fbpx

Efterklang og CHINAH blandt de første navne til SPOT Festival 2019

SPOT Festival har i dag offentliggjort i alt seks navne af både velkendt og mere ukendt karakter.

SPOT Festival kommer næste år til at løbe af stablen fra den 2. – 4. maj, og traditionen tro sætter festivalen ny nordisk (dog overvejende dansk) musik i højsædet med rig mulighed for at gå på opdagelse.

De seks første navne tæller blandt andet den fremadstormende nye danske rapper ArtigeArdit, som i maj udgav albummet Vildedage, den tidligere gospelsanger – og nu r’n’b-artist – Elisha, popsmeden KOPS og et nyt drømmepoppet skud på den islandske musikscene Special-K aka Katrín Helga Andrésdóttir, som i sin tid var med til at danne den 10 kvinde-store hiphop-gruppe Reykjavíkurdætur. 

Udover de fire ovenstående navne er der også føjet to mere etablerede navne til programmet. 

Den elektroniske poptrio CHINAH har med numre som “Away From Me”, “We Go Back” og “Can’t Remember How It Feels” efterhånden markeret sig som et af de større navne på den danske musikscene (især i SPOT-skala), og med debutalbummet Anyone fra i år i bagagen, har de masser af stof at tage med sig til live-formatet. De har på debuten taget musikken i en mere rå og upoleret retning, som har fungeret super godt – især på club-bangeren “Give Me Life”, som vi placerede på Ugens Uimodståelige playliste med en note om, at det godt kunne være det danske svar på Kelis’ “Milkshake”. 

Efterklang har været aktive på den danske alternative musikscene i en årrække efterhånden med flere album i repertoiret, og SPOT Festival-bookingen kunne sagtens pege i retning af, at 2019 bliver et godt år for Efterklang-fans. På SPOT kommer de til at fremføre helt nye, dansksprogede sange, og det bliver med hjælp fra det belgiske ensemble B.O.X., som spiller ny musik på gamle barokinstrumenter. 


Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com