bandsoftomorrow.com | Miya Folick om Premonitions: Hver sang skulle føles som en overraskelse

Miya Folick om ‘Premonitions’: Hver sang skulle føles som en overraskelse



Foto: Maxime Imbert

Miya Folick synger himmelsk på sin flyvske, alternative popmusik, der handler om jordnære historier fra hverdagen. Vi har talt med Folick om coming-of-age-albummet Premonitions, der er det første fra den LA-baserede kunstner. 

Vi lever i en tid, hvor teknologien er nået så langt, at en NASA rum-sonde lige er landet på Mars. Alligevel var der god gammeldags knas på linjen, da jeg endelig kom igennem til en skrattende Miya Folick en fredag eftermiddag i oktober. Jeg sad i min lejlighed i København, hun i Austin, Texas, hvor hun senere samme aften skulle spille support for den fremadstormende britiske indie/emo/pop-gruppe Pale Waves.

Det var ikke en hvilken som helst dag i oktober, jeg fangede Miya Folick. Det var releasedagen for hendes længeventede debutalbum Premonitions, fredag den 26. oktober, helt præcist, og hun er vågnet op til en række anmeldelser. Hun læser nogle gange, hvad der bliver skrevet om hende og hendes musik. Ikke altid. Hendes mor læser det altid, og hun skal nok lade Folick vide, hvis nogen har skrevet noget virkelig fedt. Det skal ikke være første gang, at kunstnerens mor er den største fan, og i Folicks tilfælde er det virkelig rigtigt. Folick har i et tidligere interview med Paste Magazine fortalt, at hendes mor elsker hendes musikalske projekt så højt, at hun har hendes spotify-kanal kørende 24 timer i døgnet på “silent mode”, bare så Folick kan få flere plays. Hendes mor har også sendt en e-mail til omgangskredsen med instruktioner til, hvordan de skal gøre.

Det er af lidt andre årsager, når Folick læser, hvad der bliver skrevet om hende. Hun er virkelig pernitten omkring, hvordan hun har sagt ting i et interview for eksempel – både i forhold til, præcis hvad hun har sagt, og om det er forstået og nedskrevet rigtigt. Jeg kan ikke lade være med at føle et vis pres, hvad angår min videreformidling af de ord, hun siger over telefonlinjen, som med sin flere sekunders forsinkelse og tendens til at falde ud gjorde den opgave en del sværere.

Man føler sig ellers på ingen måde presset i en samtale med Miya Folick. Hun slår ofte over i en elskværdig latter, hun tager sig tid til at tænke, inden hun svarer (og det var ikke bare forsinkelsen på linjen), hun er åbenhjertet og ærlig, og virker oprigtigt interesseret i at tale.

Et skjult talent og en naturlig udvikling

Forud for debutalbummet Premonitions, har Folick udgivet to EP’er; debut-EP’en Strange Darling i december 2015 og Give It To Me fra 2017. Jeg spørger, hvorfor det var det rigtige tidspunkt at slippe første album nu.

Jeg ville have gjort det for flere år siden, siger hun og bryder ud i latter. Lige nu føles det som det rigtige tidspunkt, fordi det er det tidligste det på nogen måde kunne blive! Jeg ville have udgivet det i går, hvis jeg kunne.

Miya Folick blev født i byen Santa Ana i Orange County, Californien, af en russisk far og en japansk mor (det er dem du ser på albumcoveret), og hun voksede op i et buddhistisk miljø. Hun er nu i slut 20’erne og begyndte at lave musik for cirka fire år siden, da hun var omkring 23-24 år. Sammenlignet med de talrige kunstnere, der tordner op i toppen af hitlisterne i en alder af 16-19 år, er det ret sent at begynde, men; Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at jeg kunne lave musik, men jeg var et barn, og ingen fortalte mig det, griner hun. Jeg ved ikke, hvor jeg ville have været nu, hvis det gik op for mig tidligere, men jeg kan ikke rigtigt genskrive min historie.

Foto: Maxime Imbert

Modsat musikken, har Folick altid vidst, at hun var en god skuespiller, og hun har tidligere studeret skuespil på New York University, inden hun skiftede over til University of Southern California, hvor hun på et tidspunkt greb guitaren og lærte at spille. Spørgsmålet er, om Folick med den gudsbenådede stemme altid har båret rundt på det store talent, eller om det er noget, der er kommet med årene. Som det gælder så meget i livet, var der tale om en kombination.

Jeg kunne altid synge [hun er klassisk trænet, red.], og jeg spillede teater og vidste, at jeg var rimelig naturligt god til at optræde og spille skuespil. Det var ikke særligt svært for mig. Jeg skrev også de her åndssvage små digte i min dagbog, men de var ikke gode, fortæller hun og bryder ud en latter så overbevisende, at man virkelig tror på digtenes ringe karakter. Jeg bliver nødt til at sige, at de virkelig ikke var imponerende, ikke for min alder, ikke for nogen.

Bevægelsen væk fra elendige dagbogsdigte til stærke og relaterbare tekster opstod i en periode af følelsesmæssig nødvendighed, som hun selv udtrykker det. Et behov for at føle, at hun havde noget, som var hendes eget, og som bragte hende glæde.

Jeg tror, at jeg bare var virkelig ked af det, og så begyndte at skrive. Det er grunden til, at mange af de tidligere sange lyder så ensomme og sørgelige. Gennem skriveprocessen og mødet med forskellige musikere og mennesker, blev jeg meget gladere, hvilket er grunden til, at det her album også er gladere og mere håbefuldt.

Premonitions

Efter sigende opdagede Miya Folick gennem en veninde, at der var fyldt med musikere på Tinder, så hun oprettede en profil med en tekst i retning af “jeg leder efter et band.” Det virkede, og Miya Folick tog for alvor fat i musikken, som på Premonitions er udfoldet i et festfyrværkeri af original, alternativ popmusik. Albummet er før blevet beskrevet som et coming-of-age-album på baggrund af Folicks små, personlige fortællinger om hverdagens op- og nedture, om at prøve at blive et bedre menneske, og om de indre frem-og-tilbage-dialoger man selv, og folk omkring en, har hver dag.

Det er følelsen af, at man tager gode beslutninger, og så tager man dårlige beslutninger, og at det hele sker inde i den samme person, den samme dag og måske endda det samme øjeblik. Det er på en måde en fejring af alle de forskellige dele af det at være i live.

Alle 11 numre på pladen var som udgangspunkt skrevet som en bunke af små historier, men det udviklede sig naturligt, og til slut i processen stod det klart, at det pludselig var blevet til én sammenhængende historie. Derefter blev numrene sat i orden, så de fortalte en overordnet historie, selvom Folick stadig synes, at numrene også kan stå alene. Således er der små historier om at tage tidligt hjem fra fester (femte nummer på pladen hedder “Leave the Party”), og singlen “Deadbody” er en mere politisk motiveret kommentar om #metoo-bevægelsen og Harvey Weinstein. Det er meget naturligt endt som en personlig fortælling, for albummet er inspireret af, ja, personer.

Jeg er inspireret af menneskene i mit liv. Mange af de her sange handler om specifikke mennesker. Der er to sange på albummet, som handler om en af mine venner, der er et par sange om min eks, og så handler en masse af dem bare om mig og mit forhold til mig selv.

Foto: Maxime Imbert

Stærkt inspireret af Björks ‘95-album Post, stikker Premonitions rent sonisk i alle mulige retninger med både elektroniske elementer i de mere synth-tunge numre, og organisk tidløshed med inklusionen af instrumenter som cello og saxofon. Det var også meningen, da hun og producerne Justin Raisen (bl.a. Angel Olsen, Sky Ferreira, Santigold og Charli XCX) og Yves Rothman gik i gang med albummet.

Lyduniverset er tydeligvis meget diverst, og det var noget, vi ønskede lige fra begyndelsen. Idéen om at have et meget dynamisk album, både energimæssigt og æstetisk, var virkelig spændende for mig. Jeg ville have, at det skulle føles som en rejse, og at hver sang skulle være overraskende og have elementer i sig, som på en måde var lidt malplaceret. Der er en masse slide guitar, siger hun og bryder ud i latter, som om der har været en eller anden intern slide-guitar-joke kørende i løbet af processen. Det virker måske lidt mærkeligt, fordi albummet på mange måder har en popæstetik, og så kommer der pludselig slap bass og slide guitar, fortsætter hun.

For Folick er der ikke meget ved at lave noget, der lyder fuldstændig som den sidste person før dig har lavet det, og det er en kunstart at komme udenom, siger hun.

Men jeg gik ind til det her med idéen om, at det var første gang, jeg nogensinde lavede et album, og jeg kunne gøre det fuldstændig som jeg havde lyst til. Så alle muligheder var åbne.

Premonitions har været ude i et lille stykke tid nu, og det vokser stadig på mig – både hver sang alene og albummet som helhed. Den 7. december tager Folick Premonitions med til Ideal Bar, hvor hun spiller sin første danske koncert. Hun har haft rig mulighed for at øve sig som support for Pale Waves og Sunflower Bean i både USA og Europa. Der er især én sang, der har vist sig at stikke ud for Folick i live setting.

“Leave the Party” er en sjov én, fordi jeg ikke vidste, at min guitarist kunne spille saxofon. Jeg var bekymret for, at hornsektionen blev nødt til bare at være en sample, men Josh min guitarist kan spille saxofon, så til vores koncerter spiller han saxofon med sin venstre hånd og keys med sin højre, og det er rimelig imponerende.

Det glæder jeg mig til at høre.

Lyt til Premonitions: Spotify, Apple Music, Tidal.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com