Bishop Briggs: »Det gik op for mig, hvor mange ting jeg faktisk var i stand til at ændre selv«

Foto: Klara Løkke for Bands of Tomorrow

Bishop Briggs stormer frem på den alternative pop-scene. Hun udgav sit debutalbum, Church of Scars, tidligere på året, er blandt vinderne af Music Moves Europe Talent Award 2019, og har endelig fundet et hold af folk, der lader hende bruge sin stemme – på flere måder. Vi har talt med den britiskfødte og nu L.A-bosatte kunstner om at være kvinde og synge om sex, om hvor fedt det er, at vi er pænt ligeglade med det i Europa, og om et nytårsfortsæt, der ændrede hendes skrivestil radikalt.

Når den alternative popsangerinde Bishop Briggs ser tilbage på 2018, vil hun nok især huske det for året, hvor hendes debutalbum, Church of Scars, udkom. Hun husker det måske også som året, hvor hun blev interviewet af Billboard, var nomineret til en MTV Video Music Award for årets ‘Push Artist’ (sammen med artister som SZA og Khalid), eller året, hvor hun tog på sin første udsolgte US-tour. Men måske hun også vil se tilbage på 2018 som året, hvor hun lærte at sænke paraderne bare en lille smule og lod de kringlede metaforer vige til fordel for et mere direkte og ærligt tekstunivers. Det vender vi tilbage til.

Bishop Briggs, med det borgerlige navn Sarah Grace McLaughlin, er en 26-årig alternativ popsangerinde med en kraftfuld vokal og hang til gigantiske omkvæd og dyb bas. Hun er også lidt af en globetrotter. Hendes forældre er skotske, men selv er hun født i London. Hun voksede imidlertid op i Japan og Hong Kong, og så flyttede hun til Los Angeles som ganske ung og nyudklækket high school-student. Der bor hun endnu, når hun altså ikke rejser jorden rundt på turné – enten som sig selv eller som opvarmning for navne som Coldplay, Alt-J og Kaleo. Hun fandt rimelig hurtigt ud af, at hun var en god performer, da hun brugte nat efter nat på karaoke-barer i Japan, og teksten kom ligesom bare til hende som en naturlig del af det at føle sig fri.

Briggs udgav sin debutsingle “Wild Horses” tilbage i 2016, og den gik nummer 1 på Spotify’s US Viral Chart og nummer 2 på Spotify’s Global Viral 50 Chart. Derefter fulgte blandt andet “River”, som i skrivende stund har tæt på 112 streaminger på Spotify, og begge numre indgik på EP’en Bishop Briggs fra 2017 og debutalbummet, Church of Scars, som landede i april i år. Senest har hun udgivet singlen “Baby”, som hun har lavet i samarbejde med produceren John Hill (som også spillede en rolle i Portugal. The Man’s monsterhit “Feel It Still”). Nummeret er indbegrebet af et ørehængende alternativt pophit og en stor fuckfinger til tendensen til, at kvindelige sangere ikke rigtigt synger om sex i samme grad som mandlige: “My baby’s got a fucked up head / doesn’t matter ‘cause he’s so damn good in bed / yeah he’s still my baby / yeah he’s fuckin’ crazy but he’s still my baby,” synger hun blandt andet i nummeret, som handler om hendes kæreste Landon Jacobs (fra bandet Sir Sly), og som i USA især har fremprovokeret flere løftede øjenbryn, end det ifølge Briggs burde. Det vender vi også tilbage til.

Med paraderne nede

Jeg møder Bishop Briggs, nogle timer inden hun skal på scenen i Lille VEGA i midten af september. Der oser en duft af røgelse ud fra backstage-lokalet, som jeg nærmer mig, og Briggs tager imod mig med de mest velkomne arme, jeg længe har mødt af en kunstner, der ellers burde gå rundt og være træt af at tale med journalister hele tiden. Hvis hun er det, så skjuler hun det godt.

Hun har været på turné i lang tid, da vi mødes, men Danmark er et af de første stop i Europa, og hun afslører, at hun har underestimeret jetlag-fænomenet en smule.

– Men det er en del af det sjove ved at rejse, at man føler, at man oplever et eller andet ud-af-kroppen, fordi ens tidszone er anderledes. Det har været fantastisk indtil videre, siger hun med begejstring. Hun nyder faktisk at være tilbage i Europa, for vi forstår hendes humor en del bedre end på den anden side af Atlanten.

– Jeg behøver ikke forklare mine jokes på scenen, eller sige ‘Jeg prøver ikke at støde nogen’, så det er virkelig fedt og forfriskende.

Som nævnt tidligere er der sket et eller andet i Bishops måde at udtrykke sig på. Hvor hun før har “gemt” sig bag kringlede metaforer og haft lidt af en “hård-type”-facade, har hun den seneste tid lært at åbne op, og det lyder fornuftigt, for man fornemmer hurtigt, at det også er de sange, hvor hun åbner sig mest op, der betyder mest for hende. På scenen har fremførelsen af især debutalbummets sidste nummer “Water” overrasket hende.

– Den er lavet i samarbejde med John Hill, som også var den producer, jeg arbejdede med på “Baby”, og live udgør den det øjeblik i sættet, hvor det hele er en smule mere tæmmet og fokuseret på følelser alene. Det handler ikke om at være stort, eller at min performance skal være aggressiv, det er min mest skrøbelige sang. At optræde med den og se folks reaktioner har betydet så meget for mig, fordi sangen betyder så meget, og fordi det føles så skrøbeligt ikke at være denne der anden version af mig selv på scenen.

Den gospel-inspirerede “Water” er et nummer, hun også tidligere har udtalt betyder særligt meget for hende, netop på grund af dets skrøbelighed og tekststykker som eksempelvis: “Oh, ‘cause I’ve been in the corner of my mind / that tells me I’m not good enough for anybody like you / help me out / You know I need you like water.” Hendes tekster er på en måde blevet mere transparente, for at bruge et populært 2018-ord.

Udviklingen, den udspringer af et godt gammeldags nytårsfortsæt (som hun så rent faktisk også har formået at følge).

– Jeg tror først og fremmest, at jeg tidligere arbejdede med de forkerte mennesker. Jeg arbejdede ikke med folk, som ønskede, at jeg brugte min stemme, og det kan skabe et usundt sind at få at vide, at det man laver er forkert eller skamfuldt.

Det var faktisk et nytårsfortsæt, jeg blev nødt til at skrive ned. Jeg læste sådan en virkelig selvanalyserende bog, og der var det dér spørgsmål med, hvad man ville gøre, hvis man kun havde et år tilbage at leve i. Jeg kunne slet ikke tro, hvad jeg skrev på den liste. Jeg var chokeret over, hvad der kom ud, fordi det gik op for mig, hvor mange ting, jeg faktisk var i stand til at ændre selv. Og det faktum, at jeg kun ville gøre det, hvis jeg havde et år tilbage at leve i, var så obskurt. Så jeg var sådan ‘hul i det, jeg gør det i morgen!’ Så begyndte jeg at arbejde med John Hill og prøve at være så gennemsigtig som mulig.

Det er ikke nyt for Briggs at sætte mål, ‘Jeg er sådan en, der sætter mål hver uge, hver dag’, siger hun, ‘Jeg elsker en god liste’. Men det gik op for hende, at hun måske nogle gange var lidt for sød mod sig selv i forhold til ikke at sætte barren for højt: Så på denne her liste skrev jeg noget virkelig sødt om, at jeg om 10 år skulle være glad eller sådan noget, siger hun og smiler stort.

»So damn good in bed«

Udover at Bishop Briggs tydeligvis føler en stor forpligtelse over for at passe på sig selv og leve på en måde, der gør hende glad, går hun også meget op i, hvordan andre har det, og hvordan vi alle sammen kan hjælpe til, at folk verden rundt har det godt. Senest har man på hendes sociale medier kunne se, at hun har kronraget sig selv i medlidenhed med sin veninde, som netop er startet i kemo: Jeg tænkte, at det her var en lille ting, jeg kunne gøre for at vise min support, har hun blandt andet skrevet på den facebook-video, hvor håret ryger, efterfulgt af et link til en velgørenhedsfond, man kan donere til. Kvinders ve, vel og rettigheder er generelt højt på listen over Briggs interesseområder. Som nævnt er det også en del af hele idéen med singlen “Baby”.

– Jeg ønsker, at mænd og kvinder er lige, og det betyder, at hvad end mænd har lyst til at tale om, kan kvinder også tale om, hvis de har lyst, uden at der er en barriere, uden at det har sociale konsekvenser. Jeg må sige, at det virkelig har været befriende at spille i Europa, hvor jeg ikke bliver nødt til at advare og sige, ‘Der er bandeord’, ‘Der er sex-snak’, ‘Der bliver nævnt stoffer’. Alle her er sådan, ‘Er du seriøs?’

Hun understreger, at hun elsker USA og forbinder mange dele af landet med hjem (hun bor som sagt i L.A.), men hun ønsker, at der på globalt plan snart sker en udvikling. Der er så småt i fremgang i USA – forhåbentligt – siger hun og sukker dybt: Undskyld, jeg fik lige et billede af hans ansigt, afbryder hun sig selv med et forarget blik, som kun Donald Trump kan fremprovokere det…

Hun færdiggør aldrig den sætning, men siger, at hun bare håber, at der sker fremgang, og at vi når i mål. Noget lader heldigvis til, at attituden over for, hvad kvinder må og ikke må synge om, har ændret sig, for udover nogle få løftede øjenbryn i USA og behovet for advarsler, før hun synger om sex på scenen, oplever hun en masse god respons.

– Mine venner hører mig altid tale om sex, så for dem er det bare virkelig befriende, at jeg endelig også gør det i min musik, og bander og du ved – bare er normal. Bare er et normalt menneske, grundlæggende.

Bishop Briggs er en af de to vindere af pop-kategorien til Music Moves Europe Talent Awards 2019 (tidligere European Border Breakers Awards). Vinderen af konkurrencens public choice-award udnævnes til en ceremoni under Eurosonic Festival i Holland til januar.