fbpx

FORPREMIERE: Lyt eksklusivt til debutalbummet fra danske BÜNNI

Foto: Alexandra Stroemich

Den københavnske multikunstner BÜNNI er i morgen på gaden med debutalbummet Permanent Vacation, som du dog allerede i dag kan lytte eksklusivt til lige her.
Vi skyder ugen igang med dugfriske toner fra et ret spændende musikalsk projekt. Vi har nemlig fornøjelsen af at holde forpremiere på det eksperimenterende og vellydende debutalbum Permanent Vacation fra den københavnsbaserede artist BÜNNI, som du kan høre nedenfor.
Bag kunstnernavnet finder vi Bünyamin Eroğlu, der udover sit eget soloprojekt også har en finger med i spillet i den alternative rock-gruppe Eerie Glue, som vi i 2017 i øvrigt fremhævede, som et navn, man skulle holde vågent øje med. Bünyamin er noget af en multikunstner, der udover at have skrevet alt musik og lyrik også har formået at indspille pladen helt på egen hånd – og med et ganske flot resultat.
Ligesom navnet hentyder, har Permanent Vacation på mange måder både været en både fysisk og mental rejse. Udover at det musikalsk projekt i sig selv har føltes som lidt af en eksperimenterende rejse, er selve pladen blevet til mange forskellige steder i verden. Ved brug af computer, Iphone, og professionelt udstyr, er det lykkedes Bünyamin at eksekvere små del-indspilninger i byer som Istanbul, Paris, Warszawa og Berlin, der efterfølgende er blevet finpudset i det københavnske studie.
Tematisk kredser Permanent Vacation om emner som kærlighed, længsel og i særdeleshed døden. De sidste par år har artisten faktisk har været en smule besat af døden – på en god måde – og Bünyamin forklarer det med, at alle mennesker kan identificere sig med døden. Udover selvfølgelig at være et tungt emne, kan døden også være smuk og ædel, og det er netop den slags melankoli, den københavnske sangskriver forsøger at skrive ind i sin musik.
Debutalbummet byder på et eksperimenterende og legende lydunivers, hvor poppede elementer sammenblandes med strejf af drømmende indie-rock. Det rå lydbillede giver en underspillet cool fornemmelse, der peppes op af en gennemtænkt og finurlig lyrik.
Du kan gå på opdagelse i BÜNNI’s nye toner her:

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com