14 nov Fem udpluk fra de første dage på Sorte Firkant Musikfestival 2018
Foto: Majbritt Press
I weekenden blev Nørrebro-eventet Sorte Firkant Musikfestival afholdt for trejde år i træk – og vi var med på festivalens første dage. Her er en lille oversigt over de bedste acts vi oplevede under torsdagens og fredagens program.
Vi var i sidste uge et smut forbi Nørrebro, hvor den alternative Sorte Firkant Musikfestival løb af stablen fra den 8. til den 11. november. Konceptet var ganske glimrende; her kunne man shuffle rundt mellem 25 koncerter med artister fra ind- og udland, på venues i og omkring den sorte firkant på Nørrebro, heriblandt Spillestedet Stengade, Koncertkirken på Blågårds Plads, Blågårds Apotek, Støberiet, Blågårdens bibliotek, Caféen Sorte Firkant og Brorsons Kirken. Besøgstallene til de koncerter, vi så, matchede desværre ikke de ellers fede rammer og lineup (som blandt andet inkluderede amerikanske Snail Mail, australske Rolling Blackouts Coastal Fever og danske navne som The Entrepreneurs og Yune). Det var ærgerligt for de dygtige musikere, der ellers stod klar til at give de musiksultne én på opleveren.
Her er vores oplevelser med fem af de optrædende.
Bene
Til at åbne ballet havde festivalen fået fingrene i den charmerende sangskriver Bene. Kvinden bag er Benedicte Pierleoni, der ud over at fifle med sit eget soloprojekt også giver den som trommeslager i det danske rockband Baby In Vain. I sidste uge havde vi fornøjelsen af at premiere den nye live session-single “Push”, lige op til torsdagsåbningen af Nørrebro-festivalen på Spillestedet Stengade. Udover numre fra 2017-EP Forgotten Memories, spillede Bene i torsdags en god portion nybrygget musik, hvilket hun selv omtalte som en smule “Noieren”. Det var en lidt forsigtig, men alligevel rolig sangerinde, der stod på scenen med sit band. Selvom nogle af sangene måske var en smule uprøvede (sådan virkede det til tider), formåede hun at ramme en nerve, der gjorde det svært ikke at lade sig forføre af hendes umiddelbarhed. Især var det artistens evner som historiefortæller, der imponerede, når hun i bedste Bob Dylan-stil leverede folkelige musikfortællinger. Det gjorde faktisk ikke så meget, at der var lidt få fremmødte til koncerten, for Bene vendte straks stemningen til en hyggelig, jammende intim-koncert.
Blood Child
Fredag aften startede vi igen på Spillestedet Stengade, hvor den danske rock-kvartet Blood Child kickstartede aftenens program. Her bevægede gruppen sig i den lidt tungere ende af rock-skalaen, med lyden af en pumpende bas, hårdtslående trommer og en insisterende vokal. Den rå lyd, der mødte os gav mest af alt en garageagtig grunge-vibe, hvor de forskellige disharmonier, instrumenterne imellem, skabte et lettere kaotisk lydbillede – hvilket ganske sikkert var med fuldt overlæg. Udover den solide portion af forfinet støjrock, bevægede Blood Child-tonerne sig i kontrasternes felt, hvor tunge – til nærmelsesvist metal-agtige -sekvenser blev afløst af opløftende og nærmest poppede omkvæd. Med koncerten viste rock-kvartetten, at de læner sig ganske fint op ad den genopstandelse af post-punk-rocken, vi ser lige for tiden og nyder godt af.
Dune Messiah
Efter Blood Child-koncerten bevægede vi os ned ad Blågårdsgade mod Koncertkirken, hvor den københavnske neofolk-gruppe Dune Messiah var den næste i rækken til at imponere os. I front for projektet finder vi den talentfulde sanger Magnus Westergaard, der sammen med sine to medmusikanter stilsikkert indtog det charmerende kirkerum. Gruppen leverede velspillende, folk’ede indie-rock toner, der til tider flød over i et tungt, grunge-agtigt lydbillede. Desuden havde trioen medbragt sig en trompet, der med en gjaldende fanfare fik lov til at skyde hele herligheden igang, og som derudover flittigt blev brugt gennem koncerten. Mest iørefaldende var Magnus’ imponerende dybe vokal, der vandrede både flydende og insisterende hen over musikken, og som straks trak referencer til nogle af musikverdenens helt store kanoner som Nick Cave og Leonard Cohen, med et strejf af Johnny Cash. Stemmen kom særligt til udtryk i de mere afdæmpede folk-numre, og vi blev da helt blæst bag over, da han efter i en halv time at have indhyllet os i sin mørke, varme vokal, satte vokalen en oktav op.
The Shaking Sensations (TSS)
Efter Dune Messiah-koncerten blev vi hængende i Koncertkirken, hvor den atmosfæriske instrumentalrock-gruppe TSS fra start cementerede deres rockede lydunivers. I stedet for en forsanger havde bandet en leadguitarist i front, akkompagneret af tunge trommer, en dundrende bas og cirkulerende guitarriffs, der til tider tangerede til at give en messende, tranceagtig feeling. TSS arbejdede i særdeleshed med at skabe kontraster mellem det tunge rock-udtryk og det atmosfæriske, hvilket resulterede i en dynamisk og udtryksfuld karakter. Rammen for den dybe bund lå i de to trommesæt på scenen, der blev akkompagneret af to guitarer og en bas, som tilsammen udfoldede de tunge toner til noget, der nærmede sig dansabelt indie. Koncerten blev bundet sammen af instrumentale overgange numrene imellem, hvor musikken forgrenede sig og flød sammen til et sammenkog af dynamisk rock.
Rome In Reverse
Efter at være blæst godt bagover af koncertkirke-rock, traskede vi over på den anden side af den sorte firkant, hvor Støberiet bød på musik i en lidt anden boldgade. Egentlig havde vi set frem til at høre den islandske synthpunk-gruppe Kælan Mikla, der dog desværre sad fast i en lufthavn et eller andet sted i Europa. I stedet for havde bookerne fået fingre i den italienske, men københavnsbaserede DJ Rome In Reverse, der stod klar bag mixerpulten. Mens stetoskoplyset drønnede derudaf, stod kvinden bag, Antonella Pacifico, og drejede knapper og headbangede i takt til de stærkt dansable elektrotoner. Bassen pumpede, mens der blev mixet toner fra det ene svedige track efter det andet, i et sammenkog af både dance, trance, tehno, dub og triphop. Selvom antallet af fremmødte var begrænset, formåede hun at kickstarte et lille dansegulv, og der er ingen tvivl om, at hun ville have startet en kæmpe fest på enhver natklub.
