fbpx

Den danske pop-duo JÆRV skyder fredagen igang med ny dobbeltsingle

Foto: Tommy Frost

Den danske pop-duo JÆRV er i dag klar med hele to sprøde singler, der kan kickstarte din weekend.

Bag JÆRV finder vi sanger Amanda Glindvad og producer Mathias Pedersen Smidt, der egentlig startede deres forhold ud som kærester. Det er de ikke længere – til gengæld er der opblomstret et musikalsk samarbejde mellem dem, som vi er ret begejstrede for.

JÆRV, der egentlig startede som Amandas soloprojekt, har allerede fået godt med luft under de musikalske vinger. Duoen debuterede i 2016 med singlen “Befri Mig”, skarpt efterfulgt af EP’en Dit Hav fra samme år, og det forlyder, at vi kan se frem til det første JÆRV-album i 2019.

Nu er den danske duo på banen med hele to nye singler. “Var Der Nogen” er en slagkraftig og dynamisk lille sag, hvor tung og legende pop danner et boblende underlag for Amandas karakteristiske vokal og de sprøde vokalharmonier. Som et kendetegn for gruppen, bevæger de sig i den danske lyrik-verden, der denne gang beretter om, hvordan mennesker kan opfatte virkeligheden på vidt forskellige måder.

Om “Var Der Nogen”-singlen forklarer Amanda:

– “Sangen “Var Der Nogen” er om både forfølgelse og klaustrofobi i et forhold, hvor den ene part hele tiden skal overbevise og overbevises om, at den anden er der 110 procent. Det er om det stadie, man kan ryge ud på, hvor det kan blive en smule sygeligt og hvor man beskuer virkeligheden fra to meget forskellige sider”.

Mathias supplerer med forklaring på nummerets stemning:

– “”Var Der Nogen” repræsenterer for mig den samme krog af JÆRVs univers, som vi tidligere har haft udforsket på nogle af vores ældre numre. ‘Var Der Nogen’ er en dyster sag, men der er noget sært opløftende over de lyse klange, der pludselig bryder frem i omkvædene, hvor Amandas konfronterende vokal sjovt nok også virker til at vise elementer af optimisme midt i det hele. Det er i hvert fald min tolkning af hendes levering – det kan meget vel være, at hun har en anden holdning, men det er jo det fede ved musik: Der er ikke nogen der har patent på sandheden”.

Derudover er JÆRV derudover på banen med singlen “Det Ville Ikke Være Særligt Smukt” – et pulserende nummer bygget op omkring polyvoice-synthesizeren, der senere på måneden kommer til at florere i en ny DR3-serie.

“‘Det Ville Ikke Være Særligt Smukt’ er for mig et godt eksempel på, at man nogle gange ikke behøver mere end tre akkorder og den helt rigtige melodi for at kunne mærke, at sangen bare er der. Om det resonerer med andre, kan vi jo kun gisne om, men Amanda og jeg sad med følelsen af noget specielt, da vi arbejdede med nummeret, og vi håber, at sangen kan ramme noget i folk, når de lytter derude – det ramte i hvert fald noget særligt i os”, siger Mathias.

Du har mulighed for at opleve duoen in-concert, når de til foråret lægger vejen forbi aarhusianske Radar og Københavnske Ideal Bar. Indtil da kan du lytte til JÆRVs nye dobbeltsingle her:

Tags: