fbpx

PREMIERE: Danske LIEB slipper melankolsk, men håbefuld, musikvideo forud for debut-EP’en “Drømmenes Planet”

Foto: Van Horn

Den Københavnsbaserede kvintet LIEB er i dag på banen med musikvideoen til nummeret “Drømmenes Planet”. Vi bringer en premiere, forud for udgivelsen af morgendagens debut-EP med samme navn. 

Vi har i dag fået fornøjelsen af at premiere den dugfriske musikvideo til “Drømmenes Planet”-singlen fra det spirende københavnerband LIEB. Gruppen slap titelnummeret i kølvandet på debutsinglen “Nøgen”, der landede tidligere i efteråret, og i morgen langes debut-EP’en med samme navn Drømmenes Planet over disken.

Bag kunstnernavnet finder vi Kevin Bavnhøj (Vokal/Guitar), Anton Girotti (Bas), Jeppe Grau Thomsen (Trommer), Tobias Lukassen (Keys) og Markus Mohr (Guitar), der er leveringsdygtige i hvad de selv kalder “sprogligt nærvær og slidt glitterguitar” – en meget rammende beskrivelse for den lyd der møder os på “Drømmenes Planet”.

De taktfaste trommer akkompagneres af loopende guitarrifs, pulserende bas-sekvenser og et drys af synth, i en mikstur af håbefuld pop og melankolsk rock. Mest iørefaldende er dog Kevin Bavnhøjs karakteristiske vokal, der sender tankerne i retningen af en gammel traver som John Mogensen. Det lyriske udtryk får en ganske særlig plads, når den København-baserede gruppe, gennem deres musik, forsøger at finde meningen med den til tider overrumplende tilværelse.

Om “Drømmendes Planet” forklarer Kevin Bavnhøj:

– Drømmenes Planet’ er skabt ud fra min egen higen efter et andet sted, hvor jeg bevidst kunne flygte fra virkeligheden. Et sted hvor det er okay at døse hen, og hvor hverdagens små og store pligter kun er en lille violet plet på væggen.

– I en periode var jeg, som mange andre, endt i en dyb depression. Alt var gråt i sort, og jeg var langt væk fra mine drømme. Jeg skulle vækkes og guides til at finde den rette rute for mig. Fortællerstemmen i sangen er ham, der byder alle velkommen på planeten. Han sørger for, at alt forløber efter bogen, og at vi kommer tilbage til planeten Jorden i god behold.

– Drømmenes Planet er ikke kuren til at komme ud af en fængslende sygdom, men idéen om dette sted gav mig en ro til at lade mine tanker flyve og samtidig se virkeligheden i øjnene uden at skælve eller stikke halen mellem benene.

Den melankolske – men alligevel håbefulde – single akkompagneres i dag af den stemningsfulde video, hvor vi præsenteres for en kvinde, der vandrer rundt i Københavns mørklagte gader. Bybilledet afløses til tider af små live-session-sektioner, der giver et lille glimt af bandets udførelse af nummeret.

Du kan se den dugfriske “Drømmenes Planet”-video lige her:

Tags:
Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com