Danske IAMJJ serverer melankoli forklædt i pop på den nye “Hitomalo”-single

Foto: Robin Skjoldborg

Er du tilhænger af velovervejet, melankolsk lyrik men også ret glad for pop-tunes, bør du kigge (og høre) med her. Danske IAMJJ når omkring begge dele, på sit nyeste singleudspil.
Den københavnsbaserede kunstner IAMJJ er tilbage med dybfølt lyrik forklædt i poppede toner, på det dugfriske singleudspil “Hitomalo”. I marts måned debuterede den 25-årige artist med fuldlængdealbummet Bloody Future, hvor melankoli blev dyrket for fuld udblæsning. Med “Hitomalo” berører han i den grad også dystre, eksistentielle emner, denne gang forklædt i pulserende, dansabelt pop.
Nummeret kickstartes af en trompetfanfare, hvorefter det taktfaste beat pulserer derudaf. IAMJJs karakteristiske mørke og varme vokal peppes op af en sporadisk falset, der flyder let hen over det synth-tunge og elektro-poppede track. Men lad dig ikke narre – under den bankende overflade lurer det dunkle lyrikunivers.
På den nye single kredser IAMJJ om “de gode og onde ulve” og sunde venskaber versus usunde venskaber, som skinner tydeligt igennem i titlen “Hitomalo”, der desuden er resultatet af at skubbe termen “high to my low” sammen.
Om “Hitomalo” forklarer IAMJJ:
– Jeg vil udforske, hvad der stimulerer dine dårlige tanker, og hvad stimulerer din motivation. Hvordan sørger vi for at få levet livet i stedet for at sidde som en stuebregne og forfalde.
“Hitomalo” er et frisk pust til IAMJJ-lyden, og blev da også modtaget med begejstring under københavnerens mange sommerkoncerter. Derudover er nummeret en slags løftet pegefinger til dyrkelsen af facaden, der finder sted i disse SOME-tider, når kunstneren udfordrer sine lyttere til at grave dybt ned bag pop-klangen for at fokusere på lyrikken.
Med det eksperimenterende og vellydende track, sætter IAMJJ ligesom barren for, hvad vi kan forvente os af kunstneren fremover. Hør de nye toner her:
 

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com