26 okt Postpunkt-kvartetten Fugleflugten teaser det kommende debutalbum med tredjesinglen “Kalder Vingerne”
Foto: PR
De danske postpunkere Fugleflugten er på banen med den slagkraftige single “Kalder Vingerne”, som den sidste single i rækken forud for debutalbummet Morgenlysskær, der lander i januar.
Vi kender københavner-kvartetten Fugleflugten for deres postpunkede shoegaze-toner, der allerede skinnede tydeligt igennem på gruppens debutsingle “Alt der glimter” fra 2017. Den nye tredjesingle “Kalder Vingerne” udkommer i kølvandet på de P6 Beat-spillede singler “Mig og Migselv” og “Salamander”, hvor alle tre er forløbere for det længe ventede debutalbum Morgenlysskær.
Bag kunstnernavnet finder vi de fire gutter Rasmus Yde, Mathias Rosenkilde, Frederik Møller Henriksen og Laurits Pilegaard, der denne sommer havde travlt med at spille koncerter på scener som Musik i Lejet, Spot Festival, New Note og Alive. I november har du desuden mulighed for at opleve shoegaze-kvartetten in concert, når de lægger vejen forbi københavnske VEGA den 1. november og det aarhusianske Radar den 2. november.
Med “Kalder Vingerne” leverer Fugleflugten et tungt, velspillet lydunivers. Mens trommerne taktfast banker derudad, formes nummerets karakter af Rasmus Ydes ganske særlige vokal og den dybsindige danske lyrik. Om det slagkraftige track forklarer Rasmus:
– Kalder Vingerne handler om at vakle mellem det virkelige og det der kun eksisterer i ens eget hoved. Det handler om at finde en form for fodfæste gennem minder og de følelserne der knytter sig til minderne. Det kan være en vild og intens oplevelse at tage noget eller nogen ind i ens liv og lade sig overgive eller rive med. Og det kan det også være at skulle tage afsked.
Vi glæder os faktisk ret meget til at høre resultatet af det kommende debutalbum i januar måned. Indtil da kan du gå på opdagelse i tonerne fra “Kalder Vingerne” her: