bandsoftomorrow.com | Sunflower Bean: Man vil gerne kunne røre ved nostalgien uden at blive nostalgisk

Sunflower Bean: Man vil gerne kunne røre ved nostalgien uden at blive nostalgisk



Foto: Andy De Luca

New Yorker-trioen Sunflower Bean kan se tilbage på et 2018 med verdensomspændende succes i kølvandet på deres anden albumudgivelse Twentytwo in Blue. Vi fangede tidligere på året de tre unge musikere til en snak om albummet, om kvindenedsættende slang, om det politiske klima i USA og om, hvordan det er at være rockmusiker i New York City anno 2018.

2018 har været et begivenhedsrigt år for Sunflower Bean. Vigtigst af alt har de udgivet albummet Twentytwo in Blue – det andet i rækken efter 2016’s debutalbum Human Ceremoni. Vigtigst af alt, for mit vedkommende, har de udgivet et af de numre, jeg har streamet allermest i 2018; pseudo-titelnummeret “Twentytwo”. Jeg kunne skrive et hav af rosende ord om melodistykkerne i det her nummer, om akkordrundgangen, om Julia Cummings smukke vokal, og om vigtigheden af de ord hun synger, men jeg synes egentligt bare, du skal give nummeret et lyt selv, inden du læser videre.

»Der er noget Phil Spector over det,« siger Julia Cumming om nummeret. Julia Cumming synger og spiller bas, og udgør en tredjedel af New York-gruppen Sunflower Bean, som udover hende også består af Nick Kivlen (guitar og lead vokal) og Jacob Faber (trommer). Jeg havde æren af at sidde med dem alle tre, da de i foråret gæstede Loppen på Christiania i kølvandet på udgivelsen af Twentytwo in Blue.

Efter vi har sat os i Loppens backstage-lokale, tilkendegiver jeg hurtigt min store kærlighed for “Twentytwo”, som i korte træk handler om Cummings oplevelse af at være en ung kvinde i USA anno 2018 (titlen på nummeret og pladen refererer til bandmedlemmernes alder). Cumming sad med sin guitar i stuen og legede rundt med en masse forskellige akkorder, da hun fik grundidéen til “Twentytwo”.

Jeg begyndte at tænke over det her ord “busted”, som er et forfærdeligt New York-slang. Det er noget en masse virkelig lortede fyre kan finde på at sige om en pige, de ikke synes er særlig pæn. Jeg kom pludselig i tanke om det her ord og tænkte over, hvor hårdt det er. Jeg gik over til min guitar og begyndte at spille, mens jeg tænkte over ordet, og så kom teksten bare til mig.

Cumming er faktisk mild i sin forklaring af “busted”, har jeg efterfølgende fundet ud af. Urban Dictionary skriver om ordet: “En måde at beskrive en meget grim kvinde, som knapt nok kan beskrives som en kvinde. En ‘busted’ kvinde kan ikke engang tages i betragtning til medlidenhedssex, fordi hun simpelthen er for grim.”

Det er præcis problemer i kulturen som dette fordrejede kvindesyn, som Julia, Nick og Jacob italesætter i deres musik. De er 22 år gamle og lever i et USA, hvor det ikke engang er urealistisk, at et ord som dette kommer ud af præsidentens mund (mere om ham senere). Cumming fortæller videre:

Kernen i den her sang kom fra mine erfaringer med at være et ungt menneske og erfaringer med at være en ung kvinde. Hvad det vil sige at leve under et pres fra sit indre biologiske ur og samfundets opfattelse af din værdi, hvilket vurderes ud fra hvor tiltrækkende du er, og hvor ungdommelig du er. Der er et liv efter toogtyve, der er et liv efter toogtredive. Der er et liv, udover hvordan jeg ser ud, og der er et liv udover min fysik, hvilket er en stor ting at sige, men det er også vigtigt.

Twentytwo in Blue

“Twentytwo” er et ud af 11 numre på Twentytwo in Blue. Det instrumentale på pladen er i høj grad indie-rocket, men det underbygger, hvad jeg i sidste ende vil karakterisere som essensen af stærke popmelodier. Og så får jeg en fornemmelse af både nostalgi og tidløshed, når jeg lytter til albummet. Cumming er selv forbeholden over for de to ord, og mens jeg nævner dem lidt i flæng, er hun meget opmærksom på forskellen mellem de to, og hvilken rolle de spiller for pladen. Om det tidløse siger hun:

Jeg tror, at det tidløse responderer til vores musik på den måde, at vi prøver at lave musik, som ikke føles disponibel. Jeg tror, der er en balance mellem at lave noget, som prøver at være nutidigt, uden at det bliver for nutidigt. Der er sange i radioen, hvor man hører telefoner ringe i baggrunden og sådan noget, som virkelig daterer det. Og det er cool, men det fastholder også nummeret til et bestemt sted og øjeblik. Jeg tror, vi prøver at reagere i forhold til det øjeblik, vi befinder os i, men på en måde som forhåbentligt gør, at musikken også kan vare længere end det her øjeblik.

– Hvad angår nostalgi, siger hun og fortsætter; så er det svært. For vi elsker rockmusik, hvilket har eksisteret i lang tid, og hvis man ikke prøver aktivt at gøre det interessant, kan det let ende med at lyde som et cover band, eller som om det tilhører en anden tid end din egen – dine forældres tid for eksempel. Så man vil gerne kunne røre ved nostalgien uden at blive nostalgisk.

Make political music great again

Jeg har allerede været inde på Sunflower Beans lyriske referencer til nutidens USA, og den kultur, de hver dag erfarer på godt og ondt. I den periode, trioen skrev Twentytwo in Blue var det desværre mest på ondt, at de oplevede det politiske klima, og jeg kan godt lide, at det er noget, gruppen rent faktisk tager op i deres musik.

Da jeg tidligere på året tog en snak med en af Apple Music’ Radio Beats 1’s faste radioværter, Matt Wilkinson, nævnte han netop Sunflower Bean og deres nye plade som et eksempel på, at tendensen i 2018, og nok også det kommende år, er, at flere igen beskæftiger sig med politisk musik, uden det bliver kikset. Se bare på store stjerner som Beyoncé, Kendrick Lamar og Childish Gambino, eller små udenlandske upcoming-artister, vi har interviewet i løbet af den seneste tid, som eksempelvis poppunk-gruppen Dream Wife, R’n’B-artisten Cosima eller den israelske elektropop-kunstner Noga Erez. Jeg kan godt savne, at flere artister herhjemme tør følge tendensen og, sat lidt på spidsen, tør berøre andre temaer end, hvor godt vi har det med en drink i hånden, sol for oven, og en lækker pige på armen.

For Sunflower Bean har det politiske klima i hjemlandet været altafgørende for lyrikken på albummet. På den mere rockede “Crisis Fest” synger Julia cool: “If you hold us back//you know that we can shout // We brought you into this place//you know we can take you out,” med forhåbninger om et USA anderledes end Trumps. Nick fortæller:

Vores første album kom ud i februar 2016, og vi turnerede det sidste halve år i Amerika. Det var i optakten til valget, og folk var helt ude af den. Hver dag talte alle om genrejsningen af den yderste højrefløj og fascismen. Vi mødte alle de her folk på omkring vores egen alder, og vores generation i det her land har en form for krise, hvor dem, der har magten, ikke har de samme synspunkter, hvad angår hvordan USA forandrer sig som land. Sangen “Crisis Fest” handler om den forskel i ideologier, hvor mange af de idealer, som millennials og yngre folk har er mere progressive. Dem, der har magten er primært 60 til 70-årige gamle, hvide mænd, som mener, at Amerika er en hvid, kristen nation, og det er jo tydeligvis ikke rigtigt.

På en måde er Twentytwo in Blue blevet trioens måde at deale med alle de her ting på. Det var de ikke i stand til at se, før pladen var lavet, men de temaer, Julia især ser som gennemgående, er temaer som styrke, modstandskraft og at forstå sin egen magt og indflydelse.

– I stedet for at sidde sådan, ‘Fuck det på “Crisis Fest”’, sagde vi: “we brought you to this place//you know we can take you out”, hvilket forhåbentligt er rigtigt, så længe man tror på, at stemmesystemet ikke er korrupt, hvilket det selvfølgelig ikke bør være. Hvis vi stemmer folk ind til magten, har vi også mulighed for at tage dem væk derfra. Det handler mere om self empowerment og om at prøve at forstå sine egne muligheder. Det er også sådan; ‘Jeg er ung, jeg er magtfuld!’, og hvad betyder det for mig.

Det er især i det amerikanske DIY-miljø, Nick oplever, at kunsten er blevet mere politisk motiveret, noget Jacob stadig savner i popkulturen på et mere mainstream-plan. Der var engang, siger han, hvor politiske sange kunne blive ekstremt populære, og han tror, det ville have en virkelig god effekt, hvis det skete igen.

Der er folk som Kendrick (Lamar, red.), som gør det og har et stort publikum, men det er som om, at hvis du hører det i radioen i en Uber eller sådan noget, først da ved du, at det virkelig gennemsyrer populærkulturen.

Foto: Hollie Fernando

Gruppen ved også godt, at det er en kunst at naile politisk musik, men for dem var det en naturlig følge af den ærlighed, de gik til albummet med og et ønske om, at pladen ikke skulle gå hen og blive noget, man bare satte på for at have det kørende i baggrunden.

Vi har altid haft en fascination af albummet og oplevelsen af at lytte til et helt album. Det er ikke særligt ‘in’ for tiden. Det er mere baseret på, hvor lækkert det kommer til at lyde i en kaffebar, eller hvor godt det kommer til at lyde, når det bliver spillet fra en mobilhøjtaler til en vens privatfest. Vi ønskede en plade, der føltes som en rejse.

Sunflower Bean var stadig på turné i USA efter valgkampen, og i de første dage umiddelbart efter Trumps sejr, mindes Julia at have sagt et hav af “crazy shit” fra scenen. Det blev både modtaget med klappen og buhen, men det avlede reaktioner, og det var det vigtigste, fandt hun ud af: Det fik mig ikke til at tænke, at jeg ikke skulle have sagt det. Det fik mig bare til at tænke over, hvad der er en konstruktiv energi at sende derud, siger hun.

Det er ikke fordi, vi ville skrive en sang, hvor vi fortæller dig, at Trump er dårlig. Det behøver man ikke, siger Nick.

Det handler mere om, hvad vi har brug for at høre lige nu, og hvad der måske kan være til hjælp eller interessant for andre mennesker at høre lige nu. Vi får hundredvis af beskeder fra folk, som fortæller os, hvad de synes om pladen, og hvad det alt sammen betyder for dem, og det gør mig virkelig glad. Jeg har det sådan; ‘okay, vi lever i det her, og vi skriver om det, og hvis andre mennesker føler sig forbundet til det, er det virkelig cool. Især med en sang som “Twentytwo”. Jeg skrev den, før #metoo-bølgen, men at den er relevant i forhold til de situationer, som kommer frem nu, betyder, at vi alle sammen oplever ens ting, siger Julia.

New York, New York!

Vi har talt en hel masse om USA og om en masse tunge, halvdeprimerende temaer. Det fortsætter vi med lidt endnu…

Vi zoomer ind på trioens hjemstavn, New York. En legendarisk by som rigtig mange musikere kun tør drømme om at komme til og erobre. New York har spillet en afsindig vigtigt brik i rockmusikkens historie, hvilket bands som The Strokes, Yeah Yeah Yeahs, LCD Soundsystem, Interpol og senere navne som MGMT og Vampire Weekend alle har bevirket. Julia, Nick og Jacob er selv fra Brooklyn, og de er efterhånden mere end fortrolige med, hvad det vil sige at være rockmusiker i New York. Spoiler alert: det er faktisk ikke vildt fedt.

New York er en ikonisk by. Det er en stor by, og der sker så meget på så mange forskellige niveauer. Der er en stor elektronisk scene og der er en stor hiphop-scene. Men hvad angår rock bands lige nu, går det ret langsomt, siger Nick, mens Jacob tilføjer:

Det er for dyrt. Det er nærmest som om, at denne der bobbel af indie-rock-kreativitet, der kom for fem år siden, er bristet. Der var så mange all-ages-DIY-venues, som virkelig kultiverede scenen, som opfordrede til og tillod helt unge folk at tage del i scenen og booke shows. Alle de her spillesteder er lukket, og det er blevet for dyrt at åbne op igen på grund af lovgivning og tilladelser og sådan noget. Og det er blevet for dyrt for folk at flytte til byen og lave musik. Det skaber det her mærkelige miljø, hvor det kun er velhavende folk, som laver musik og kunst generelt.

Det er en tendens, man også ser meget for tiden i eksempelvis London, hvor også flere og flere venues lukker. Men de er afsindigt vigtige for, at musikken kan eksistere, siger Julia:

– New York vil gerne være den kunstnerisk vigtigste by, men når man sælger hver en blok til byudviklere, og den eneste samtale handler om penge, så bliver det svært for kunsten at overleve, og jeg tror efterhånden, at folk er ved at få nok. Jeg har fået nok, og jeg er ked af det. Jeg voksede op i New York City, og jeg elsker det, og jeg vil gerne elske det, jeg ønsker af hele mit hjerte, at det er en god by, og det er det bare ikke.

Det er derfor, musikscenen er så ringe lige nu, siger hun og påpeger, at den eneste grund til, at de selv er overlevet som band, er fordi de øver i Jacobs mors kælder i Long Island. De bliver nødt til at pendle til forstaden for at overleve, og sådan har det altid været. Det er virkelig trist, siger hun og kigger på Jacob og Nick:

Hvis I ikke havde en bil, og Jacobs mor ikke havde en kælder, var vi ikke overlevet som band, og det er helt klart grunden til, at der ikke er flere bands. På den anden side; der er ikke nogen pointe i… det er ikke fordi, der ikke er nogen pointe i at brokke sig, det er bare kedeligt at brokke sig og bedre at gøre noget ved det. Der er stadig mange promotere i New York. New York fucker stadig med dem, og alligevel åbner de nye spillesteder, de leder stadig efter den magi, de prøver stadig at skabe noget, og de promotere og skabere af de her venues er helte.

Det er som om, at der er en kreativ styrke, som kommer fra universiteterne Upstate, siger Nick og peger på Purchase College og Bard College som eksempler: Jeg tror, at flere danner bands og der indspiller på deres kollegieværelser og så kommer ned til New York City og spiller shows.

Jeg tror snart, det bliver ‘full circle’, tilføjer Jacob håbefuldt: The city’s still the city.

Interviewet og koncerten på Loppen fandt sted den 13. april 2018.
Sunflower Bean udgiver en ny EP med titlen King of the Dudes den 25. januar 2019.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com