05 dec MGMT – Store VEGA
Foto: Barbora Gadlinová
Venue: Store VEGA
Dato: Tirsdag d. 4. december 2018
Der er ingen, der kan stå stille, når MGMT spiller deres kavalkade af store hits, både fra deres gennembrud, Oracular Spectacular, men også fra deres nye og mørkere plade: Little Dark Age. Desværre var det svært at indleve sig i bandets mere ukendte sange, på grund af en generel anonym præstation fra MGMT og lydproblemer, som ikke plejer at være der på Store VEGA.
[rwp_box id=”0″]Det er utroligt at tænke på, at et band, der startede som et joke-band på Wesleyan University, blev en af de hurtigst voksende succeser i 00’erne. Gennem deres sublime pop-ører fik de skabt de tre store hits fra
Oracular Spectacular: ”Kids”, ”Time to Pretend” og ”Electric Feel”. De blev sendt til det ypperste af populærmusikken med raketfart, på trods af at duoen, bestående af Andrew VanWyngarden og Ben Goldwasser, startede ud med at improvisere tekster henover Ghostbuster-temaet, som en del af deres show på det college, de gik på.
MGMTs forsvinden fra den populærkulturelle forestilling kan udelukkende tilskrives duoens lyst til at prøve de mere eksperimentelle dimensioner af den neo-psykedeliske rockmusiks potentiale af. De har altid haft et ambivalent forhold til at skulle være kæmpe pop-musikere, da de er tilhængere af ikke at være fastlåste i en bestemt måde at skrive deres sange. Men blandingen mellem det mere udforskende udtryk og den massive synthpop-lyd blev virkelig samlet på dette års Little Dark Age, der da også står som bandets måske bedste udgivelse.
På denne aften i et udsolgt Store VEGA, prøvede de også at stå mellem det udforskende og det super poppede. Dette gjorde MGMT med blandet succes. På den ene side fik de gjort en sang som ”Kids” til en massiv house-fest – en stil som man normalt ikke finder i MGMT’s musik – da de udvidede sangen med et langt, elektronisk mellemstykke. Det var meget imponerende, hvad de formåede at gøre med sangen, som derfor stod som et af de klare højdepunkter denne aften.
Der var dog også længere stykker mellem sangene, hvor kun synthesizeren spillede. Jeg tror, at det skulle have en jam-lignende fornemmelse over sig, men det virkede mest af alt som en art forceret psykedelisk improvisation. Det var ikke særligt bidragende til koncerten, men det gav en okay afveksling i forhold til, at lade sangene slutte på forskellige måder.
Det kunne muligvis også være MGMT’s selvironiske væremåde, der var på spil her, når de insisterede på at gøre ting “for meget”. Blandt andet startede de koncerten med en virkelig lang synth-tone, som blev holdt i så lang tid, at publikum grinte anerkendende. Desværre kom deres quirky og ironiske personligheder først virkelig til udtryk til sidst i koncerten. De virkede uheldigvis meget anonyme under det meste af koncerten, da de “bare” spillede deres sange igennem, båret på vej af en visuel skærm med syrede videoer bag dem, der understregede sangenes fornemmelse.
Til sidst virkede MGMT dog mere løsslupne, og de blev bedre til at få gang i publikum, blandt andet med en (lidt distraherende) ”encore duck” lavet af gummi, som blev kastet rundt i salen. Samarbejdet mellem MGMT og publikum frembragte et smil hos bandet, hvilket var rart at overvære, da de for det meste spillede uden at trække en mine.
Midten af koncerten blev virkelig langtrukken og det virkede til, at energien blandt publikum døde ud efter tredje nummer i sætlisten, den sarkastiske sang, ”Time to Pretend”, der handler om at leve rockstjerne-livet. Det var som om, de fleste i VEGAs sal var kommet, fordi de havde en stor kærlighed til MGMT’s største hits, og derudover ikke genkendte bandets bagkatalog. Og det er endda et band med over 12 år bag sig.
Desværre var koncerten også præget af dårlig lyd på vokalen, især når sangeren Andrew VanWyngarde brugte en ”robot-effekt” på sin vokal. Samtidig havde bandet ind i mellem problemer med feedback på instrumenter og løse ledningsforbindelser, hvilket betød, at instrumenterne faldt ud og ind igen i det lydlige billede.
Når MGMT spillede deres mest genkendelige numre, fungerede koncerten optimalt med god publikumsdeltagelse, hvor den massive elektroniske neo-psykedeliske lyd virkelig rykkede i hele salen. Men ellers kunne koncerten godt virke en tand for anonym fra bandets side, hvilket det ikke havde behøvet at være, som de viste til sidst i koncerten.
Alle billeder: Barbora Gadlinová
