22 nov Nordiske Hits // Uge 47
Foto: Smith & Thell // Nicole Lemberg
Så er der nyt fra den nordiske front, og vi har opdateret vores spilleliste Nordiske Hits med 11 tilføjelser til den i alt 25 numre lange samling af nordisk klingende perler. Tjek den ud her og husk at følge listen på Spotify, så du kan holde dig opdateret med nye nordiske lækkerier hver uge.
Vi har fremhævet tre udvalgte nordiske hits fra henholdsvis Sverige, Island og Danmark, som du kan læse mere om lige her.
Smith & Thell – “Alice”
I sidste uge udkom EP’en Telephone Wires fra den svenske duo Smith & Thell, som indeholder fire skønne pop/folk-lækkerier, heriblandt dette nummer. “Alice” er optimistisk klingende med et fremdrivende trommebeat, behagelige guitarfigurer og engleblide vokalarrangementer. Bag duoen gemmer sig kæresteparret Maria Jane Smith og Victor Thell fra Helsingborg. Ud over at have vundet Denniz Pop Awarden “Rookie Artist of the Year” og blev kåret som “New Emerging International Artist” på Musexpo i Los Angeles på baggrund af deres egne produktioner, så har Smith & Thell også været co-producere og -sangskrivere på en lang række hits hos diverse popartister. Heriblandt kan nævnes Julie Bergan, Anastacia, Alan Walker og mange flere.
Hildur – “Everyday”
Det islandske stjerneskud Hildur vandt i 2017 en Icelandic Music Award for “Pop Song of the Year” med hittet “I’ll Walk With You”, som stammer fra EP’en Heart to Heart, der udkom samme år. Nu er hun aktuel med indtil flere singleudspil, senest “Everyday”. Her leger hun med vokalfinesser og autotune i et nordisk minimalistisk lydunivers, en bred lydflade til at indtage baggrunden og et super catchy omkvæd, hvis instrumentation næsten (men også kun næsten) kan sammenlignes med Kendrick Lamar/SZA-samarbejdet “All The Stars”. Der er altså en god ro, men samtidig en vis beatmarkerende fremdrift i den her elektroniske pop-perle.
Hildur har en ganske interessant baggrund, da hun ikke nok med at agere sangskriver og lyriker også er en professionelt trænet cellist. Hun er desuden kendt for at bruge sine lydflader til at sprede budskabet om gender equality og kvinderettigheder. Se, om du kan høre nogen skjulte meninger i hendes nyeste udspil “Everyday” i bunden af artiklen.
Nicholas Skirl – “I’m Done”
Debutsinglen “I’m Done” fra dansk/engelske Nicholas Skirl har også vundet en plads på vores liste med nordiske hits. Nummeret byder på rendyrket singer/songwriter-pop med akustisk guitar og et blidt vokal-udtryk. Der er en stor mængde af tilbagelænethed over hans lyd, hvilket passer godt ind på sådan en efterårsdag som i dag, og inderligheden bag den blot 22-årige sanger skinner igennem – særligt sårbar bliver han, når han i sin velsmurte falset synger “I’m done”.
Om nummeret siger Nicholas selv:
– Mine sange handler først og fremmest om ærlighed! I’m Done er derfor min måde at sige, at folk burde fortælle tingene som de er, i stedet for at gå og gemme på alting. Ærlighed handler i virkeligheden om at turde være sårbar.
I sin sangskrivning henter han inspiration fra nogle af de helt store kunstnere som The Beatles, Paolo Nutini, Harry Styles og Sam Smith, og det synes vi nu altså godt, at man kan høre i nummeret. Men du kan jo selv lytte med herunder og se, om du er enig.
Ellers tilføjet:
Takykardia – “Ritula”
IAMJJ – “Hitomalo”
GENTS – “Emotional Facelift”
Vås – “Hånd i Hånd”
IDA KUDO – “Gold”
WIINSTON – “rational”
Delsbo Beach Club – “Something’s Over”
PROFESSOR PUS – “FEJL”