19 nov Den finske partystarter Jaakko Eino Kalevi forvandler januarmørket til pastelfarvet stjernestøv i Lille VEGA
Foto: PR
Hvis ikke han allerede har indtaget en plads i dit musikelskende hjerte, så må du hellere tage et lyt til Jaakko Eino Kalevi og hans ekstravagante og eksperimenterende electropopunivers nu. Vi lover, at du ikke vil fortryde det. Og den 24. januar kan du tilmed blive tryllebundet live, når finnen svinger forbi Lille VEGA.
Lige siden debuten i 2010 med albummet Modern Life, har Jaakko Eino Kalevi gang på gang vist, at han besidder en helt særlig evne til fuldstændig ubesværet at sammenflette saxofonbåret indie-rock med synth-baseret electropop, der krydres med en god portion 80’er-feeling og et drys pastelfarvet stjernestøv på toppen. Inspirationen finder Kalevi dels i barndomsminder, dels i sanseindtryk og de mennesker, han mødte i gennem sit job som sporvognsfører i hjemstavnen Helsinki.
I oktober måned var den finske trubadur så på gaden med endnu en genistreg, nemlig sit fjerde studiealbum, Out of Touch, der båder emmer af romance og melankoli. Om titlen fortæller Kalevi:
– It usually has negative connotations, but it can be the most ideal state. To be out of touch is to switch off, to not follow, to be in touch with the essential and the blissed out.
I kølvandet på albumudgivelsen har Jaakko Eino Kalevi i dag offentliggjort, at han bringer sit magiske musikmaskineri til den danske hovedstad den 24. januar næste år, nærmere bestemt Lille VEGA. Og vi er sikre på, at han vil være helt klar til at samle “People in the Centre of the City”.