23 nov Københavnske M.I.L.K. (feat Nemir) bringer varmen til Danmark med kalypso-bangeren “Time For Reinvention”
Foto: PR
Forestil dig, at du danser rundt med bare tæer på en sandstrand under sydligere himmelstrøg. I hånden har du en iskold Piña Colada, solens varme bølger indover dig, mens du svinger hofterne i takt til de skvulpende calypsorytmer. Danske M.I.L.K. blæser på novemberkulden og bringer sommervarmen tilbage med singlen “Time For Reinvention”.
Vores begejstring for det nye M.I.L.K.-track vil ingen ende tage. Her har den københavnske sanger slået pjalterne sammen med den talentfulde, franske rapper Nemir, og udarbejdelsen af pop-bangeren sker på baggrund af et gensidigt ønske om et samarbejde fra de to artisters side. Da Emil Wilk, manden bag M.I.L.K, ikke mestrer det franske sprog og Nemir ikke kan tale engelsk, er kommunikationen udelukkende løbet igennem musikken. Resultatet er det usansynligt lækkere kalypso-feast “Time For Reinvention”.
Om samarbejdet forklarer Emil:
– Jeg har lyttet enormt meget til Nemirs musik igennem det sidste år. Det var mit pladeselskab der spillede det for mig første gang, og fra start af var jeg helt pladask forelsket. Og så fandt jeg ud af at Nemir også gik og lyttede til M.I.L.K., og derfra gav det bare vildt god mening at prøve at blande vores universer og lave noget sammen.
Det nye singleudspil er en forførende, tilbagelænet fornøjelse. Båret frem af kalypsorytmer, den karakteristiske spanske guitar, velplacerede saxofonsekvenser fra den lungebårne afdeling, M.I.L.K.s laid-back og luftige vokal og ikke mindst Nemirs franske gloser, går nummeret op i en højere enhed.
M.I.L.K., der senest er aktuel med 2018-EP’en Maybe I Love Kokomo, har parret det legende beat med et dybfølt tema, der blandt andet kredser om knas i parforholdet. Singlen kommer derfor til at afspejle kærlighedens kompleksiteter, både på godt og ondt.
“Time For Reinvention” er som skræddersyet til din fredag aften – så miks dig selv en drink og smid nummeret på anlægget i en fart: