fbpx

10 hurtige til… Grace Carter

Foto: PR

Vi har sendt vores 10 hurtige spørgsmål efter endnu en spændende artist, vi holder et vågent øje med. Mød Grace Carter, som svarer på spørgsmål om inspiration, koncerter og hendes yndlings-act lige nu.
Det har været et vildt år for britiske Grace Carter, som lige nu hitter stort med sangen “Why Her Not Me”. Nummeret er en følelsesladet eksplosion af stor og pompøs poplyd fra den Brighton-fødte sangerinde, der trods sine kun 21 år allerede har banet sig vej til en karriere, de fleste kun tør drømme om. Hun har spillet supportjobs for stjerner som Dua Lipa, Haim, Jorja Smith, Rag’N’Bone Man og Dermot Kennedy, og nu begynder hendes egne headlinere så småt at tage form. Hun har blandt andet Ideal Bar på programmet, og så har hun allerede lagt vejen forbi det legendariske spillested Village Underground i London, som hun nedenfor afslører var den bedste koncert, hun endnu har givet. Du kan også blive klogere på, hvad hun ville lave, hvis ikke hun skulle udleve sine musikerdrømme, og hvor hun henter inspiration.
Du kan læse et mere dybdegående interview med Grace Carter fra tidligere på året her.

Tre ord, der beskriver min musik, er…


– Ærligt, ’empowering’ og emotionelt.

Jeg begyndte at lave musik fordi…


– Min stedfar introducerede mig til sangskrivning som en måde at processere følelser og oplevelser, jeg havde, da jeg var barn.

Jeg får inspiration fra…


– Mit liv og de oplevelser, jeg har. Jeg har altid kun skrevet sange om ting, jeg selv har været igennem. Det er det eneste, jeg kender.

Den bedste koncert, jeg nogensinde har spillet var…


– Mit headline show I London på Village Underground var et ret stort øjeblik. Min mor og hele min familie var der, og alle sang med på hvert et ord. Det føltes virkelig specielt.

Det fedeste sted, jeg kunne forestille mig at spille, er…


– Jeg ville elske at spille i Jamaica. Jeg er halv jamaicaner, men jeg har aldrig været der, så det ville være rimelig sejt.

Hvis ikke jeg var musiker, ville jeg være…


– En terapeut eller tennisspiller. Tennis var min første kærlighed, men musik og sangskrivning overtog.

Mit yndlings act lige nu er…


– Jeg elsker Seinabo Sey. “I Owe You Nothing” er et TUNE.

Det vigtigste for mig, når jeg laver musik er…


– At det betyder noget. Sangskrivning for mig er en måde at lukke mine følelser ud på, så det er vigtigt, at jeg skriver og synger om noget, der er vigtigt for mig.

Når folk lytter til min musik, skal de…


– Forhåbentligt føle et eller andet!

Min kommende koncert i København bliver…


– SICK.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com