bandsoftomorrow.com | Lewis Capaldi: »Min indgang til musikken var at spille koncerter«

Lewis Capaldi: »Min indgang til musikken var at spille koncerter«



Foto: PR

Lewis Capaldi stormer frem på den internationale musikscene, og herhjemme har vi også fået øjne og ører op for det skotske talent. Han har netop udgivet EP’en BREACH, og tirsdag den 27. november tager han den og resten af sine dybtfølte sange med til et udsolgt Lille VEGA. Vi har mødt den unge singer-songwriter til en snak, så du kan lære ham bedre at kende.

Det lyder som en slidt og efterhånden alt for brugt vending at starte mit interview med en kommentar om, at man kan kende et talent, når man står over for det. Ikke desto mindre var det præcis den følelse, jeg stod med, da jeg på by:Larm Festival i Oslo tidligere på året hørte Lewis Capaldi live for første gang.

Den skotske singer-songwriter har på ret beskeden tid samlet sig en ikke særlig beskeden fanskare af tæt på 4 millioner månedlige lyttere på Spotify alene, og blandt de mange fans står verdensstjerner som Niall Horan, Ellie Goulding og Sam Smith. Sidstnævnte varmede Capaldi tidligere på året op for i Royal Arena, og det satte også skub i begejstringen herhjemme. Der gik kun en uge, før Lewis Capaldis koncert på Lille VEGA den 27. november blev udsolgt.

Capaldi single-debuterede i midten af 2017 med nummeret “Bruises”, som bød på en perfekt blanding af et skrøbeligt instrumentalt udtryk, Capaldis kræftfulde vokal i kontrast, hjerteskærende lyrics og afsindigt catchy melodistykker. Året rundede han af med debut-EP’en Bloom, som cementerede hans talent, og i starten af 2018 var han eftersigende at finde på intet mindre end 30 ‘ones-to-watch’-lister verden over. Udover de prominente fans blandt britiske verdensstjerner, er den amerikanske producer, sangskriver og lydingeniør James Ryan Ho aka Malay (bl.a. Frank Ocean, John Legend, Lykke Li, Lorde og John Mayer) også faldet for Capaldi, og de to har også arbejdet sammen.

De første skridt


For lige at sætte scenen for vores interview, så befinder vi os i et meget koldt Oslo i starten af marts 2018 på by:Larm Festival, som bedst kan beskrives som en norsk pendant til SPOT Festival herhjemme. Det er altså en festival, der byder på en blanding af showcases med spritnye artister og diverse konferencetilbud for musikbranchefolk fra hele verden. Formatet er stadig ret nyt for Lewis Capaldi, som fortæller mig, at han kun har spillet fire showcases før denne her. Han hører ofte, at det ikke er det fedeste at spille til de her industri-ting, fordi publikummet primært udgøres af stillestående ‘stive-i-betrækket’-agtige musikbranchesnobber, men det rører ham ikke rigtigt.

Det har været sjovt. Folk siger altid, at de her industri-ting er dårlige. Den følelse har jeg slet ikke. Jeg spiller nok en form for musik, hvor folk alligevel bare står stille. Hvis jeg havde mit fulde band med, ville det måske være sværere, fordi jeg ville føle, at energien skulle være højere, men når det bare er mig, mit klaver og min guitar, kunne jeg gøre det her hele dagen.

Capaldi er indbegrebet af en varm person, når man sidder over for ham. Han har bevaret fodfæste, selvom hans karriere er ved at stikke helt af, og han på det her tidspunkt har en Sam Smith support-tour foran sig. Og det er ikke kun på tomandshånd, at han virker varm og åben. Han interagerer flittigt med publikummet mellem numrene på en delvist akavet, delvist virkelig charmerende måde. Det føles som om, han ikke har lavet andet end at stå på en scene, og det er faktisk heller ikke så langt fra sandheden, som det måske lyder.

For mig er det at spille live, sådan det hele startede. Min indgang til musikken var at spille koncerter, og jeg har brugt meget mere tid på at spille koncerter, end jeg har i studiet. Derfor er det også det nemmeste for mig nu. Jeg synes, det er meget sværere at indspille, fordi jeg simpelthen ikke forstår, hvorfor vi ikke bare kan udgive det vi har lavet med det samme, forstår du, hvad jeg mener? siger han med sin tykke skotske accent og et grin. Bare indspil mig og klaveret og få det ud!

En del af Capaldis glæde ved at spille live ligger i de mange snakke, han har med publikum efterfølgende. Og heldigvis er reaktionerne altid positive – i hvert fald dem, han selv hører.

De eneste, jeg taler med, er dem der nød det. Jeg tror, at dem der har hadet koncerten allerede er gået, siger han og griner. Det ville være mærkeligt, hvis der var en, der kom op efter showet og sagde, ‘Jeg synes bare du skal vide, at det dér var frygteligt’. Men måske sker det en dag. Jeg er bare taknemmelig for, at folk kommer til showet, selv hvis det er en industri-ting. Jeg er taknemmelig for at folk fra industrien kommer og fucking bruger deres tid på at se mig. Så efter showet er det mest bare mig, der takker folk for, at de er kommet.

Lewis Capaldis live-eventyr (og dermed generelle musikalske rejse) startede med små koncerter rundt omkring på pubs i Skotland. Han var 17/18 år gammel og stadig for ung til rent faktisk at måtte være på en pub. Så han ville gemme sig nede i bagi, løbe op med sin guitar, spille tre timers cover-numre og blive bedt om at gå igen. Det var de gigs, der betalte bedst, og det var god øvelse i at spille i længere tid, fortæller han.

Mens de fleste upcoming artister kæmper med at få en god Manager, stod Lewis Capaldi pludselig med to, og det blev startskuddet til den videre udvikling i sangerens karriere. Den første Manager, han fik, stod for et lokalt initiativ, hvor unge musikere mellem 14 og 18 kan tilmelde sig og dyste om at blive sendt på turné for at få en oplevelse af, hvad det vil sige. Lewis Capaldi måtte ansøge to gange, før han blev valgt, og derfra er resten historie, hvad dét angår. Hans anden Manager er basically en Soundcloud-nørd, som bruger time ud og time ind, fortæller Capaldi, på at finde nyt talent på Soundcloud, og det var heldigt nok via Soundcloud, Capaldi i første omgang udgav sin musik.

Han sendte mig bare en email en dag og var sådan, ‘Jeg kan virkelig godt lide de her sange, vil du mødes og snakke om Management-ting?’. Det var ret naturligt.

Derfra vendte spillet for Lewis Capaldi, og hans managere foreslog, at han tog et år fri fra koncerterne og fokuserede al sin tid på sangskrivning og indspilning. Det var et år, han lærte meget af.

Efter det år skrev jeg min første single, “Bruises”, og det var første gang, jeg var sådan, ‘Det her er den sang, jeg vil udgive’. I marts sidste år, udgav vi så sangen, og det var der, jeg følte, at folk begyndte at holde øje med mig.

Baseret på egne erfaringer


Når man lytter til Lewis Capaldi, kan man godt forveksle ham med en meget gammel mand, der har levet et meget langt liv. Det var lidt samme følelse, man havde, dengang en anden britisk sanger og sangskriver, Jake Bugg, kom frem og blandt andet udgav nummeret “Seen It All”. Der er et eller andet over de mange fortællinger i musikken, der er uforligneligt med en fyr i midt 20’erne. Hvordan kan man have oplevet så meget i så ungt et liv?

Når jeg er 45 ser jeg sikkert tilbage på de ting, jeg skrev om i 20’erne og tænker, ‘Åh, det var så naivt’. Men jeg skriver bare om de ting, der sker i mit liv, og hvad jeg tænker på. Jeg kan kun skrive ud fra de erfaringer, jeg selv har gjort mig, så jeg forventer ikke, at folk evaluerer de ting, jeg siger. Det skal de ikke. Folk siger altid, at jeg skriver forud for min alder, men sådan føler jeg det ikke. Jeg føler mig bare som en 21 år gammel fyr, som skriver sange om de ting, jeg oplever. Og alle mine sange er skrevet sådan flere måneder, efter jeg har oplevet det, jeg skriver om. Hvis jeg har slået op med en, ville jeg aldrig kunne skrive en sang omkring det i det øjeblik. Jeg bliver nødt til at vente sådan seks måneder, så jeg kan se tilbage.

Det er altså ret personlige tekster, vi får fra Capaldi, og jeg spørger ham, om der er nogle emner, han ikke kan forestille sig at komme ind på i sin musik.

Jeg skriver ikke rigtigt om familie. I hvert fald ikke lige nu. Måske kommer jeg til det på et tidspunkt, men det bryder jeg mig ikke rigtigt om at skrive om. Jeg tror ikke, jeg ville kunne skrive om det, hvis der for eksempel var en i min familie, der gik bort. Nogle folk kan, og det er fantastiske sange, men jeg har ikke den følelsesmæssige kapacitet til at gøre det, fortæller han.

Udover personlige erfaringer, er der én anden ting, der kan inspirere Capaldi til en sang, og det er film.

Jeg elsker, elsker, elsker film. Der er mange, der elsker TV serier. Det har jeg aldrig rigtig forstået. Jeg elsker film. Men jeg ved ikke noget om film.

Har du nogensinde overvejet at skriv et soundtrack, spørger jeg ham med henblik på, at han sikkert ville være god til det.

Oh jesus, nej! Det har jeg slet ikke talentet til at gøre, svarer han ydmygt. Men han ville lyve, hvis han påstod, at han ikke havde lyst til det. Filmen “Submarine” har tidligere inspireret ham til at skrive en sang: Den handler om så basic en ting; bare en fyr i high school, som virkelig godt kan lide denne her pige. Det lyder som sådan en kedelig film, men den er fantastisk. Og så sjov, forklarer han.

Den har et fantastisk soundtrack skrevet af Alex Turner fra Arctic Monkeys. Det ville være cool at prøve at skrive til den, men det ville ikke være lige så godt som det Alex Turner har lavet. Der er også en film, der hedder “Prisoners”, som er virkelig fucking fed. Men det ville være et mørkt, mørkt soundtrack. Den handler om en far, hvis datter og veninde forsvinder, men det er ikke en Liam Neeson-ting. Den er virkelig intens. Det ville være så cool, men nok ikke rigtigt passe til min popmusik. Så er der også filmen Her”, om en fyr, der bliver forelsket i en computer. Weird shit.

Når telefonen ringer, fordi Sam Smith mangler support-navn


På det her tidspunkt, hvor jeg møder Lewis Capaldi, er der lidt over en måneds tid til, at han skal på scenen i Royal Arena som support for Sam Smith, og det ville næsten være mærkeligt, hvis jeg ikke spurgte ind til tanken om de mange udsolgte arena-koncerter, han snart skal kaste sig ud i.

Vi kunne tale om Sam Smith hele dagen, jeg fucking elsker den mand! siger han, da jeg nævner Smith’s navn. Det dér øjeblik, hvor man får et telefonopkald, sådan ‘Hey, du skal varme op for Sam Smith’… Den by, jeg er fra, har et indbyggertal på cirka 20.000 folk, og de fleste af de her shows, jeg skal spille har den kapacitet. Det er en af de ting, der bare ikke giver mening.

Det var Capaldis agent, der skaffede ham jobbet, og de kalder ham meget passende “the pizza man” – fordi han altid leverer, siger han. Og selvom det telefonopkald, The Pizza Man kom med, var det fedeste opkald nogensinde, var det også det mest nervepirrende.

Man får opkaldet og er sådan, ‘Fucking ja! det vil jeg vildt gerne’, og så er man sådan, ‘åh, jeg skal rent faktisk gøre det her. Jeg skal rent faktisk synge foran 16.000 eller 20.000 mennesker.’ En af koncerterne er for 36.000 mennesker. Så det er en af de der ting, hvor ens glæde bare topper i sådan tre dage, og så er man sådan, ‘Okay, vi skal være virkelig gode’. Det bliver svært arenaer af de her størrelsesforhold. Folk er der for at se Sam Smith, så det bliver svært at fange folks opmærksomhed, og selv hvis man gør, er det måske kun for én sang.

Men selv hvis folk bare nyder én sang, er Capaldi glad. Så længe de lige googler hans navn og følger ham et eller andet sted. Men det er mærkeligt, forklarer han. De små venues er fede, fordi han rent faktisk kan møde folk bagefter og sige hej, hvilket han erkender nok bliver lidt svært i arenaerne rundt omkring.

Det er nemmere at skabe en forbindelse med folk, når man kan trykke dem i hånden og sige ‘tusind tak, jeg er Lewis, her er der en CD’. Det kan jeg ikke til Sam Smith, så der er ikke andet for end bare at give en hjernedød optræden.

Det er vist ikke for meget sagt, at Capaldi gav det danske publikum, hvad de havde brug for, da han endte i Royal Arena, for hans danske fanskare voksede betydeligt. Mon ikke den øges yderligere, når han den 27. november igen lægger vejen forbi København til sin udsolgte headliner i Lille VEGA.

Du kan lytte til Lewis Capaldis nye EP BREACH her:

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com