fbpx

Moon Loves Honey deler ny single og skøn animationsvideo

Foto: Martin Cederholm

Danske Moon Loves Honey er i dag klar med en lækker dreampop-single og en dertilhørende animationsvideo, der viser fortællingen om et ungt par, der forelsker sig. 
Dagens single fra Moon Loves Honey hedder “Not Only In My Dreams” og er et solidt og forførende popnummer med masser af hjertevarme og en snært af melankoli. Nummerets udtryk er svært dragende med 80’er-prægede keys, en skyhøj falset og en blidt klingende, groovy bas – og er det også en snært af shoegaze, man fornemmer i de rockede elementer?
Omkvædet er catchy og chillwave-viben er enormt behagelig. What’s not to like?
Manden bag soloprojektet Moon Loves Honey er den aarhusianske sangskriver og producer Jeppe Dengsø. I 2016 udgav han EP’en Apart, og tidligere i år så hans debutalbum You Drift Away From Me dagens lys, hvilket medførte en turné i både Danmark og Tyskland i et live-setup bestående af fire medlemmer.
Men Dengsø hviler ikke på laurbærene og sender altså “Not Only In My Dreams” på gaden i dag. Og som om at det ikke var nok, så har sangskriveren også haft fat i Jane Winters fra MassArt College of Art & Design for at skabe den skønne og hyggelige animationsvideo, der går hånd i hånd med den auditive side af udgivelsen. Dengsø forklarer, at denne kombinationen af en single og en animeret musikvideo er den første af fire, der vil udkomme i løbet af de næste par måneder i samarbejde med filmanimatorer fra hele verden.
I videoen følger man et forelsket par, og i flotte billeder bliver deres (dagdrømmende) forelskelsesrejse og begyndende forhold visualiseret. Men i godt samspil med den skjulte melankoli i singlens lydunivers er der også en vemodig afslutning at hente ved at se videoen igennem. Den opmærksomme lytter vil også bemærke, at lyrikken indrammer et narrativ om den ægte kærlighed, som fortælleren ville ønske ikke kun var en drøm.
Dette til trods er animationsvideoen stadig et kig værd, og sangen kan du vist lige så godt sætte på repeat med det samme.
Se og hør “Not Only In My Dreams” her:

Martin Rahbek
martinrahbek@bandsoftomorrow.com