FORPREMIERE: Sonny Pablo debuterer med futuristiske R&B-toner på “Feel It”

Foto: Ursula Marlee Marcussen

En ny dansk R&B-duo har set dagens lys – er du ikke allerede bekendt med Sonny Pablo, bør du følge godt med her.
Den danske duo Sonny Pablo bringer i morgen det første glimt af deres lydunivers, når debutsinglen “Feel It” langes over disken. Vi har dog fået lov til at bringe en forpremiere på tonerne fra de dugfriske talenter, som du kan boltre dig i nederst i artiklen.
Sonny Pablo, der består af gutterne Rasmus Kolding og Markus Artved, er et ganske nyt musikalsk projekt, der tog sin begyndelse for blot seks måneder siden. “Feel It” er resultatet af maj-månedens sommervarme, festivalernes koncertenergi og dagen-derpå-tømmermænd, og er den første single fra duoens album Stallion, der lander allerede den 30. november. Et album, der pressede sig på og blev skrevet og produceret i et afsidesliggende, østjysk mejeri på blot to uger.
“Feel It” skydes i gang med en bankende, levende basrundgang, der sniger sig afsted hen over nummeret. De elektroniske toner akkompagneres af den søvnige vokal og et skrøbeligt klaverriff, der med dets mange gentagelser indhyller nummeret i beroligende skvulp. Førstesinglen er en laid-back fornøjelse, og det halvdøsige track får dig til at læne dig tilbage og mærke efter (pudsigt nok).
Indtil debutalbummet Stallion lander i næste uge, kan du fornøje dig med de rolige “Feel It”-toner her:

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com