Skønne Maggie Rogers annoncerer debutalbum og udgiver dybfølt single

Foto: Olivia Bee

Maggie Rogers smider ny single på gaden og annoncerer kommende album med både dato, titel og trackliste. 
Den amerikanske singer/songwriter Maggie Rogers delte i går sin seneste single, det velsmurte popnummer “Light On”, med offentligheden. På trods af delvist muntre elementer i lydproduktionen er nummerets samlede univers stærkt melankolsk og emotionelt, og teksten ligeså. Maggie udtrykker en inderlighed og oprigtighed, der er svært dragende. Med sin blide vokal synger hun blandt andet om at være sårbar og beder sin elskede om at lade lyset være tændt – for så vil hun gøre det samme. Singlens melodiske melankoli smelter sammen med den følelse af håb, der er indlejret i den dybfølte og engleblide stemme, og resultatet mærker man i både krop og sjæl.
Gårsdagens udgivelse af denne solide pop/ballade-fusionering er en forsmag på Maggie Rogers’ kommende debutalbum, som nu har fået fastsat både titel, trackliste og udgivelsesdato. Således udkommer Heard It In A Past Life d. 18. januar 2019, og udover “Light On” kommer pladen også til at indeholde flere tracks fra Maggies tidligere udgivne EP Now That The Light Is Fading.
Det seneste udspil lægger vægt på det balladeinspirerede udtryk, hvilket klæder sangerinden virkelig godt. Man må derfor forvente, at der kommer en smule mere af dette på det kommende album – men at det bliver i en fornuftig kombination med foregående pophits.
Sådan her ser hele tracklisten ud:
01: “Give A Little” (singleudspil fra tidligere i år)
02: “Overnight”
03: “The Knife”
04: “Alaska” (fra Now That The Light Is Fading)
05: “Light On” (gårsdagens singleudspil)
06: “Past Life”
07: “Say It”
08: “On + Off” (fra Now That The Light Is Fading)
09: “Fallingwater” (singleudspil fra tidligere i år)
10: “Retrograde”
11: “Burning”
12: “Back In My Body”
Der er altså både gode gamle kendinge og singleudspil at finde på den kommende Heard It In A Past Life, men selvfølgelig også splinternye tracks at se frem til!
Hør “Light On” her:

Martin Rahbek
martinrahbek@bandsoftomorrow.com