19 dec Passenger: »Det sidste, man har lyst til, er at udgive det samme album om og om igen«

Foto: Jarrad Seng

Globetrotter og folkrock-artist Mike Rosenberg turnérer verden rundt under det efterhånden velklingende alias Passenger, og for det meste blot med en guitar under armen. I efteråret lagde den charmerende brite vejen ind forbi VEGA, og i den forbindelse mødte vi ham til en snak om hans seneste album, om tiden som gademusikant, om inspirationen til hans mange albums og om dét at stå alene på scenekanten.

Det var en afslappet Mike Rosenberg, der tog imod mig og gelejdede mig over i en blød lænestol, da jeg kom til VEGAs baglokale. Her var jeg så heldig at få en snak med den garvede musiker, inden han om aftenen leverede en gedigen solo-optræden i et udsolgt Store VEGA.

Passenger, der egentlig opstod i bandformat, debuterede i 2007 med albummet Wicked Man’s Rest, og da Mike efterfølgende besluttede at gå solo, tog han kunstnernavnet med sig under armen, og genopstod som den Passenger-figur, vi kender i dag. Da briten i 2012 langede kæmpe-hittet “Let Her Go” over disken, ændredes karrieren med raketfart, og hans “one-hit-wonder”, som han kalder det med et blink i øjet, har nu rundet de helt ufattelige to milliarder afspilninger på Youtube.

»Det sidste man har lyst til, er at udgive det samme album om og om igen«

Den kreative artist hviler bestemt ikke på laurbærerne, og han kan derfor skrive intet mindre end 10 fuldlængdealbums på sit musikalske CV. Med knap ni millioner månedlige lyttere, har Rosenberg for alvor også cementeret sin plads i den internationale musikbranche.

Den 31. August var han på banen med sit tiende studiealbum Runaway, og i forsøget på at nytænke udgivelsesforløbet, kastede briten sig ud i en ganske alternativ release-strategi:

– Med Spotify og streamingtjenesterne er der ingen regler, du kan udgive et album lige præcis som du har lyst. Det har virkelig været sjovt for os. Vi har udgivet en ny sang hver tredje uge, hvor fem sange kom ud før albummet, mens fem sange ville komme ud efter albummet, – forklarer Rosenberg.

Den nye strategi giver plads, rum og spotlight til det enkelte track, og i samme periode er der desuden landet hele tre videoer til hver enkelt sang; en officiel-, en akustisk- og en ”behind-the-scenes”-video. I november slap han den sidste og 28. video, og de mange videoer er et forsøg på at favne ønskerne fra de mange fans:

–  Så snart man laver et album med et band, siger folk “Hvorfor har du gjort det? Det er så meget bedre, når det bare er dig”. Og når man så laver noget, hvor det kun er dig, er reaktionen “Hvad, hvorfor?”. Så på denne måde kan vi forhåbentlig please – eller prøve på at please – alle, selvom det er umuligt.

Og som man ganske tydeligt kan fornemme ud fra den gennemgående lyd af banjo, mandolin og lap-steel-guitar, er Runaway-pladen bygget op omkring et amerikansk tema, der desuden kan ses som om en hyldest til Mikes amerikanske forfædre:

– Der er disse to eller tre sange på albummet som handler om Staterne, og min far er oprindeligt amerikaner, så det er sange om min amerikanske familie. Og så tænkte jeg, at det faktisk ville være en fin ting at forme albummet omkring, og have som et gennemgående tema. Så da vi rent faktisk skulle indspille musikken, bad jeg bandet om virkelig at omfavne ideen og den amerikanske lyd.

Det amerikanske tema har tilsvarende indfundet sig i de mange musikvideoer, der alle er optaget under en roadtrip gennem USA:

– Det var så sjovt, men også en masse hårdt arbejde. Vi kørte 5000 miles på bare 3,5 uge. Vi kørte en masse, filmede en masse og boede på forfærdelige roadside moteller. Men det var sjovt – virkelig sjovt.

– Jeg tror egentlig bare, at vi altid er på udkig efter nye måder at gøre tingene på, fortsætter han. Både for vores fans skyld, men også for min egen – så det bliver ved med at være interessant. Det sidste man har lyst til er at udgive det samme album om og om igen, på den samme måde, til de samme mennesker. Man vil gerne have at der sker en udvikling hver gang.

»Der er noget meget intimt og ærligt ved at spille på gaden«

Rosenberg startede sin solokarriere som gademusikant, og i fire-fem år traskede den britiske “busker” rundt på landevejen, med sin guitar i hånden. Det var også her, selveste Ed Sheeran fik færten af Passenger, som han inviterede med på en et år lang verdenstourné.

I sommers, seks år efter at have supportet for Ed Sheeran, vendte Rosenberg så tilbage til gadekoncert-formatet, da han skød sin Europa-tourné i gang med en mini-busker-tour, hvor han blandt andet lagde vejen forbi København. Han forklarer, at det var ret vigtigt for ham at starte touren sådan:

– Det er jo egentligt sådan Passenger startede. Jeg spillede på gaden i fire-fem år, og da “Let Her Go” blev et hit og alting ændrede sig, spillede jeg ikke på gaden i et år eller to. Og jeg begyndte rent faktisk at savne det. Det lyder underligt – folk tror altid jeg er skør når jeg siger det, men der er noget meget intimt og ærligt ved at spille på gaden.

For Rosenberg er gadekoncerterne både en tak til det trofaste publikum, og en måde at mindes fortiden og samtidigt sikre, at han ikke mister jordforbindelsen, nu hvor karrieren for alvor har taget fart:

– Jeg synes bare det er en rigtig fin måde i det mindste at sige sige tak til de mennesker, der har købt mine plader og koncertbilletter, og som har gjort det muligt for mig at leve sådan her. Men for mig er det også sådan en god måde at huske mig selv på, hvor heldig jeg er. Vi får ofte mulighed for at spille de samme steder, hvor jeg plejede at spille for ingen – og nu er der hundredvis eller tusindvis af mennesker der. Det er en virkelig god måde for mig at mindes… og forhåbentligt forblive ydmyg og normal.

»Verden er et uendeligt fascinerende sted fyldt med forunderlige, mærkelige og fantastiske ting. Man løber aldrig tør for ting at skrive om«

Det er noget af en bedrift at udgive 10 plader på blot 10 år, men for Rosenberg sker sangskrivningen nærmest helt af sig selv:

– Med sangskrivning er jeg bare virkelig heldig. Jeg har altid skrevet så meget. Og jeg tror at alle er forskellige på det punkt. Nogle mennesker bruger fem år mellem deres albums og skriver måske en sang hver sjette måned. Jeg kan skrive fire sange på en uge. Nogle gange sker der noget hver gang jeg griber guitaren.

Han har dog alligevel svært ved at gennemskue et mønster i sangskrivningsprocessen, som han sammenligner med en god gammeldags fisketur:

– Jeg sammenligner det altid med det at fiske: nogle dage er du ude, og så kan du bare fucking sidde der i timevis – ingenting. Andre dage kan du fange fem fisk på ti minutter. Og jeg tror ikke der er noget mønster, ingen rytme og ingen forklaring på det. På en måde tror jeg det er en smule ligesom det.

Rygtet forlyder, at kæmpehittet “Let Her Go” er skrevet på blot 45 minutter, og jeg bliver nødt til lige at spørge ind til processen bag:

– Jeg tror at hver sang er forskellig og når det sker så hurtigt, ved du ofte at det kommer fra det rette sted. Der er ikke noget der står i vejen for det. Der er ingen overtænkning af det, der er ikke gang i en skør analyse – blot “dette er sådan jeg føler”. Vi har alle sammen nogle lignende følelser, og alt hvad man prøver på at opnå med sangskrivning er, at sige noget og ramme noget som alle andre føler. Og det synes jeg virkelig er stærkt.

Rosenberg forklarer desuden, at tiden som gademusikant også har haft en stor betydning for hans sangskrivning:

– Jeg tror måske nogle gange, at folk mister grebet om hvad der er virkelighed, og især hvad der er virkelighed for de fleste mennesker. Hvis en artist bliver berømt og bor i et eller andet palæ, har han ikke de samme bekymringer som alle andre har. Så bliver det svært at skrive en sang som betyder noget for alle andre, for de lever ikke længere i den samme verden. Jeg tror det går tilbage til dit spørgsmål om busking – det er en af grundene til at jeg gør det. Det fastholder mig i den virkelige verden.

Efter en kort pause fortsætter han eftertænksomt om busker-livstilens mange kvaliteter og facetter:

– Jeg tror busking hjælper på alting. Ikke bare musikalsk, men det lærte mig en masse om livet og om mennesker. Der er ingen der kan lide dig, når du er gademusikant. Man får så meget shit fra folk, når man spiller på gaden, uanset om det er politiet, butiksejere eller en hjemløs fyr som ikke vil have at du spiller, eller hvad det nu ellers kunne være. Hver dag som “busker” er der en eller anden situation eller konfrontation som man er nødt til at navigere i. Jeg tror, at det var en rigtig nyttig ting for mig på det tidspunkt i mit liv, at forstå hvordan man håndterer alt det.

»Når folk sætter vigtige ord til en fredfyldt melodi – det er den mest kraftfulde ting i verden, er det ikke?«

En af de mange kvaliteter ved Passengers lydunivers er den gennemarbejdede, genkendelige og til tider kække lyrik. Og for briten er lyrikken mindst lige så vigtig som musikken bag – hvis ikke vigtigere:

– Jeg er næsten mere interesseret i lyrikken end jeg er i musikken. Og jeg synes at kombinationen af de to er sådan en stærk ting. Når folk sætter vigtige ord til en fredfyldt melodi – det er den mest kraftfulde ting i verden, er det ikke? Nogle gange, ikke altid, men med noget moderne musik, føler jeg at lyrikken er lidt af en eftertanke.

Og når Passenger står på scenen med sin guitar i hånden, er der ingen tvivl om, at han er en gedigen storyteller med flair for den krøllede, finurlige lyrik. Ud over at finde inspiration i folk-genren, der ofte mestrer fortællekunsten, har han ladet sig inspirere af nogle af musikbranchens helt store kanoner:

– Jeg er vokset op til lyden af Paul Simon, James Taylor og Joni Mitchell og sådanne folk, hvor det hele handler om historien. Det handler altsammen om lyrikken og narrativet og det er netop det, der virkelig bevæger mig i sangskrivning. Jeg bruger en frygtelig masse tid på at prøve at gøre min lyrik så meningsfuld og så ærlig som muligt. .

Da jeg spørger ham, om selvsamme “storytelling” er på spil i arbejdet som gademusikant, svarer han:

– Ja, og jeg tror at mennesker elsker det. Vi har altid elsket historier og fortællinger op igennem tiden, og verden omkring os har ændret sig dramatisk – men vi har ikke rigtig ændret os. Vi craver stadig de samme ting, tror jeg.

»Jeg føler, at Passenger egentlig bare er mig og en guitar«

Det er ingen hemmelighed, at Mike Rosenberg har tilbragt mange timer på landevejen gennem sin efterhånden lange Passenger-karriere, og selvom han har turneret både med og uden band, foretrækker han at stå alene på scenen:

– Jeg har spillet solo det meste af min karriere, så jeg føler mig mere komfortabel og tryg når jeg bare er mig – hvilket er underligt, fordi de fleste andre har det lige modsat.

Selvom han nyder at kunne dele koncert- og turnéoplevelsen med et band, nyder han også den frihed og spontanitet, der følger med en solo-tour:

– Jeg synes at der er en spontanitet forbundet med et soloshow. Du kan spille hvilken som helst sang der popper op i dit hovede, hvis du føler for det. Så hvis nogen råber en sang – intet problem, så kan du bare spille den. Med bandet derimod ville være sådan “fuck, den har vi ikke lært”. Når det så er sagt, vi tourede med bandet i tre år og det var så sjovt! (…) Jeg elsker begge dele, men jeg føler, at Passenger egentlig bare er mig og en guitar.

Og det er jo nok også sådan, du skriver din musik?, spørger jeg, hvortil han hurtigt svarer:

– Ja præcis, det er sådan den er født. Det er rigtigt! Men jeg elsker at have en flexibilitet imellem de to. Og det tror jeg også at mine fans gør. Nogle folk har været til ti shows med mig der spiller solo, så jeg er også nødt til at give dem noget andet engang imellem.

Og lige så rolig og afslappet, Rosenberg var under vores snak, lige så kæk fremstod han på scenen, da han med sin skæve, sorte humor og sarkastiske bemærkninger charmerede sig ind på de mange fremmødte på VEGA.

Koncerten og interviewet fandt sted den 21. september 2018.