22 nov PREMIERE: PROFESSOR PUS drysser glimmer på din torsdag med fjerdesinglen “FEJL”
Foto: Kristian Fæste
“Nobody’s perfect and that’s just perfect!” Det er hele humlen med singleudspillet “FEJL” og den tilhørende musikvideo fra danske PROFESSOR PUS, der lander i dag. Vi har fået fornøjelsen af at premiere den glitrende single, som du allerede nu kan høre (og se) nederst i artiklen.
Der er nye toner på bedding fra den danske crazy-pop-gruppe PROFESSOR PUS, når fjerdesinglen “FEJL” langes over disken. I front for pop-projektet finder vi sanger og sangskriver Nana Cecilie, der i sit eksperimenterende lydunivers forsøger at udforske sine inderste tanker, de danske gloser og popmusikkens standartrammer.
PROFESSOR PUS debuterede tidligere på året med den dynamiske single “VÆK”, efterfulgt af “HOV” og “FUGL”, der tegner en legende og skæv tilgang til popmusikken. Og det nye track “FEJL” er ingen undtagelse. Det skydes igang af en insisterende bas, der sender associationer til et Benal-agtigt beat, og som eskalerer med drillende, rytmiske detaljer. Synths og elektroniske sekvenser toppes af med et finurligt dansk sprog og Nanas lækre vokal.
På “FEJL” berører PROFESSOR PUS et emne som mange kvinder ganske sikkert kan nikke genkendende til, og som har haft rigelige mængder medietid – nemlig det perfekte ydre vs. realiteten:
– FEJL handler om alt det andre ser eller som vi tror andre ser når de kigger på os. Vi ser det i hvert fald selv! Rynker, bumser, poser under øjnene, dårlig hårdag, skæve tænder, mormor-arme osv. osv. Vi drukner i tanken om at være perfekte, i alle aspekter af vores liv og glemmer, hvor fedt det bare er at være “mig”! – forklarer Nana.
– Det kan være super svært ikke at sammenligne sig med alle andre og deres perfekte Instagram-liv, men med FEJL prøver jeg at fortælle at man skal stole på sig selv og være glad for den man er. I en tid, hvor især unge piger ikke tør acceptere sig selv, hvor piger f.eks. ikke går i bad efter idræt fordi de er bange for at blive set skævt på, synes jeg, at det er vigtigt at plante en idé om at fejl er det som gør os unikke og ikke noget som gør os grimme. Fejl er det som gør os til noget særligt, og faktisk ofte det som andre husker som vores positive kendetegn. Nobody’s perfect and that’s just perfect!
Den akkompagnerende musikvideo svæver i et kontrastfyldt felt. I det ene øjeblik serveres et festfyrværkeri af guld og glimmer, der i det næste afløses af knuste spejle, hverdagsbilleder og Nana der bader i Cheerios.
Om videoen forklarer Nana:
– Musikvideoen viser den mørke og lidt dystre side af vores fejl gennem de mørke glimmerscener, mens cheerios’ene viser, hvor let og legende man bør tage sine “fejl”.
Gå på opdagelse i PROFFESSOR PUS’ glitrende og skæve univers lige her: