ved ikke med dig, men vi glæder os!
Lyt til “Ordinary Pleasure” her: