07 dec Red Lama – Dogma

Foto: Sarah Michelle Riisager
Udgivelsesdato: Fredag den 7. december 2018
Label: Red Lama

Perceptionens opdaterede og lettere indie-inspirerede døre bliver åbnet – men mest på klem.

[rwp_box id=”0″]

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår konceptet bag Red Lamas nye EP-udspil Dogma. Titlen vækker forventninger om et nedbarberet musikalsk udtryk med minimal brug af studiegear, men der er ørensynlig brugt tid og kræfter på at mixe og masterere sangene til et finesse-fyldt resultat, jævnfør bandets samarbejde med den britiske producer Graham Sowerby (AK/DK), Tommy Kamp Vestergaard (Mew) og Rune Rask (Suspekt).

Dertil forklarer bandet selv, at det grundlæggende dogme bag pladen er, at musikken skal forblive umiddelbar og undgå at blive fortænkt og overproduceret, men er det ikke doktrinen for næsten alle rockplader? Det fremgår derudover af pressebeskrivelsen, at sangene er ”eksekveret som live-sessions”, og deres seneste musikvideo viser, hvordan nummeret ”State The Art” er indspillet i ét take. Men betyder det, at de alle er indspillet sådan? Er det dét, der gør pladen dogme?

Jeg hænger mig sandsynligvis i petitesser, men for mig bidrager ovenstående faktorer til en lidt forvirrende grundpræmis for at tage del i lytteoplevesen. Jeg ved ikke rigtig, hvad pladens samlende tema er, hvordan sangene helt præcis er kommet til verden, eller hvad der gør bandets tilgang til indspilningen usædvanlig – hvis det da overhovedet var meningen til at starte med. Derfor er det lidt svært at vurdere, om Red Lama opfylder deres målsætninger.

Nu har jeg fået alt det formelle brok ud af systemet, og så er spørgsmålet; hvis jeg vælger at se bort fra pressebeskrivelse og pladetitel, er musikken på Dogma så egentlig god? Her er svaret, at ja, den er faktisk rimelig fed.

Red Lama er et syv mand højt neo-psych band fra København, og den store besætning får da også ben at gå på her på deres anden udgivelse i 2018 (respekt for produktivitet forresten). Pladens fire sange består af pulserende perkussiondreven psykedelisk rock med overbevisende brug af “quite-loud”-agtige stemningsskift ala 1990’ernes alternative rock og indie.

Bandet opbygger en fyldig lyd, hvor guitarstøj, droneorgel og frække trommerytmer smelter sammen i ét legende kontrolleret auditivt virvar. Det er den slags musik, man bare kan fornemme, fungerer formidabelt live. I pladeform er det også rigtig godt, men her er produktionen nogle gange lidt for varm og bastung, hvilket af og til kvæler lidt af sangenes vildskab og udbrud. Det er mest tydeligt i første sang ”Time”, som, på trods af et fedt marokkansk feel, i min optik er pladens mindst interessante.

Produktionen er dog ikke ligeså meget et problem på de følgende to sange: ”State The Art” har et slingrende, legesygt omend stramt samspil mellem bas og trommer, og det lyder djævlens sexet! Sangen har en fed organisk fornemmelse af at være halvt improviseret og halvt velkalkuleret. Der synes ikke at være en særlig fast struktur tilstede; snarere lader nummeret til at være bygget op omkring forskellige stemningsdele, som bandet går ind og ud af på fortræffelig vis. Først føles det som om, man befinder sig på en mørklagt bar, dernæst føres man ud i ørkenen for til sidst at ende i det ydre rum. Virkelig lækre sager. Den sensuelle og bidske ”RLP” følger efter, og her skrues der op for perkussion, guitar-noise og orgel med skønt resultat.

Tankerne falder lidt på The Stone Roses’ madchester-lyd, og man aner også nogle cool underlæggende The Doors-vibrationer, som leder os hen i den lidt mere afdæmpede, men stadig tilpas effektive afslutningssang ”Tearing Up The Snow”.

Numrene er fulde af fede skift i intensitet, og de vidner om et godt sammenspillet band. Alligevel føles de fire skæringer ikke heeeelt færdigrealiseret, forstået på den måde, at sangene mere lyder som riffidéer og jam-stykker, der ganske vidst er blevet lidt mere struktureret, finpudset og gennemarbejdet i øveren, men på bekostning af tid sat af til at kæle for melodi og vokaler. Jeg får lidt oplevelsen af, at sang, lyrik og form er sekundær i de her kompositioner, og selvom det ikke er obligatorisk at følge vers-omkvæd-strukturen slavisk, så kan jeg ikke undslippe fornemmelsen af, at sangene i sidste ende lyder en smule ufærdige. Pladen er skrevet og indspillet på en måned, og det lader til at være et artistisk valg fra bandets side, men hvis Red Lama havde brugt bare lidt mere tid på at gennemarbejde deres rå skitser og riffs med fokus på vokal, hooks og melodik, så tror jeg, at det kunne løfte det hele til et højere niveau, hvor dørene til den anden side virkelig blev brudt igennem.

Til trods for al min kritik, så er Dogma en god rockplade med masser af god energi leveret af syv musikere, der tydeligvis kan deres kram. Der er hypnotiserende og sprudlende beats, der er fede stemningsskift, og til trods for førnævnte sammenligninger med andre bands, føles Red Lama ikke som en stiløvelse, hvilket er en fælde mange psych-bands ellers falder i.

Produktionen føles af og til for basdomineret, og sangene kunne godt have brugt en lille smule længere tid på tegnebrættet, men jeg er ikke i tvivl om, at Red Lama kan levere varen live, og jeg er spændt på at høre, hvilke koncepter og kreative tiltag, den produktive besætning kaster sig over næste gang – bare sørg for at gøre dem lidt mere klare.