The Minds of 99 – Store VEGA

Foto: Thomas Rasmussen
Dato: Torsdag den 27. december 2018
Spillested: Store VEGA

The Minds of 99 slutter et helt igennem fantastisk år af med en gennemtænkt, gennemført og fejlfri koncert, der blæste én omkuld.

[rwp_box id=”0″]

Det er fire år siden, at jeg så The Minds of 99 for første gang! Det var på Rising-scenen under Roskilde Festivals opvarmningsdage, og jeg så dem senere samme år på upcoming-festivalen Uhørt. De er nu blevet gigantisk store. De er blevet et dansk band, der præsterer fire udsolgte koncerter på store VEGA, og de ser allerede nu frem mod en Royal Arena-koncert. Alt sammen efter at de i sommers spillede på Orange Scene for anden gang. The Minds of 99 har med raketfart vokset sig til at blive en af Danmarks allerstørste rockbands.

Til aftens koncert kunne man virkelig mærke, hvorfor det forholder sig således. Publikum var konstant i en ekstatisk og euforisk stemning. Alle i Store VEGA kunne alle numre og sang ivrigt med på Niels Brandts melankolske tekster, når de altså ikke havde for travlt med at danse og hoppe. Det blev da også meget hurtigt varmt i salen, men det var ikke noget man tænkte for meget over, for bandet selv havde en sindssyg energi og en vanvittig forbindelse til publikum, som stjal opmærksomheden. Der var en meget klar spilleglæde til stede på scenen, som virkelig smittede af på de tilstedeværende. Bandet virkede både legesyge og benovede over det kæmpe engagement, som de blev mødt med.

Sætlisten var knaldhamrende skarp. De fleste sange var selvfølgelig fra deres anmelderroste Solkongen, som blev udgivet i år, og var ellers pyntet godt op med sange fra både deres debutalbum og Liber. Med tre stærke albums er det klart, at de kan stille op med en formidabel aften, hvor ingen af sangene kom til at lyde malplaceret. De dyrker den samme lyd i musikken, men har samtidigt formået at udvide og lege med den, så den passer eminent til koncertformatet. De har taget elementer fra noget New Wave-rock og Synthpoppet postpunk og blande det til en arenakoncertlyd. Det er, ud fra koncerten at dømme, noget de har gjort med stor succes.

Sange som “Det er Knud som er død”, “Solkongen”, “Ung Kniv” og “Stjerner på himlen” var sange, der især skabte fest hos publikum. Niels Brandt behøvede næsten ikke at synge med på sine egne sange, da Store VEGA kunne synge dem for ham. Det blev dog særlig magisk, da Nils Brandt under andet ekstranummer stod alene på scenen med en guitar og spillede “Hurtige Hænder”. Det blev meget intimt i forhold til resten at koncerten, og alle i Store VEGA skrålede med. Man fik under sangen gjort sig selv opmærksom på, hvor flotte hans tekster kan være, når de ikke bliver banket derudaf. Det var en meget smuk version.

Jeg kan kun misunde de mennesker, der skal ind og se en af de næste koncerter på Store VEGA. Jeg kender endda nogle, der skal ind og se dem flere dage under VEGAs i alt fire dages run med The Minds of 99. Men det virkede også som et enestående øjeblik i The Minds of 99s’ udvikling, og man kun kan have været heldig, hvis man var en af de hurtige til at få skaffet sig billet til koncerten.

Alle billeder: Thomas Rasmussen

Kaare Schou Nygård
kaareschounygard@bandsoftomorrow.com