08 nov PREMIERE: Red Lama annoncerer december-EP med førstesinglen “State the Art”
Foto: Sarah Michelle Riisager
Red Lama slipper den nye single “State the Art” med tilhørende musikvideo, og annoncerer i samme ombæring, at de den 7. december i år langer EP’en Dogma over disken.
I dag er en god dag! Vi har nemlig fået lov at premiere nye toner fra det danske psych-rock-orkester Red Lama, samt at løfte sløret for nyheden om, at gruppen i næste måned er på banen med december-EP’en Dogma. Det dugfriske nummer “State the Art” er det første singleudspil fra den kommende EP, der er sendt ud som en lille teaser. Dogma udkommer i kølvandet på det anmelderroste 2018-album Motions, så man må sige at den kunstneriske inspirationskilde flyder ganske godt hos det syv-mands-store band.
“State the Art” er en vellydende lille sag. Beatet er laid-back, men tight, og er bygget op omkring melodiske sekvenser fyldt med finurlige, musikalske detaljer. Særligt iørefaldende er Johannes Linnets forførende vokal, der især tager højder i det dynamiske omkvæd. På mange måder kommer nummeret i sin helhed til at give en slags underspillet-cool og fornøjelig fornemmelse!
Bag kunstnernavnet finder de syv gutter Johannes Linnet, Morten Kaas, Marius Linnet, Frederik Hansen, Jonas Rahbek, Oliver Fick og Niklas Jørgensen, der i efteråret udarbejdede EP’en over måneds intens skrive- og indspilningsperiode. Arbejdsformen afspejlede ønsket om ikke at komme til at overtænke eller overproducere musikken, men i stedet at lade det musikalske univers udfolde sig naturligt.
Om EP-processen fortæller forsanger Johannes Linnet:
– Den tid vi har brugt på ’Dogma’, ser jeg tilbage på som en meget frigjort og meget behagelig odysse for bandet som helhed. At arbejde med umiddelbarhed og det at kunne give slip på naturlig tilfredshed, har skabt en meget mere intens dybde og koncentration i skriveprocessen end før. Små ideer blev til rå værker over en weekend i slutningen af september og blev herefter finpudset og eksekveret som livesessions i studie 3 på det Kongelige Danske Musikkonservatorium for at bevare den energi, vi rammer, når vi er ude og spille.
Den nye Red Lama-single er akkompagneret af en stemningsfuld live session-video, der netop er optaget under gruppens EP-indspilning på det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Her byder gruppen indenfor i studiet til en intim-seance, der giver et indblik i processen bag deres alternative, neo-psych’ede lydunivers.
Vi glæder os til at smide den kommende EP på højtalerne. Indtil da kan du gå på opdagelse i de nye Red Lama-toner her: