fbpx

Ugens Uimodståelige // Uge 43

Foto: Reem // Petra Kleis

Det er fredag i dag, og det betyder, at det er weekend lige om lidt – eller måske allerede? Det betyder også, at vores spilleliste med de mest uimodståelige danske og internationale nye hits er blevet opdateret.

Nao – “Saturn” (feat. Kwabs)

Den 30årige britiske soul/funk-darling Nao har i dag udgivet albummet Saturn, hvor hun disker op med 13 rytmiske hymner, der alle vidner om hendes enorme potentiale og talent. Et track der bare skulle på denne uge uimodståelige-liste, er den flydende og melodisk fortryllende sang af samme navn som det nye album. Nummeret er lavet i samarbejde med den britiske kunstner Kwabs, som er kendt for at være leveringsdygtig i lækker soul og R&B. Samspillet mellem de to talentfulde sangeres vokaler, og de bløde, melodiske toner, får tingene til at gå op i en højere enhed. Slå benene op, åbn en flaske rødvin og nyd de flydende toner fra Nao og Kwabs på nummeret ”Saturn”.

Robyn – “Ever Again”

En anden kunstner der i dag har udgivet nyt album er den svenske pop-dronning Robyn. Den 39årige darling har langet det 9-numre-lange album Honey over disken, hvor hun byder på alt fra rolige kærlighedshymner til de mere festlige og elektroniske serenader der tidligere har taget verden med storm. En sang vi i denne omgang vil fremhæve fra det nye album, er det stille og harmoniske track ”Ever again”. Sangen, der handler om aldrig igen at få knust sit hjerte, er ganske enkelt bare et mega lækkert nummer, som vi syntes, er et lyt værd på denne grå og triste fredag.

Reem – “Okay”

You better watch out – en ny pop-artist er spiret frem på den danske musikscene! Den dansk-palæstinensiske sangerinde Reem er på banen med den dugfriske single “Okay”, der er en lækker og attitudefuld pop-produktion. Er du en af dem, der trofast har fulgt DR’s talentprogram X-factor, har du måske set den unge artist før. Hun deltog nemlig i programmet i 2016, hvor hun banede sig vej til finalen og fik en flot anden plads. Reem har brugt de sidste par år på at finde frem til sin helt egen lyd, der i første omgang er kogt sammen til “Okay”-singlen.
 

Ellers tilføjet:

Toro y Moi – “Freelance”
Mumford and Sons – “If I Say”
Beach House – “Alien”
Baauer – “Company” (feat. Soleima)
Major Lazer – “Blow That Smoke” (feat. Tove Lo)
Lukas Graham – “Hold My Hand”
Hinds – “British Mind”
Goss – “There’s Just so Much a Heart Can Take”
Sam Fender – “That Sound”
Beirut – “Gallipoli”

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com