Koncertanbefalinger // Uge 45

Foto: serpentwithfeet // PR

Endnu engang er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som denne gang byder på hele 19 sprøde acts, du kan nyde glæde af i ugens løb. Vi har fremhævet seks styks, som vi synes er særligt interessante, der byder på alt fra alternativ 4-dages festival til britisk “pop rocking punk” og australsk indie-rock.

Sorte Firkant Festival

Hvornår: Torsdag den 08. november – søndag d. 11. november
Hvor: Nørrebro (diverse spillesteder)
Er du i humør til at kaste dig ud i et lidt større musikeventyr, kan du i weekenden svinge ind forbi indre Nørrebro, hvor Sorte Firkant Festival løber af stablen. For tredje år i træk afholdes den alternative festival, der strækker sig over 4 koncertdage, på venues i og omkring Nørrebros sorte firkant, som Spillestedet Stengade, Koncertkirken på Blågårdsplads, Blågårds Apotek, Støberiet, Blågårdens Bibliotek, Caféen Sorte Firkant og Brorsons Kirke. Det er et ret imponerende line-up, der er blevet strikket sammen, hvor du har mulighed for at opleve artister som Snail Mail, Black Light White Light, The Entrepreneurs, We Are The Way For The Cosmos To Know Itself og Yune. Be there or be square!

Dream Wife

Hvornår: Tirsdag den 06. november
Hvor: Hotel Cecil
Hvis du ikke lige ved, hvad du skal bruge din tirsdag aften på, vil vi anbefale dig at svinge ind forbi Hotel Cecil, hvor den Londonbaserede trio Dream Wife byder på “Pop Rocking punk”. Bag kunstnernavnet finder vi Alice Go, Bella Podpadec og Rakel Mjöll, der senest er aktuel med det selvbetitlede januaralbum Dream Wife. Deres veje mødtes på Brighton University, hvor de sammen studerede visual arts, inden de kastede sig over det musikalske eventyr Dream Wife. Der er kvinde-power og kamp-attitude for alle pengende hos de tre sangerinder, og navnet er da også et lille diskret opgør med objektiviseringen af kvinder. I øvrigt er den danske talentfulde rock-trio Velvet Volume, der som support åbner ballet.

Sophie Hunger

Hvornår: Onsdag den 07. november
Hvor: Lille VEGA
Onsdag aften har du mulighed for at opleve den skønne singer/songwriter Sophie Hunger, der fyrer op under Lille VEGA med sine jazzede folk-tunes. Den Schweiziske artist debuterede i 2007 med albummet Sketches on Sea og er senest aktuel med Molecules-albummet fra august måned i år. Med en opvækst i både Zürich, Bonn og London har den 35-årige sangerinde et internationalt særpræg, som hun bringer med ind i sin musik, når hun synger på både engelsk, fransk, tysk og italiensk. Lad dig forføre at Sophies eksperimenterende jazz-folk, når hun onsdag inviterer en tur indenfor i sit særlige lydunivers. I sidste uge svarede den schweiziske artist i øvrigt på 10 hurtige spørgsmål, som du kan læse her.

Middle Kids

Hvornår: Torsdag den 08. november
Hvor: Ideal Bar
Den australske indierock-trio Middle Kids tager de varmere himmelstrøg med til det danske land, når de torsdag aften lægger vejen forbi Ideal Bar. Gruppen debuterede tidligere på året med albummet Lost Friends, og har siden sluppet oktober-singlen “Salt Eyes”, der flyder over af lækre indie-toner. Selv den gode Elton John har lagt mærke til trioens talent, da han tilbage i 2017 skamroste “Edge of Town”-singlen – et skulderklap der ikke er mange, der kan bryste sig af. Tidligere i år stillede vi de unge australiere 9 hurtige spørgsmål, som du kan læse lige her.

Father John Misty – Forum Black Box, d. 10.

Hvornår: Fredag den 10. november
Hvor: Forum Black Box
Fredag aften byder på en af det helt store kanoner i den internationale musikbranche. Den amerikanske singer/songwriter Father John Misty vender atter snuden imod det danske land, når han på lørdag giver koncert i Forum Black Box. Den populære musiker har tidligere høstet gode anmeldelser for hans optræden på både Roskilde og senest Northside Festival, og har siden 2015 faktisk givet hele syv koncerter på dansk grund. Artisten er senest aktuel med 2018-albummet God’s Favorite Costumer, der er det fjerde album i rækken fra den garvede musiker.

serpentwithfeet

Hvornår: Søndag den 11. november
Hvor: Lille VEGA
I 2017 udpegede vi ham, som en af de artister man skulle holde særligt godt øje med fremover, og det fik vi blandt andet bekræftet, da han til dette års Haven Festival leverede en glimrende koncert. Den eksperimentelle queer-artist serpentwithfeet er kendt for sin karakteristiske falset-fraseringer og et musikunivers, der byder på alt fra R&B og soul til gospel og electronica. Er dine lørdagsplaner endnu ukendte, anbefaler vi helt sikkert, at du svinger ind forbi Lille VEGA, når den amerikanske multikunstner teaser sit talent.

Gå heller ikke glip af:

Unknown Mortal Orchestra – Store VEGA, d. 6. november
John Grant – Store VEGA, d. 7. november
SILQUE – Musikcaféen, d. 8. november
Ryley Walker – Lille VEGA, d. 8. november
Rasmus Matthiesen – Hotel Cecil, d. 9. november
Talib Kweli – Lille VEGA, d.  9. november
Av Av Av – Store VEGA, d. 9. november
Wallis Bird – Ideal Bar, d. 9. november
Tom Walker – Lille VEGA, d. 10. november
The Underground Youth + JoyCut + Deadpan – Musikcaféen, d. 10. november
Live Foyn Friis – Kulturhuset Islands Brygge, d. 10. november
Tom Odell – Store VEGA, d. 11. november
Natalie Prass – Hotel Cecil, d. 11. november

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com