Thomas Dybdahl: Det er ikke rigtigt jul uden mine danske koncerter

Foto: Jean Baptiste Mondino

Den norske folkpop-snedker Thomas Dybdahl har vundet stor anerkendelse for sit melankolske, organiske lydunivers, og har da også charmet sig godt og grundigt ind på sit danske publikum. I december sætter han endnu engang kursen mod Danmark, når han traditionen tro leverer koncerter på et udsolgt VEGA og på VoxHall. Vi har taget os en snak med nordmanden om hans seneste album, hans karakteristiske nordic noir-sound, om de danske december-koncerter, og om hvilken julemusik der med garanti hiver julestemningen i land hos Dybdahl selv.

Du kender ham måske bedst for sange som ”Cecilia”, ”From Grace” og ”One Day You’ll Dance For Me New York”, der blot markerer et lille udsnit af Thomas Dybdahls melodiske lydunivers. Med hele 12 album på sit musikalske CV må vi konstatere, at den garvede musiker bestemt ikke har problemer med at spotte sine muser i horisonten; han leverer tværtimod en lind strøm vellydende, musikalske projekter.

Da jeg ringer Dybdahl op, befinder han sig i sit Stavanger-studio, hvor han, ligesom på 2013-albummet Eventyrland og Now It’s Dark fra 2018, pusler med endnu et filmmusik-projekt. For blot to måneder siden landede nordmandens 12. album All These Things, der endnu engang er spækket med nordiske perler som ”Can I Have It All” og ”What you Came For”.

Ligesom på de to album Songs (2011) og What’s Left Is Forever (2013) har den norske artist på det nye album slået pjalterne sammen med den amerikanske stjerneproducer Larry Klein (Joni Mitchell, Herbie Hancock, Tracy Chapman), og på blot tre dage lykkedes det at indspille All These Things-albummets ni numre, i et L.A.-studio sammen med garvede musikere som Dean Parks (Michael Jackson), Patrick Warren (Bob Dylan, Bruce Springsteen) og James Gadson (The temptations, Bill Withers).

All These Things er på mange måder resultatet af fællesprojektet mellem nordmanden og L.A.-musikanterne, hvilket ifølge Dybdahl selv var et vigtigt og tiltrængt pusterum fra at sidde alene i et mørkt studie, hvor han året forinden havde kastet alt sin energi i arbejdet med filmmusik: »Jeg trængte til at komme lidt ud«. Og selvom han forklarer, at albummet i og for sig kunne være indspillet hvor som helst i verden, har der alligevel sneget sig noget ”L.A.-harshness” med ind over pladen.

På trods af at Dybdahl aldrig har boet i L.A., har han et lettere ambivalent forhold til byen. Mens han finder stor inspiration i området, og fascineres af det blomstrende kreative L.A.-miljø, har han svært ved at forlige sig med det hårde liv og den enorme forskel, der er mellem befolkningen i byen:

– Jeg tror, at der er så stor forskel på vores to kulturer, at det til tider føles så tæt på og så alligevel så langt fra derovre. Det er et dejligt sted at være for en kort stund, men så bliver det også lidt for hårdt for mig. Jeg får “hjemve” og vil gerne hjem til et samfund der har en “take-care-of-eachother”-kultur. Men det er bare mig som besøgende. Jeg har aldrig boet der, så jeg ved ikke, hvordan det er at bo derovre.  

»Jeg tror, at min musikalske pensel allerede er farvet af den her nordiske melankoli«

Siden udgivelsen af debut-EP’en John Wayne i 2001, har den norske kunstner udgivet et sammensurium af alt fra folk, folkrock, pop, jazz, soul og blues. Hans lydunivers indeholder dog altid en nordisk, organisk nerve, der næsten er gået hen og blevet et varemærke:

– Jeg tror, at min musikalske pensel allerede er farvet af den her nordiske melankoli og blues nærmest. Uanset hvad jeg laver, har det altid et strejf af det med sig alligevel. Jeg kan kaste mig ud, i lige hvad jeg vil, men det vil stadig altid indeholde den nordiske melankoli – jeg ved ikke hvorfor.

Måske er det netop Thomas’ nordiske penselstrøg, der er medårsag til hans stigende succes på den internationale scene. I hvert fald stormer fascinationen af ”the nordic noir” frem verden over – en tendens der også i stigende grad dyrkes i det musikalske univers.

Snakken om ”the nordic noir” sætter tankerne i gang hos nordmanden, der i den anden ende af røret forklarer, at den nordiske melankoli må udspringe fra den nordiske natur og kultur:

– Det må have noget at gøre med Norge, og den måde vi lever på. Og ting som klimaet, hvordan året forløber og former sig, hvor lang den mørke sæson er, og hvor korte dagene er om vinteren. Det må alt sammen have en effekt. Jeg ser så mange skandinaviske og nordiske artister, der har denne slags melankoli som kernen i deres musik. Og jeg tror, at folk finder det ret fascinerende. Det er mit indtryk, at de nærmest føler, at de kan høre naturen i musikken. Det er jo ret dejligt, hvis folk får den følelse, og hvis lyden af den nordiske musik er så håndgribelig og visuel.

»Jeg tager sneen med«

Artisten tager da også sin Dybdahlske nordic noir-vibe med sig under armen, når han sammen med sit band indtager både Aarhus og København med sine årlige december-koncerter. Det er efterhånden blevet lidt af en tradition, at den norske artist skyder julen i gang på dansk grund, og VEGA-koncerten den 20. december er allerede udsolgt, mens kun få billetter er tilbage hos VoxHall.

Meget tyder på, at de danske Dybdahl-fans er svært tilfredse med den dansk-norske juletradition, men begejstringen for traditionen – og særligt for VEGA-koncerten – går begge veje, da Dybdahl tilsyneladende har fået et godt øje til den danske hovedstad:

– København har altid været et specielt sted for os at spille, når vi har været på turne. Af en eller anden årsag har vi altid haft et virkelig godt forhold til publikum, og så har vi været heldig i den forstand, at vi har leveret en masse gode shows. Det har aldrig været en ensidig oplevelse, hvor folk kunne lide hvad de hørte, uanset hvad vi gjorde. Men vi har været så heldige, at vi har spillet en masse gode koncerter i København. Så efter et stykke tid har vi opbygget et godt forhold til folket her.

Kærligheden til VEGA-koncerterne opstod for 10-11 år siden, hvor Dybdahl med band afsluttede deres tour med et brag af en koncert på det københavnske spillested:

– Vi var på en stor Europa-tour og sluttede den i København på VEGA. Det føltes bare som en af de aftener, man har lyst til at vende tilbage til, fordi det var sådan en skøn aften.

Oplevelsen brændte sig fast hos nordmanden, der straks begyndte at udtænke en plan for, hvordan han kunne gøre det til en årlig begivenhed:  

– Jeg tænkte, “hvordan kan jeg sikre mig, at jeg kommer til at spille her hvert år, selvom jeg ikke kan lave et nyt album hvert år.” Og jeg havde ikke lyst til at lave et album hvert år. Jeg ville gerne starte en lille tradition, hvor det ikke betød noget, om jeg havde et nyt album på hånden.

Og som sagt, så gjort:

– Vi sagde bare “Ok, lad os gøre det til en tradition. Næste år spiller vi i den sidste uge op til julen,” fortsætter Dybdahl. Og nu er det nået til det punkt, hvor det ikke engang ville føles som juleaften uden det show. Jeg ved det ikke. Det er en dejlig aften der, det er det altid.

Den Stavanger-baserede artist omtaler endda koncerterne som et af sine »highlights of the year«, og da jeg nysgerrigt spørger ham om, hvorfor disse koncerter lige netop finder sted i Danmark og ikke på hjemmebane i Norge, opstår der et øjebliks stilhed, inden Thomas svarer:

– Jeg ved det ærlig talt ikke. Men det er næsten den sidste brik i puslespillet, som er nødt til at finde sted, før man kan tage en pause. VEGA markerer ofte slutningen på et meget travlt år. Man arbejder hårdt i et helt år, og så kaster man det af sig med en koncert på VEGA, og normalt har vi nogle få dage i København, før vi tager tilbage. København er sådan en utrolig by. Jeg tror, det er den ene by, jeg nogensinde har været i, hvor jeg har tænkt: “jeg kunne bo her, det ville være rart”.

Selvom line-up’et ikke nødvendigvis består af julesange i ét væk, lover Thomas dog stadig at tage sneen og julestemningen med til Danmark. Og der er da heller ikke noget, der kan fremtrylle julehumøret som musikkens væsen. For Thomas er der en ganske særlig crooner, der hjælper julehumøret på vej:

– Tja, jeg er egentlig ikke nogen religiøs person, så de religiøse sange, der følger med julen, gør ikke rigtig noget for mig. Men af en eller anden grund er Frank Sinatra lyden af jul. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men der er noget ved Sinatra der synger julesange – det er lyden af jul for mig.

Thomas Dybdahl spiller koncert i Voxhall den 19. december og i VEGA den 20. december.