14 nov Nordiske Hits // uge 46
Foto: Sebastian Vistisen Toft
Denne uge har endnu engang budt på en masse musikalske lækkerier til fra de nordiske græsgange. I dag har vi derfor opdateret vores Nordiske Hits Playliste med 7 numre, hvor især ugens R&B-og hiphopudgivelser står stærkt i billedet.
Goss – “These Days. I Don’t Know”
Vi har tidligere kastet kærlighed efter den danske artist Goss, da han i slutningen af sidste måned udgav singlen “There’s Just So Much a Heart Can Take”, som bød på flydende R&B, et laid-back beat, bølgende synth og en luftig, forførende vokal. I sidste uge udgav den danske musiker og producer så endelig sin nye EP Homeland Security, som byder på fem lækre og melodiske elektrosoul-ballader, der i sammenspil med den unge sangers karakteristiske stemme får tingene til at gå op i en højere enhed. EP’ens første nummer “These Days. I Don’t Know” er ingen undtagelse, og byder på dyb bas, veludført vokal og finurlig synth, hvorfor den er at finde på denne uges Nordisk Hits-liste.
MONTI – “Sit Down”
På denne uges Nordiske Hits-liste kan du også finde den aarhusianske hiphop-gruppe MONTI. Den danske femkløver udgav i sidste uge singlen “Sit Down”, som udkommer i kølvandet på en lang række festivalbesøg denne sommer samt udgivelsen af dobbeltsinglen “ONE” og “TWO”. Singlen byder på et lækkert laid-back beat, shoegaze-klingende guitar/keys-kombinationer, funky bas-licks og legende synthesizers. Singlen er alt i alt bare et vildt lækkert nummer, og det virker næsten som om, at vi har med et band at gøre, der stemningsmæssigt kan byde på den type ørehængende, gennemførte laid-back hiphop, som man tidligere har set fra blandt andet den danske hiphop/jazz/funk-gruppe Nobody Beats The Beats.
WIINSTON – “Angelina”
Den danske R&B/pop-duo WIINSTON manifisterede sig for alvor som en stor spiller på den danske – og måske internationale – hiphopscene efter udgivelsen af debutsinglen “Canada” i 2017. Herigennem tilegnede den dynamiske duo sig en pladekontrakt med det store amerikanske label Capitol Records, hvorfor det kan tænkes, at vi kun har set brøkdelen af, hvad der er i vente fra den danske gruppe. I sidste uge var der så nyt fra den de to unge gutter i form af singlen “Angelina”. Singlen er en svedig blanding af R&B, hiphop og pop, hvor dyb bas, en taktfast og insisterende highhat samt flydende og catchy vokaler giver os et veludført nummer med internationalt potentiale.
Ellers tilføjet:
Húm – “Á Meðan Borgin Sefur”
In Memoirs – “Stray Dogs (Acoustic Session)
Jonas Brøg – “I Think of You I Cry”
Dans og Lær – “Munk”