NORDISKE HITS // Uge 42

Foto: Taj Francois

Den sidste uge har atter budt på en masse ny, lækker musik fra de nordlige breddegrader. I dag har vi opdateret NORDISKE HITS-playlisten med 7 solide numre, du absolut ikke må gå glip af. Vi har lavet et lille skriv om tre af numrene, som i denne ombæring byder på alt fra groovy og dansegarant indie-pop, melodiske lækkerbiskner til energiske percussionbomber.

Lemon Palace – “Nothing Real”

Vi har egentlig allerede udtrykt vores begejstring for “Nothing Real” fra den københavnske indiepop-duo Lemon Palace, men vi er altså stadig ret glade for det nye singleudspil fra de to gutter! Alex Rudniak og Frederik Engell er mændene bag musikprojektet, der med sine groovy rytmer, bløde synth og florlette vokaler, leverer dansegarante toner en masse. ”Nothing Real” er toppet af med en sprød saxofon, og de lettere lumre vibes går igen i den akkompagnerende, visuelle musikvideo – en detalje der understreger nummerets tematiske kræsen om ”forelskelsens omskiftelige væsen”. Vi anbefaler klart, at du giver den slagkraftige single et lyt.

Kwamie Liv – “New Boo” 

Den dansk-zambiske sangerinde Kwamie Liv udgav i fredags sin spritnye single ”New Boo”, som endnu engang manifesterer kunstnerens store talent og potentiale. Tracket er en melodisk lækkerbisken, hvor dybe og gentagende basgange går hånd i hånd med den unge kvindes ørehængende og karakteristiske vokal. ”New Boo” kommer som endnu en teaser forud Kwamies kommende debutalbum Lovers that Come and Go, og er helt indiskutabelt værdig til en plads på denne uges NORDISKE HIT-liste.

Mr. Koifish – “Hang Our Coats”

Med på listen har vi selvfølgelig også den energiske og vellydende percussionbombe “Hang Our Coats”, som vi havde fornøjelsen af at lave dansk premiere på i torsdags. Manden bag er det tidligere Turboweekend-medlem Morten Køie, der efter bandets opløsning i sommers har rettet fokus mod soloprojektet Mr. Koifish. Og han lægger godt fra land, med de to første singleudspil “The End” og “Hang Our Coats”, hvor sidstnævnte byder på et fremadlænet beat, solide guitarriffs, brummende basgange og Køies genkendelige vokal. Nummeret er udgivet på det nyopstartede pladeselskab Emailing While Intoxicated Records (EWI Records), som artisten i øvrigt selv er en del af.

Ellers tilføjet:

Lil Halima – “Train”
Benal – “Lampeskærm”
Astrid S. – “Emotion”
FLEXLIKEKEV – “STARS”

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com