05 nov Cezinando – Store VEGA

Foto: Zuhal Kocan
Venue: Store VEGA
Dato: Lørdag den 3. november

Med sin indbydende koncert på store Vega, viste Cezinando, at han lige nu er en af Nordens mest spændende popnavne, med et stadigt voksende bagkatalog. Den bølge af succes, som han elegant har reddet på siden udgivelsen af albummet Noen Ganger og Andre, manifesterede sig i salen denne november aften. På trods af et smule sløvt midtersæt, virkede publikum meget positivt overraskede og kastede stor kærlighed tilbage til artisten.
[rwp_box id=”0″]
Cezinando er en af de mest interessante nordiske popnavne lige nu, hvis du spørger mig. Han er en rapper, der ikke ser det følsomme og poppede som en svaghed men nærmere som en styrke, når han bruger det til at skabe et følsomt, atmosfærisk og nøgent udtryk. Jeg så ham spille nogle få sange på Roskilde Festival 2018, inden jeg skulle videre. Men jeg blev ret forelsket i hans benovelse over publikums interesse i ham, hvilket også var tydeligt under aftenens koncert. På trods af at hans musik vidner om store ambitioner og en ligegyldighed overfor hvordan rap “skal lyde”, er han samtidig rodfæstet i, hvad der virker som en oprigtig og følsom personlighed.
Cezinando startede selve koncerten bag en meget sløret forgrund, således at man kun kunne ane kunstnerens karikatur under det atmosfæriske nummer “Uansett”, der også starter Cezinandos seneste albumudgivelse Noen ganger og andre. Lyset dannede former på noget jeg troede var røg, til lyden af autotune-harmonier og storladen pop, som man kender fra Cezinandos seneste musikalske univers. Hvad jeg troede var røg, viste sig dog at være et stort slørtæppe, der blev kastet ned fra loftet – et remedie der tydeligt præsenterede Cezinando, der gik igang med at spille “Heia mig”, som er en naturlig overgang fra “Uansett”. Det gav en super god effekt, der fik sat koncerten eminent igang, og publikummet dansede og sang da også automatisk med lige fra start.
Det kommer nok ikke som en overraskelse, at den tredje sang var den storladne “Ingenting blir det samme men samme for mig”, der på kunstneres seneste album kommer lige efter de to førnævnte sange. Generelt virkede der til at være et naturligt flow mellem de sange der var blevet valgt fra Cezinandos 2017 udgivelse, og som også dannede størstedelen af sætlisten. Og det var klart disse sange, der fungerede bedst til aftenens koncert.
Cezinandos ældre numre stod derimod ikke ligeså godt i sættet. Eksempelvis passede sangen “Fritidsaktiv”, med sin selvironiske tekst der formidles henover et elektronisk trommemaskinebeat, ikke særlig godt ind i den meget overvældende følelsestrøm, som Cezinando har arbejdede på de sidste to år. Det blev på en måde en smule useriøst. Men det illustrerer dog ganske fint, at Cezinando stadig er igang med at udvikle sin lyd, og måske ikke har repertoiret til at undgå et stilskift mellem sin gamle teenage-selvironiske rapperstil og sin nye originale sammensmeltning mellem rap og pop. Under midten af koncerten var der derfor heller ikke rigtig engagement fra de fremmødte, hvorimod i Cezinando ikke behøvede at gøre noget for at der blev skrålet og sunget med på hans hits i starten og i slutningen af koncerten.
Koncerten var klart bedst, da de strygere og blæsere som artisten havde taget med til koncerten, virkelig fik lov til at skinne igennem. Ekstremerne mellem det nøgne og simple og det episke og storladne, som Cezinando virkelig forstår at dyrke uden at det flyder over og bliver til pop-klichéer, fungerede fantastisk til aftenens koncert, hvilket strygerne og blæserne var med til at understrege og underbygge.
Derudover var det ret interessant og underholdende at lytte efter det danske sprog, hos nogle af de andre publikummere i VEGA. Det lød lidt som om, at de eneste der var mødt op til aftenens koncert var nordmænd, mens de få danske sætninger jeg hørte var fra de ansatte på Store VEGA. Det betød dog også, at der meget let opstod en fællessangsstemning på de meget sangbare og melodiøse sange. Selv kunne jeg ikke teksterne, men det kunne salen til gengæld i voldsom grad. Jeg tror oprigtigt på at Cezinando blot kunne have stået stille og kigget ud over salen, mens publikummet så ville have taget sig af resten. Det var meget magisk og rørende at høre hele salen synge “Håper du har plass” og “Vi er perfekt men verden er ikk det”. Jeg forstod ligepludselig hvilken kraft de to sange har som ungdomshymner.
Aftenen fik derfor en helt perfekt slutning, på trods af den halvsvære midte i koncerten. Der kan ikke være tvivl om at Cezinando flyver afsted med raketfart, mod at blive en af de mest spændende popstjerner der udspringer fra 10’erne, hvilket koncerten viste ganske fint.