11 okt Parcels: At forlade Australien er det dummeste og det bedste, vi nogensinde har gjort

Foto: PR

Australske Parcels er klar med deres selvbetitlede debutalbum. Vi fangede guitarist, producer og sanger Jules Crommelin til en snak om pladens tilblivelse – lige fra beslutningen om at flytte om på den anden side af kloden, til at blive opdaget af Daft Punk og til at komme til et punkt, hvor man tror på sig selv – og sin musik.
Groovy diskolyd og lækre vokalharmonier er to ting, man ikke kan komme udenom, når man skal beskrive Parcels. Der er sket meget med de unge australiere, siden vi skrev om dem for første gang i forbindelse med Reeperbahn Festival 2016. De har udgivet en EP, spillet et hav af festivaler og (ofte udsolgte) headliners, og de har været tour-support for både Phoenix og Air. Nu er de fem gutter langt om længe klar med deres debutalbum.
– Jeg har aldrig glædet mig så meget til at udgive musik før – udover ”Overnight”. Den (pladen, red.) afspejler virkelig, hvem vi er som band lige nu. Det har været rigtig skægt at lave den her plade, men der er også lagt blod, sved og tårer i den, fortæller Jules Crommelin. – Jeg er virkelig glad for endelig at få den ud.
Det er forståeligt, at singlen ”Overnight” (som faktisk ikke er med på debutpladen) betyder noget helt specielt. Den er nemlig produceret af ingen ringere end Daft Punk. Den franske duo så Parcels live i Paris, og efter koncerten kom de om og hilste på bandet og foreslog nærmest øjeblikkeligt et samarbejde. Både det og turnéerne med Phoenix og Air har været ekstremt lærerige oplevelser for de fem drenge.
– Det har givet os meget mere selvsikkerhed i forhold til vores musik, og det har virkelig udviklet og ’modnet’ os som band, mennesker, producere, musikere, fortæller Jules. – Det er oplevelser, som vi aldrig kommer til at glemme.

”Selv kulden virkede eksotisk”

Det er omkring fire år siden, at Jules startede Parcels sammen med fire high school-venner: Louie Swain (synth), Patrick Hetherington (synth), Noah Hill (bass) og Anatole ‘Toto’ Serret (trommer). De kommer alle fra den velkendte surferby Byron Bay – jeg vil vove at påstå, at alle der har rejst på den australske østkyst har gjort stop her – men da de var færdige med skolen, besluttede de sig for at flytte til Europa.
– Australien er bare et svært sted at være et band, rent geografisk. Og så er vi fra Byron Bay, en lille by, hvor man hurtigt kan komme til at befinde sig i en ’boble’, hvor alting egentlig fungerer fint, men hvor man også hurtigt kan føle sig fanget, forklarer Jules. – Vi havde det alle på den måde. Europa var så spændende, det komplet modsatte af, hvad vi er vokset op med. Selv idéen om koldt vejr var eksotisk for os.
Valget faldt på Berlin på grund af byens pulserende elektroniske scene, og Jules nævner The Whitest Boy Alive som et af drengenes yndlingsbands. Han husker at have set videoer af dem, hvor de spiller på caféer og små spillesteder rundt omkring i Berlin. Og det kunne han og de fire andre bandmedlemmer godt se sig selv i.
– Det er den mest ignorante beslutning, vi har taget, griner Jules. – Men også den bedste.
Virkeligheden ramte, da de knapt 18-årige fyre pludselig stod på den anden side af kloden uden penge, job og bolig. Men det tvang dem samtidig til at give sig 100 procent hen til musikken. Og indtil videre er det jo gået ganske godt.
Jules indrømmer dog, at kulden ikke er så tiltalende længere, og til december tager de hjem til Australien for at holde jul med familien og nyde varmen for en stund – og spille koncerter selvfølgelig.

Musikalsk selvtillid

De mange koncerter, som Parcels har spillet de seneste tre år, har haft en helt afgørende betydning for bandets udvikling. Jules fortæller, at deres EP, Hideout (2017), blev lavet i den lejlighed, som de alle sammen boede i, da de lige var flyttet til Berlin. Den blev finpudset i et studie, men grundstenene blev lagt på en computer.
– Den (EP’en, red.) er meget bygget op omkring en person, der laver beats på en computer. Vi havde ikke så meget erfaring med at spille sammen, og vi var stadig ikke så gode til at bruge hinanden i processen, siger Jules.
– Vi har turnéret meget de seneste tre år, og vi er blevet et meget mere sammenspillet band. Vi har altid gerne ville nå et punkt, hvor vi har kunne indspille instrumenterne live, og det har vi gjort på pladen. Så det har været en naturlig udvikling, ved at spille alle de her koncerter, at vi har bevæget os mod en mere live lyd.
Udover at have haft stor betydning for de fremskridt som Jules, Louie, Pat, Noah og Toto har gjort som band og musikere, så har de mange koncerter også præget debutalbummet på en anden måde.
– Det har helt klart været med til at udvælge de numre, som skulle med på pladen, fortæller Jules.
– Åbningsnummeret ”Comedown” er et af de første numre, jeg skrev med Parcels. Vi har sluttet af med det til stort set alle de koncerter, vi har spillet de sidste tre år. Og publikum elsker det. Vi har fået tonsvis af beskeder fra fans, som har opfordret os til at indspille det nummer.
Så det gjorde de, og således er ”Comedown” et af de tolv numre, som man kan finde på debutalbummet, der er på gaden den 12. oktober. Derefter bevæger bandet sig ud på en længere verdensturné. Der er masser af europæiske datoer på plakaten, men desværre ingen i Danmark – endnu i hvert fald. Man kan jo have lov at håbe, at det ændrer sig, og ellers er der jo ikke så langt til for eksempel Berlin…