bandsoftomorrow.com | Dermot Kennedy: Det er mærkeligt, at folk jeg ikke kender, pludselig går op i hvad jeg laver

Dermot Kennedy: Det er mærkeligt, at folk jeg ikke kender, pludselig går op i hvad jeg laver



Foto: Universal Music Group

Dermot Kennedy rejser verden rundt med sin blanding af rootsy folk og elektroniske hiphop-beats, som siden debut-EP’en i 2017, har charmeret flere og flere. Vi har mødt Kennedy til en snak om, hvor mærkeligt, det er, at fremmede mennesker pludselig går op i, hvad man laver, hvordan man finder inspiration, når man bruger hele året på landevejen, og lidt om det debutalbum, der er på vej fra “Power Over Me”-sangeren.

Det kan lyde som en stor kliché, men det er gået stærkt for den irske kunstner Dermot Kennedy. Han spillede i januar en udsolgt koncert i Lille VEGA, og mindre end et år efter, den 1. oktober, var han så rykket til Store VEGA som led i en omfattende Europaturné. Det var dér jeg mødte ham nogle timer inden koncerten, og han fortæller hurtigt, at det at turnere har vist sig at være hans yndlings del af livet som musiker. Kennedy, og resten af det 12 mand store crew, startede i begyndelsen af året, og det er faktisk første gang, han er afsted på en “rigtig turné med bus og det hele,” som han selv udtrykker det. I starten gik de helt amok over, hvor spændende det var, men som de efterhånden har vendt sig mere til det, føles det mest af alt bare som at være ude og rejse med sine venner, fortæller han.
Nu, en måneds tid efter vores snak og Kennedys besøg i Danmark, er Europa skiftet ud med Nordamerika, og til december rammer de Australien.

Med sig har han den seneste single, “Power Over Me”, som udkom den 16. oktober og er blevet til i samarbejde med Scott Harris og den Toronto-baserede stjerneproducer Koz (bl.a. Kendrick Lamar, Dua Lipa og Nicki Minaj). Nummeret streamer i millioner, og på én enkelt uge er det blevet afspillet hele 90 gange på Danmarks Radio. Da Kennedy gav koncert i Danmark, var nummeret stadig “skjult” fra offentligheden, men de heldige, der kom til hans koncerter, fik lov til at høre det før udgivelsen. Selv var han ikke helt sikker på nummeret, da han tog det med på setlisten, og han var faktisk ikke 100% glad for det. Men publikums positive reaktioner skulle vise sig at være en god indikator af, hvor godt nummeret nu klarer sig.

Kennedy rammer med sin musik tydeligvis et eller andet helt rigtigt, og det giver god mening, at så mange mennesker er faldet for den. Udover at han har en sprød, kraftfuld vokal, favner han med en unik blanding af traditionel Folk og elektroniske R&B/Hiphop-beats bredt i genre-spektret. Lyden er flere gange blevet sammenlignet med en blanding af Bon Iver, James Blake og Drake – så har ud ligesom noget at forholde dig til.

Når musikken pludselig også er for andre end én selv


Dermot Kennedy udgav sin debut-EP Doves & Ravens i 2017, og den bød på populære numre som “Glory” og “A Closeness”. Og selvom det hverken er annonceret med titel eller udgivelsesdato, så er det ingen hemmelighed, at der endelig er et debutalbum på vej.

Vi har spillet en masse ny musik til de her shows, og man arbejder jo på det lidt i skjul og håber på, at det er fedt. Og det er mærkeligt, fordi jeg nu er i en situation, hvor folk faktisk går op i det. Nu betyder det faktisk noget for folk, hvad jeg udgiver, og det er virkelig fedt at spille det live og få god energi tilbage. Så ved man, at man har gjort noget rigtigt, fortæller han, da vi sidder i VEGAs hyggelige backstageområde.

Hele denne her ting med, at der pludselig er en kæmpe gruppe mennesker, der går op i, hvad Dermot Kennedy udgiver (han har i skrivende stund tæt på tre millioner månedlige lyttere på Spotify), er generelt noget, der fylder meget i hans bevidsthed. Og det falder også i god tråd med hele denne her “det-er-gået-hurtigt”-pointe, som jeg lagde ud med.

For bare et år siden, var der ikke rigtigt nogle, der gik op i det, og jeg lavede bare musik for mig selv. Og det er et virkelig cool sted at være, fordi man er fuldstændig afslappet, og musikken bare dukker op, når den dukker op. Nu er der ligesom en forventning, og jeg ser folk på Youtube, der slår videoer op fra mine koncerter og er sådan, ‘Ny sang, ny sang!’ og andre, der skriver sådan, ‘Det her kan jeg godt lide’, eller ‘Det her kan jeg ikke lide’. Og det er mærkeligt, at der er folk, jeg ikke kender, som pludselig går op i den musik, jeg laver, siger han og griner: Men det er vel det, jeg gik ind til.

Han læser nogle gange, de kommentarer han får på eksempelvis Youtube, men han har fundet en rimelig god løsning på, hvordan han fortsætter med at være aktiv på sociale medier, og alligevel kan lukke eventuelt mindre flatterende kommentarer ude.

Der er mange, der skriver til mig, at jeg skal udgive et album, og at der går for lang tid, så jeg har denne her ting med nogle gange at poste et eller andet, og så slette appen lige bagefter. Så er jeg stadig aktiv på sociale medier, men jeg… altså 99% af de kommentarer, jeg får, er fantastiske at læse, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke rørte mig, når folk fortæller mig et eller andet, jeg skal gøre anderledes. Så det er nok ikke så sundt for mig at gå for meget op i det lige nu.

Foto: Universal Music Group

Det er generelt en balancegang, hvor meget Dermot Kennedy føler, han skal stole fuldt ud på sin egen mavefornemmelse, og hvor meget han skal lade udefrakommende meninger påvirke det musikalske output. En ting er sikkert, når man sidder over for Dermot Kennedy, og det er, at han er lige så ydmyg omkring sin musik, som han er passioneret og dedikeret. Og i sidste ende ved han nok godt, at det sidste ord er hans.

Jeg har visse sange, som jeg er 100% stolt af og tilfreds med, og lige meget hvad, spiller det ikke ind, hvordan andre reagerer på dem. Ikke på en dårlig måde, men jeg laver lyden den måde, jeg vil, fordi det er den måde, det skal være efter mit hoved.

Det er en lidt mærkelig kurve, for jo mere populær Dermot Kennedy bliver, jo sværere har han ved at spille sin musik for folk, han har et tæt forhold til. På den “mindst muligt højpandede måde”, som han selv udtrykker det, bør han i sidste ende vide, hvad han har gang i.

Det er som om, at jeg, med hvert track jeg har, også har en liste med grunde til, hvorfor det her nummer skal eksistere. Så hvis nogle fortæller mig, at det ikke skal, har jeg forhåbentligt et argument for, hvorfor de ikke har ret.

Samtidigt er der denne her mærkelige ting med, at ens nærmeste, altid roser ens arbejde til skyerne. Han kan ikke huske, hvem der har talt om det, men…

Folk, man er tæt på, føler sig nærmest forpligtede til at give dig virkelig kritisk feedback, bare fordi du er deres ven, og de skal være mere seriøse omkring det. Men egentligt ville det være fedt, hvis de nogle gange bare var sådan, ‘Hey, det er virkelig fedt! Det skal du bare gå med!’. Jeg har helt klart nogle, hvis mening ville påvirke, hvad jeg tænkte om min musik, og taget i betragtning, at jeg ellers er ret sikker på, hvad jeg sender ud, er jeg blevet bange for at vise dem det. Fordi deres meninger betyder så meget for mig, tror jeg også, det ville kunne fucke up i måden, jeg tænker om min musik. Så lige nu gør jeg bare mit bedste og går med det.

Historiefortællende som en folkesanger og ærlig som en rapper


Dermot Kennedys musik er ret poetisk, og det er de helt store eksistentielle temaer som liv og død, kærlighed, tab, glæde og smerte, hans tekster kredser om. Det kommer ofte til udtryk gennem historiefortælling, som man måske mest forbinder med de traditionelle, folkede rødder, hans musik slår. Men for Kennedy er lyrikken lige så tæt forbundet med hans glæde for hiphop, og i sin biografi er han blandt andet citeret for at sige, at det at læse poesi og lytte til hiphop tilbyder noget af det samme. De gode rappere er så ærlige, siger han, at de i hans optik bør betragtes som poeter. I det hele taget er han bare fascineret af folk, der tør dele, hvad de føler.

Han har tidligere fortalt i interviews, at han imidlertid starter med musikken, og så tilføjer lyrikken efterfølgende. Jeg spørger ham, hvorfor:

Jeg føler, at det fremprovokerer en særlig form for ærlighed. Du kan have en sætning, som dukker op i dit hoved, fordi musikken føles på en bestemt måde. Du er måske ikke i stand til at sige, ‘Uh, det her relaterer sig til en bestemt del af mit liv’, men det er stadig det rigtige at sige. Det er ikke altid poesi, og det behøver ikke altid betyde det ene og det andet. Det kan også spille en rolle i en sang som et musikalsk element. Men man ved bare, når det er forkert, og det hjælper det at starte musikken mig med at høre.

Det er dog noget, han prøver hele tiden at balancere, for, som han selv siger, ved han, hvor vigtigt det er, at han fortæller en historie. Som den hiphop-elsker han er, betyder flow dog lige så meget, og der rammer han bedst plet, hvis han starter med musikken.

Du kan stadig skrive en bunke lyrik og lægge det hen over noget musik, men det giver noget helt andet. Jeg tror, mit mål er både at få folk ind i min musik, som elsker lyrics og elsker historier, og folk, som sætter større pris på sangkompositioner og sådan noget. På denne her måde kan jeg forhåbentligt gøre begge dele.

Kennedy skrev sin første sang, da han var 15 år, så vidt han husker. Han dyrkede meget Ringenes Herre og Hobitten og hele det eventyrunivers, de to historier er bygget op omkring, og det afspejles også i de sange, han skrev dengang. Glæden for historiefortælling har som sagt hængt ved, men set i bakspejlet er der mange ting, han skrev dengang, som nok ikke ville gå i Store VEGA i dag.

Jeg spillede en sang forleden, som jeg skrev, da jeg var omkring 20 år. Og det er sjovt, fordi man bruger så mange år på at være sådan, ‘Fedt, den nailede jeg’, og så er det bare ikke særligt godt, når jeg spiller det nu. Når jeg er 30, går det sikkert op for mig, at det, jeg laver lige nu, ikke er så godt, som det kunne være.

Foto: Universal Music Group

Der var ikke et bestemt tidspunkt, hvor det gik op for Dermot Kennedy, at han var godt til at skrive tekster og lyrik. Det kom meget naturligt lige pludselig, fordi der var nogle ting, han bare havde brug for at udtrykke. Men selvom han bliver bedre og bedre, jo flere gange han sætter sig med sine tekster, er det den del af musikken, han kæmper mest med.

Det er den del, der er mest pres på, føler jeg. Alle udgiver sange, som kan lyde friske og spændende, men jeg tror, det er lyrikken, folk hæfter sig mest ved i min musik. Og det er mærkeligt, for man prøver at have helt naturlige og frie tanker, men de er allerede påvirkede, at det faktum, at folk kunne lide det, jeg lavede før, og jeg derfor prøver at lave noget af det samme igen. Det er svært nogle gange. Jeg tror, den bedste sang, jeg har skrevet, er “An Evening I Will Not Forget”, og den er et eksempel på noget, jeg skrev, som egentligt bare var et digt, og hvor jeg fandt nogle akkorder, som passede til. Den er jeg virkelig stolt over, og jeg har altid elsket sange, som har digte i sig, eller bare fortæller en historie over den samme musik i en vis længde af tid, og så til sidst intensiveres og eskalerer. Det var min mission med den sang.

»Det er svært at knibe sig i armen og minde sig selv om, at det er det her, man har arbejdet så hårdt for«


I tråd med den hurtige succes, Dermot Kennedy har oplevet, og den omfattende turné, han har begivet sig ud på, er det blevet sværere at finde inspiration til fortællinger om livet, for hans liv er naturligt nok ikke, som det var, dengang inspirationen for første gang kom til ham.

Det er selvfølgelig nemt selv at kritisere det musik, jeg lavede, da jeg var 20-21 år, men det var også fedt, for jeg levede bare et normalt liv. Jeg havde ikke travlt, men jeg vidste, at det var musikken, jeg gerne ville bruge min tid på. Jeg plejede at spille på gaden for at tjene penge, men jeg var ikke på en år-lang turné verden rundt. Dengang havde jeg så meget rum og så mange oplevelser at blive inspireret af, og der var intet stress. En sang kom, når den kom, og den var altid influeret af, hvad der skete i mit liv. Nu rejser jeg hele tiden, og det er mærkeligt, fordi alle de her ting ikke sker længere. Jeg er ikke i et skænderi, derhjemme, som kan fremprovokere en sang, jeg har ikke de samme op- og nedture, fordi jeg bare er på landevejen og gør min ting.

Derfor søger Kennedy nye måder at holde sig inspireret på, og det gør han ved at læse mere og prøve at presse eksempelvis museumbesøg ind. Ligesom det er sjovt at se tilbage på de sange, han skrev som 20-årig, glæder han sig også til om en årrække at se tilbage på den periode af hans liv, han er i lige nu. Det er surrealistisk at spille for 1500 mennesker på et tætpakket venue i Amsterdam, og det var noget, han tidligere kun har turde drømme om. Og pludselig møder man bare op, fortæller han, leverer sit show, og rykker videre til næste by.

Det er vel bare sådan, det er, siger han; Du gør det bare, mens det passerer forbi. Det er ikke på en dårlig måde, men det er svært at knibe sig i armen og minde sig selv om, at det er det her, man har arbejdet så hårdt for, for det er ikke endepunktet. Du fortsætter bare og prøver at blive endnu bedre. Men det bliver også godt om nogle år at kunne se tilbage og være sådan, ‘Du spillede alle de her venues, og de var udsolgte, og det var virkelig, virkelig cool’.

Næste gang, Dermot Kennedy lægger vejen forbi Danmark, er det måske igen for en større sal end sidst, og højst sandsynligt med et debutalbum på setlisten. Han kan ikke afsløre for meget om udgivelsen, men processen har krævet af ham, at han har færdiggjort en stor del af arbejdet, inden han tog på turné, og det bliver udgivet løbende, som året går.

Nogle af dem er ‘key singles’, og nogle er sange, der står mit hjerte meget nær, som jeg bare er virkelig spændt på, at folk skal høre. Jeg har sange, som bare er straight on akustiske, og andre som er større i lyden. Jeg ved, at der er folk, som kun kan lide det akustiske, og det er derfor, jeg også har et par af den type sange med. Og det er fedt for mig at kunne vise folk, at jeg ikke har lagt den del af min musik bag mig.

Foto: Universal Music Group

Koncerten i Store VEGA og interviewet fandt sted den 1. oktober 2018.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com