01 dec Lukas Graham er første navn på Smukfest 2019
Foto: PR
Koncerten bliver den eneste danske festivalkoncert, Lukas Graham spiller i 2019.
Publikum har sendt ønsker til næste års lineup afsted, og som en tidlig julegave har Smukfest i dag opfyldt det største af dem, nemlig Lukas Graham, som giver deres eneste danske festivalkoncert i 2019 i Bøgeskoven.
Hungeren efter at se Lukas Graham live på dansk grund har selvsagt vist sig at være enorm, og deres arena-turné The Purple Tour i Royal Arena og Jyske Bank Boxen blev udsolgt på kun 12 minutter. I kølvandet på dén succes offentliggjorde de ekstrakoncerter i begge arenaer, og søreme om der ikke allerede er meldt “få billetter” til ekstrakoncerten i Jyske Bank Boxen, mens én ud af to ekstrakoncerter i Royal Arena allerede er udsolgt.
The Purple Tour supplerer Lukas Grahams tredje album, 3 (The Purple Album), som kom på gaden i oktober, tæller hitsingler som “Love Someone” og “Not a Damn Thing Changed” og har toppet den danske albumliste tre uger i streg.
For at blive i ønskemetaforen satser vi på en ren gaveregn af fællessangindbydende numre i Bøgeskoven til sommer.