Norske Hôy La løfter sløret for “Purple”-singlen gennem Japan-inspirerede visuals

Foto: Jonas Svarstad

Den norske elektropop-artist Hôy La inviterer os med på opdagelse i den japanske gadeæstetik, med videoen til den spritnye “Purple”-single. 
Vi har tidligere kastet lange blikke efter den norske sangerinde Hôy La, blandt andet da hun i august måned leverede en imponerende performance på dette års UHØRT Festival. Tidligere på året slap artisten “Shame”-singlen, der nu følges op af det tunge elektro-track “Purple”, med dertilhørende musikvideo. Begge numre vil være at finde på den kommende debut-EP, der lander i starten af det nye år.
Bag kunstnernavnet gemmer sig den norske sanger og producer Ingri Høyland Kvamstad, der nu har skiftet de norske breddegrader ud med Københavns gader og stræder. Hun er blevet fremhævet, som en artist man skal holde skarpt øje med i 2018, og her må vi erklære os for enige!
Siden et besøg i Japan i 2015 har Ingri drømt om at bruge de orientalsk-æstetiske visuals som ramme for en musikvideo. I forbindelse med en mini-tour i Japan tidligere på året, lykkedes det hende, i samarbejde med filmfotograf Jonas Svarstad, at skabe en video baseret på det Japanske gadebillede:
– “Japans gader og livsstil er virkelig æstetiske i sig selv – grafikken i gaderne, folks pragmatiske tilgang til hverdagen og selvfølgelig arkitekturen – den er virkelig funktionel og så enkel. Jeg har haft en drøm om at lave den her video, siden jeg var i Japan for første gang i 2015. Min gode ven Jonas Svarstad formåede at oversætte de billeder, jeg havde i mit hoved og han forstod, hvad jeg talte om når jeg plaprede løs om alle mine idéer”, forklarer Ingri.
Særligt er den norske artist inspireret af den japanske installationskunstner Yayoi Kusama, som er kendt for at skabe kunst, der indeholder kontraster mellem virkelighed og fantasi samt subjekt og objekt. Videoens visuals omfavner ganske fint Hôy La’s stærkt eksperimenterende lydunivers, der også er til stede i “Purple”.
Giv musikvideoen et kik (og et lyt) og tag en tur med til Japans gader her:

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com