23 nov Simon Lynge – Deep Snow
Foto: PR
Label: Integrity Records/Songcrafter Music
Udgivelsesdato: Fredag den 23. november 2018
Veleksekveret og personlig folkpop, der lige nøjagtig befinder sig på den gode side af grænsen mellem
det behagelige og det tandløse.
[rwp_box id=”0″]
Måske er det mine egne forudfattede meninger om unge attraktive og hatteklædte singer-songwriters, der gradvist er ved at formørke mit ellers så folk-glade sind, men da jeg så titlen på første nummer fra den grønlandsk-danske sanger Simon Lynges album Deep Snow, gik mine alarmklokker i gang. Sangen har navnet ”Age Of Distraction”, og med det samme forudså jeg en overproduceret vise i klassisk G- D-Em-C-kadence og med ligeså en banal lyrik. Som regel kan man afsløre meget om en films stilistiske valg, stemninger og tematikker ved at udforske dens indledning, og sådan forholder det sig også med visse plader. Men var mine forudsigelse korrekt? Var det dét, jeg fik, da jeg lyttede til åbningsnummeret og resten af den prominente hr. Lynges fjerde album?
Nej, faktisk ikke – ikke særlig meget, i hvert fald.
Simon Lynge har siden slutningen af 00’erne optrådt i Nashville, London og L.A. Han har turneret med country-koryfæ Emmylou Harris og har samarbejdet med Matt Forger (engineer på Michael Jacksons Thriller), og sådanne bedrifter tilkommer dig ikke, uden at du har en vis artistisk merit, der rækker udover den sædvanlige akustiske klimpren af ”Wonderwall” eller ”fire-rimer-på-desire”-forfatterskab.
På Deep Snow viser Lynge, at han er i stand til at levere swingende kølige ballader med lavmældt energi og sejhed. På de i alt 10 relativt korte numre udviser Lynge desuden flere kreative sangskrivervalg, der tyder på en veludviklet sans for at blande det genkendelige med det eksperimenterende på en måde, så sangene lige præcis undgår at blive alt for generiske eller distraherende prætentiøse. Stilen på Deep Snow giver genklang til Simon & Garfunkels værk Parsley, Sage, Rosemary and Thyme, Nick Drake, og på en eller anden måde synes jeg faktisk også at spotte en lille smule Beck (cirka omkring Mutations og Sea Change) i flere af sangenes latente rockede nerve og omgang med den akustiske popsangs format.
For at vende tilbage til ”Age Of Distraction” så er både denne og den efterfølgende ”Paper Thin” ganske rigtigt gode indikatorer på det, der gør sig gældende for resten af pladen. Der er nemlig tale om swingende imødekommende folkpop båret af Lynges varme vokal, akustiske guitar, perlende lifligt klaverspil og solidt greb om vokalharmonier. Sangene er simple, men formår at udvikle sig i løbet af deres spilletid, og ved deres afrundinger er både strygersektioner og små barok-klingende effekter som regel kommet på banen. Det fungerer godt, og små input som disse, såvel som harmonikaen og den momentane brug af surf-guitar på den franske chanson-agtige ”They”, er eksempler på det, der gør Simon Lynges kompositioner pirrende – de føles tilpas affodret rent kreativt.
Deep Snow er indspillet i Wales i et hus ”omgivet af grønne, bølgende bakker”, og der er da også en gennemgående stemning af refleksivt møde mellem mand og natur over pladen. Instrumentationen falder klart igennem som snefnug over den grønlandske tundra i en let efterårsvind takket være den skarpe og simple produktion. Det ville være fristende at opnå denne effekt ved at overproducere sangene og iklæde dem for meget rumklang, minimalistiske beats og synth-fraser. Ikke at det ikke kunne fungere, men jeg føler, at den vej, producerne valgte er den rigtige. Det lyder ikke lo-fi, men det virker transparent og troværdigt.
Men da jeg som tidligere nævnt frygtede, at der ville være noget banalt og blodfattigt i vente, tog jeg desværre heller ikke helt fejl. Tekstuniverset på størstedelen af Deep Snow gør næsten intet for mig. Det er ikke fordi, det som sådan er uinspirerede eller uinteressante emner, der tages fat på, men de bliver serveret på en alt for forudsigelig måde, der virker fantasiløs og triviel, hvor det sikkert var meningen, at det skulle synes ufiltreret og direkte. Linjer som “You gotta let go of material things” og “oceans full of plastic // it’s hard to be a human in a cynical machine // this is the only home we got // this tiny little blue dot” dukker lidt for ofte op, til at jeg ikke kan lade være med at tænke: Okay, we got it!
Det er tydeligt, at Lynge har taget et valgt om at skabe meget personlige autobiografiske tekster, hvilket er beundringsværdigt, men for mig forekommer det for fantasiløst, hvor man godt kunne have tænkt sig, at sætningerne fik en lidt mere opfindsom behandling. Hvem ved, måske er min smertetærskel bare lidt for lav over for den slags…
Udover lyrikkens lidt for typiske og trivielle indhold, og med undtagelse af den meget antiklimatiske afslutning, så er Deep Snow alt i alt en positiv lydoplevelse. Der er sanselig pop, swingende rytmer, flotte harmonier og lige præcis nok kant og personlighed til at veje op for et par lidt for passive numre og generiske ordvalg. Fortsat god vind til hr. Lynge skal lyde herfra.
